Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Per Bo Ravnå
    Foto: Per Bo Ravnå
  • Fotograf: Per Bo Ravnå
    Foto: Per Bo Ravnå
  • Fotograf: Evy Lindenborg
    Foto: Evy Lindenborg

Kendetegn

: En art, hvor han og hun virkelig giver et forskelligt indtryk. Hannen er 7-9 mm lang og meget varmt farvet. Forkroppen har en bred lysbeige midterstribe, som fortsætter ned over bagkroppen, oftest i en lidt mere farvet udgave, stærkest midtpå og flankeret i hver side af en sort stribe sildeben eller en tæt punktrække. Nogle gange er bagkroppen tonet i lyserøde farver; det gør ikke arten mindre dekorativ. Forskinnebenene er opsvulmede, og undersiden af forbenene er generelt mørkere end oversiden. Hunnen er en tak større, 9-12 mm, og kendes på et tydeligt mørkt sildebensmønster på bagkroppen, tæt omkranset med lyse tegninger, så der virkelig kommer kontrast på. Centralt mellem de to første sildeben har hunnen et mørkt såkaldt ”hjertemærke”, som dog ikke er specielt hjerteformet. På kanten af forkroppen har hunnen et tydeligt, men dog lidt smalt, sidebånd.
Klitkæmpejæger
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Gert Rasmussen

Variation

: Hos såvel hanner som hunner er der en ganske stor variation i både farvetone som kontrast. Man skal derfor altid være lidt varsom, når man møder afvigende eksemplarer.

Forveksling

: Hannen mangler flammetegninger på bagkroppen, og forveksling med de andre kæmpejægere er derfor usandsynlig. Til gengæld kan man godt (med lidt ond vilje...) forveksle den med den pragtfulde skov-sandjæger, som har lignende forkrop. Hunnen er led, for hun ligner en meget lille udgave af Alopecosa fabrilis. Størrelsen burde i de fleste tilfælde være nok, men i levende tilstand kræver sikker identifikation faktisk kun, at man vender dyret på ryggen, idet fabrilis er sort på bugen. Klitkæmpejæger er lys! På fotos skal man kigge på forkroppen, hvor fabrilis har et meget bredt sidebånd, mens klitkæmpejægerens bånd er smallere og lidt opbrudt bagest. På bagkroppen er klitkæmpejægerens sildeben meget tydelige, men ender normalt blot i et lidt lysere felt. Hos fabrilis er sildebenene mindre fremtrædende, men til gengæld har den tydeligt hvide ”sandkorn” for enden af hvert ben.

Udbredelse

: Arten kan træffes i hele landet, dog er den fåtallig på fede jorder.
Klitkæmpejæger - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Klitkæmpejæger er en art, der i princippet kan træffes i kønsmoden tilstand året igennem. På sydvendte skrænter har jeg således mødt kønsmodne hanner langt ind i december, og allerede i marts møder man både hanner og hunner i stort tal.

Tidsmæssig fordeling

af Klitkæmpejæger baseret på Naturbasens observationer:
Klitkæmpejæger - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Klitkæmpejæger - månedlig fordeling

Biologi

: I modsætning til de mindre Pardosa-arter render hunnen ikke rundt med sin ægsæk, men derimod graver hun en retræte i jorden, hvor hun bevogter ægsækken. Når ungerne er klækket, løber hun nogle gange rundt med dem på ryggen, ind til de er tilstrækkeligt store og forlader ”the mother ship”. Arten lever naturligvis som rovdyr og træffes ofte på jagt ved overfladen, især i solskin.

Levested

: Klitkæmpejæger lever virkelig op til sit navn. Den er umanerligt glad for sand, enten på sandmarker, åbne skrænter og andre sandede lokaliteter. Dog findes den også på varme heder og overdrev, hvor mikroklimaet er tilstrækkeligt varmt til arten. Arten kan være meget talrig, og jeg har fanget op til 20 i en enkelt fælde, der har stået blot en enkelt nat.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Roberts, MJ, 1995: Spiders of Britain and N Europa. Collins Field Guide.

Jørgens Lissners hjemmeside: jorgenlissner.dk/Lycosidae

Fugleognatur: adskillige tråde med spørgsmål om Alopecosa-arter.

De senest indberettede arter i Naturbasen: