Stænglen er grøn-bleggrøn, korthåret (især foroven).
Der er 5-10 ægformede, spidse og udstående blade, der sider skrueformet op ad stænglen.
Akset har 10-50 (-70) blomster, som er 15-20 mm brede med grønlig yderside og brunlig, ofte violettonet inderside.
Læben er brunviolet, grønlig eller blegrød mod spidsen, men opadbøjet og ikke udpræget spids. Nedre blomster har lange støtteblade, som aftager i størrelse opad.
:Det er en uhyre variabel plante. Især er højden og behåringen meget variabel.
Forveksling
:Hullæbeslægten (Epipactis) er ret let at kende. Men inden for slægten er der en række vanskelige forvekslingsmuligheder.
Sump- og Rød Hullæbe kan næppe forveksles med Skov-Hullæbe i blomst. Sump-Hullæbe har kirtelhåret stængel.
Hollandsk Hullæbe (Epipactis helleborine ssp. neerlandica var. neerlandica) har kraftig, stift opret stængel med korte stive, opadrettede blade og blomster i tæt klase. Den er så vidt vides kun kendt fra klitterræn m.v. i Nordjylland.
Skagen-Hullæbe (E. helleborine ssp. neerlandica var. renzii) er som Hollandsk hullæbe, men mangler klæbelegemer på støvkøllerne i blomsten. Endemisk i klitter i Nordjylland.
Storblomstret Hullæbe (E. leptochila): stængel håret foroven. 3-6 spidse, ægformede, lysegrønne stængelblade. Blomster i åben klase, gulligt-lysegrønne. Læbens ydre flig spids, udstående, længere end bred.
Tætblomstret Hullæbe (E. purpurata):
Ofte i iøjenfaldende tætte grupper. Stænglen grov, grågrøn, violet anløben, foroven tæt korthåret. 5-10 stængelblade, som er 6-10 cm lange og iøjnefaldende smalt elliptiske (sammenlignet med Skov-Hullæbe), mørkt grågrønne, ofte med svagt violet anstrøg. Klase tæt- og mangeblomstret. Blomster lyst til mørkere violet.
Nikkende Hullæbe (E. phyllanthes) (tidligere også kaldt Glat Hullæbe, men det er samme art): Spæd stængel, som foroven er helt eller næsten glat, 3-6 smalle og kun 4-6 cm lange stængelblade. Blomster små, ofte i ensidig glat klase, lukkede meget af tiden. (I praksis går man undertiden galt i byen, hvis man antager, at stænglen skal være helt glat; de andre karakterer er vigtigere).
Udbredelse
:Almindelig, i alt fald i Østdanmark. Den er heller ikke ualmindelig f.eks. i klitterræn, hvor der er kalkpræg p.g.a. strandskaller etc.
Vel den eneste danske orkidé som kan betegnes som almindelig.
Hvornår ses den?
:Blomstrer ultimo juni-primo september.
Tidsmæssig fordeling
af Skov-Hullæbe ssp. helleborine baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Ofte, men langt fra altid, en skovplante. Den er kalkyndende, men mindre kræsen og krævende end de fleste andre orkidéer.
Den har den sædvanlige orkidébiologi (se omtalen under Maj-Gøgeurt).
Den har insektbestøvning og vindspredning og desuden en vis vegetativ spredning ved den krybende jordstængel (dog ikke nær så udpræget som Sump-Hullæbe). Den står ofte i ret få eksemplarer, men hvor forholdene er optimale kan den undtagelsesvis stå i store bestande.
Levested
:Den mest pioneragtige af vores orkidéer. Den optræder ofte i ung skov.
Skove på mere eller mindre kalkholdig bund, grusgrave, læplantninger, parker o.s.v.
Det er nok den af vores hjemlige orkidéer, der har den bredeste økologiske amplitude. Jeg har set den på P-pladser m.v. Og i Østdanmark er der ikke mange læplantninger, støjvoldsbeplantninger m.v., hvor man skal lede længe efter den.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.