Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Anne Messmann
    Foto: Anne Messmann

Atlas

: Blåtoppet Kohvede overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Som andre kohveder er planten enårig. Den har modsatte blade. Der er en ensidig klase af gule blomster og iøjnefaldende blåviolette højblade. Stænglen er ofte rigt grenet. Bægret er tæt krushåret. Efter blomstringen bliver højbladene grønne. Planten bliver sort ved tørring.

Den har som andre arter af Kohvede store frø, som kan minde lidt om hvedekorn, hvilket har givet slægten navn.

Blåtoppet Kohvede
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: lenni gottlieb

Variation

: Højbladene kan en sjælden gang være hvide eller grønne i blomstringstiden.

Forveksling

: I blomst med med de blåviolette højblade er det ikke muligt at forveksle den med andre vildtvoksende danske planter.

Ager-Kohvede vokser andre steder (især kystskråninger) og har røde højblade.

Udbredelse

: Planten er i Den Danske Rødliste karakteriseret som VU=vulnerable, sårbar.

Blåtoppet Kohvede er i Danmark meget sjælden og har været regnet for kun på Sjælland, hvor den har ca. 10 kendte voksesteder. Den har tidligere været væsentligt almindeligere på Sjælland, og er formentlig gået tilbage som følge af de moderne skovbrugsmetoder. Den har været knyttet til lysåbne skove og skovenge. På flere af lokaliteterne forekommer den ret sparsomt, på nogle - f.eks. ved Borrebakken i Lyngby - heldigvis talrigt.

Der er i 2018 gjort fund i sommerhusområder i Jylland, som ikke er indrapporteret til Fugleognatur.

Fredet på Borrebakken i Lyngby N. for København, hvor bestanden plejes med succes.

Blåtoppet Kohvede er en østlig-kontinental art og dens vestgrænse går gennem Danmark.

Planten er noget mere udbredt i det sydøstlige Sverige. Den er meget udbredt - og mange steder nærmest en karakterplante - i skove i De Baltiske Lande og Rusland.

Blåtoppet Kohvede - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Blåtoppet Kohvede blomstrer juni-august, men den flotteste udvikling af blomsterstanden er omkring primo juli.

Tidsmæssig fordeling

af Blåtoppet Kohvede baseret på Naturbasens observationer:
Blåtoppet Kohvede - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Blåtoppet Kohvede - månedlig fordeling

Biologi

: Blåtoppet Kohvede er en enårig halvsnylter, som er afhængig af passende spiringsmuligheder og værtplanter.

Den er ofte bestanddannende, idet frøene ofte, men ikke altid, spirer tæt ved moderplanten.

Planten har insektbestøvning og myrespredning, idet myrerne efterstræber olielegemer på frøene og slæber afsted med dem.

Om efteråret spirer kimroden ud fra frøet, men kimbladene, som er ret store og tungeformede, kommer først næste år. Roden etablerer forbindelser med værtplanters rødder. Værtplanterne er typisk forskellige græsser.

Kohvede indeholder Rhinantin,som er det samme som glucosidet aucubin se Wikipedia og findes i næsten alle Orobanchaceae, Plantaginaceae og Scrophulariaceae.

Det er ikke giftigt, men let bittert. I gamle dage kom det med i kornet og farvede brødet sort ved bagning, fordi aucubin nedbrydes under gæring og giver en intens sort farve (pers. oplysning: Søren Rosendahl Jensen).

Levested

: Næringsrig muldbund i lysåbne skove.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Danmarks Vilde Planter (Skytte Christiansen).

Desuden har der været en artikel i Dansk Botanisk Forenings blad Urt 21:3 (1997)af Niels Faurholdt om Blåtoppet Kohvedes og Kantet Kohvedes nuværende udbredelse i Danmark.

De senest indberettede arter i Naturbasen: