Svirrefluer (Syrphidae)

Svirrefluerne er en let kendelig og meget almindelig familie, som enhver naturiagttager vil have mødt. Begge køn træffes hos langt de fleste arter på blomster af mange slags, og hannerne af mange arter kan ses svirrende i luften, hvor de er i stand til at stå stille på samme sted og flytte sig i ryk. Svirrefluerne hed tidligere Svævefluer eller Blomsterfluer på dansk, men blev af Ernst Torp omdøbt til Svirrefluer, fordi de ikke svæver på stive vinger som et svævefly, men svirrer kraftigt med vingerne for at opretholde deres position i luften.

Svirrefluerne har en kortere eller længere beklædning af bløde hår på kroppen. Kun undtagelsesvis findes kraftige børster, som man ellers finder hos mange andre fluefamilier, f. eks. de sorte børster på bagkanten af scutellum (den bageste del af brystet) hos nogle arter af Urtesvirreflue (Cheilosia). De afgørende familiekendetegn findes i vingernes ribbemønster. Langs vingens bagkant løber to ribber parallelt med vingernes bagkant, som gør, at man ser to lukkede celler. Dette ses ellers hos familier med kun få ribber i vingen kun hos Egentlige fluer (Muscidae), visse Blomsterfluer (Anthomyiidae), Spyfluer (Calliphoridae), Kødfluer (Sarcophagidae) og Snyltefluer (Tachinidae). Disse har kraftige børster på kroppen. Et helt specielt træk hos Svirrefluer blandt alle tovingefamilierne er en ’falsk ribbe’ i vingerne, vena spuria, som forløber på langs af vingen, omtrent på midten, som krydser tværribben midt i vingen, men ellers ikke er forbundet til andre af vingens ribber.

Svirrefluernes larver har meget forskellig levevis. Slægten Microdon, der er den eneste i underfamilien Microdontinae, lever som larver i boer af forskellige arter af myrer. Larverne ligner små oppustelige gummipuder. De lever af organisk affald fra myrerne. De voksne fluer svirrer ikke, besøger ikke blomster og virker kluntede, når de bevæger sig i vegetationen. Undertiden bliver underfamilien opfattet som en selvstændig familie. Den kendes på en blindt endende ribbe midt i vingen, over vena spuria. Underfamilien Syrphinae omfatter de mest kendte gulstribede eller gulplettede svirrefluer. Underfamilien kendes på, at tværribben midt i vingen rammer den første store celle nærmere vingebasis end vingespidsen. Larverne af underfamilien Syrphinae lever af bladlus, slægten Dasysyrphus lever dog af mange forskellige insekter, bl.a. sommerfuglelarver og bladhvepselarver. De øvrige svirrefluer sammenfattes i dag i underfamilien Milesiinae; den var tidligere opdelt i flere underfamilier, og man kan formode, at den igen vil blive opdelt, når man får studeret familiens udviklingshistorie nøjere. Underfamilien kendes på, at tværribben midt i vingen rammer den første store celle nærmere vingespidsen end vingebasis. Larverne lever i mange slags organisk materiale: i ferskvand i moser og vandløb (Eristalis, Helophilus mm.), i vandansamlinger i knasthuller i træer (hertil den meget almindelige Myathropa florea), i rådnende organisk materiale (Syritta m.fl.), i gødning (Rhingia), i dødt træ (Temnostoma, Spilomyia), i udflydende træsaft (Brachyopa, Ferdinandea, Myolepta), i levende planter (Cheilosia), i løg og rodknolde af planter (Merodon, Eumerus), i svampe (enkelte arter af Cheilosia), i boer af hvepse og humlebier (Volucella). Larverne er cylindriske, nogle har en langt udtrukken bagende, hvor åndedrætsorganerne udmunder i spidsen, hvilket tillader dem at leve i iltfattigt vand (”rottehaler”). Visse småslægter i underfamilien Milesiinae har specialiseret sig i at æde bladlus, der lever i galler (Heringia, Pipiza, Triglyphus), eller i bladlus, der lever under jordens overflade (Pipizella, Paragus). Nogle af de arter, der lever i dødt træ, er sjældne og udbredelsesmæssigt begrænset til naturskovslokaliteter med meget dødt ved og lang kontinuitet. Sammen med andre Svirrefluer er de indikatorarter for værdifulde naturtyper og anses for at være truede eller uddøde i Danmark.

En del Svirrefluer er kendte for at ligne hvepse eller bier meget (mimicry). Det gælder navnlig hvepseefterlignere i slægterne Temnostoma, Doros, Xanthogramma, Chrysotoxum, Syrphus mm., humlebiefterlignere i slægterne Volucella, Pocota, Criorhina, Arctophila, Merodon, Cheilosia og Eristalis og honningbiefterlignere i slægterne Eristalis, Cheilosia, Mallota og Criorhina.

Der er kendt 280 arter i Danmark fordelt på ca. 79 slægter og for tiden 3 underfamilier. Artsbestemmelsen er som regel ganske let, baseret på kendetegn som bagkropspletternes form og detaljer i behåringen, men der er også en del slægter, hvor artsbestemmelsen er vanskelig; således kan hunnerne af visse arter af slægten Kuglebærerflue (Sphaerophoria) ikke bestemmes til art. De sikre artskendetegn ligger i hannernes genitalier; undersøgelser af disse har gennem de senere årtier ført til opsplitning af enkelte arter i flere.