Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Bent-Ole Ludvigsen
    Foto: Bent-Ole Ludvigsen

Atlas

: Skov-Hullæbe ssp. helleborine overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Planten bliver 30-80 (sjældent -100) cm.

Stænglen er grøn-bleggrøn, korthåret (især foroven).

Der er 5-10 ægformede, spidse og udstående blade, der sider skrueformet op ad stænglen.

Akset har 10-50 (-70) blomster, som er 15-20 mm brede med grønlig yderside og brunlig, ofte violettonet inderside.

Læben er brunviolet, grønlig eller blegrød mod spidsen, men opadbøjet og ikke udpræget spids. Nedre blomster har lange støtteblade, som aftager i størrelse opad.

Skov-Hullæbe ssp. helleborine
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Poul Secher Henriksen

Variation

: Det er en uhyre variabel plante. Især er højden og behåringen meget variabel.

Forveksling

: Hullæbeslægten (Epipactis) er ret let at kende. Men inden for slægten er der en række vanskelige forvekslingsmuligheder.

Sump- og Rød Hullæbe kan næppe forveksles med Skov-Hullæbe i blomst. Sump-Hullæbe har kirtelhåret stængel.

Hollandsk Hullæbe (Epipactis helleborine ssp. neerlandica var. neerlandica) har kraftig, stift opret stængel med korte stive, opadrettede blade og blomster i tæt klase. Den er så vidt vides kun kendt fra klitterræn m.v. i Nordjylland.

Skagen-Hullæbe (E. helleborine ssp. neerlandica var. renzii) er som Hollandsk hullæbe, men mangler klæbelegemer på støvkøllerne i blomsten. Endemisk i klitter i Nordjylland.

Storblomstret Hullæbe (E. leptochila): stængel håret foroven. 3-6 spidse, ægformede, lysegrønne stængelblade. Blomster i åben klase, gulligt-lysegrønne. Læbens ydre flig spids, udstående, længere end bred.

Tætblomstret Hullæbe (E. purpurata):

Ofte i iøjenfaldende tætte grupper. Stænglen grov, grågrøn, violet anløben, foroven tæt korthåret. 5-10 stængelblade, som er 6-10 cm lange og iøjnefaldende smalt elliptiske (sammenlignet med Skov-Hullæbe), mørkt grågrønne, ofte med svagt violet anstrøg. Klase tæt- og mangeblomstret. Blomster lyst til mørkere violet.

Nikkende Hullæbe (E. phyllanthes) (tidligere også kaldt Glat Hullæbe, men det er samme art): Spæd stængel, som foroven er helt eller næsten glat, 3-6 smalle og kun 4-6 cm lange stængelblade. Blomster små, ofte i ensidig glat klase, lukkede meget af tiden. (I praksis går man undertiden galt i byen, hvis man antager, at stænglen skal være helt glat; de andre karakterer er vigtigere).

Udbredelse

: Almindelig, i alt fald i Østdanmark. Den er heller ikke ualmindelig f.eks. i klitterræn, hvor der er kalkpræg p.g.a. strandskaller etc.

Vel den eneste danske orkidé som kan betegnes som almindelig.

Skov-Hullæbe ssp. helleborine - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Blomstrer ultimo juni-primo september.

Tidsmæssig fordeling

af Skov-Hullæbe ssp. helleborine baseret på Naturbasens observationer:
Skov-Hullæbe ssp. helleborine - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Skov-Hullæbe ssp. helleborine - månedlig fordeling

Biologi

: Ofte, men langt fra altid, en skovplante. Den er kalkyndende, men mindre kræsen og krævende end de fleste andre orkidéer.

Den har den sædvanlige orkidébiologi (se omtalen under Maj-Gøgeurt).

Den har insektbestøvning og vindspredning og desuden en vis vegetativ spredning ved den krybende jordstængel (dog ikke nær så udpræget som Sump-Hullæbe). Den står ofte i ret få eksemplarer, men hvor forholdene er optimale kan den undtagelsesvis stå i store bestande.

Levested

: Den mest pioneragtige af vores orkidéer. Den optræder ofte i ung skov.

Skove på mere eller mindre kalkholdig bund, grusgrave, læplantninger, parker o.s.v.

Det er nok den af vores hjemlige orkidéer, der har den bredeste økologiske amplitude. Jeg har set den på P-pladser m.v. Og i Østdanmark er der ikke mange læplantninger, støjvoldsbeplantninger m.v., hvor man skal lede længe efter den.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

De senest indberettede arter i Naturbasen: