:Hannen er 4-5 mm, hunnen 4-6 mm. Hunnens grundfarve er mørkebrun, med en smal lys midterstribe på forkroppen, en lys "syl-tegning" lidt ned ad bagkroppen og endelig små hvide hårprikker på hver side af bagkroppen. Hannen er væsentligt mere kontrastrig, idet tegningerne generelt er mere sort-hvide. Et af de vigtige kendetegn er, at forkroppen synes noget spinkel (smal), ligesom benene er lange, tynde og tydeligt tværstribede.
:Arten varierer meget i farvetegning, ligesom juvenile ofte er noget sværere at have med at gøre.
Forveksling
:Arten forveksles let med næsten hele bunken af brunlige ulveedderkopper. I forhold til pullata er benene smallere og tydeligt ringede. P. amentata-hunnen kan ligne rigtig meget, men hun har normalt en noget bredere forkrop og bredere lys midterstribe på forkroppen. Tørvemosejæger (sphagnicola) har akkurat som pullata ustribede ben. Skovjæger (saltans) er mere muskuløs og langbenet og har mere tydelig midterstribe på forkroppen.
Udbredelse
:Pardosa prativaga er almindelig overalt i Danmark og er generelt særdeles udbredt i Nordeuropa.
Hvornår ses den?
:Arten kan i princippet ses året rundt, men er typisk en forårs- og sommerart.
Tidsmæssig fordeling
af Pardosa prativaga baseret på Naturbasens observationer:
:Som næsten alle ulveedderkopper er Pardosa prativaga en typisk sommerart, der er kønsmoden i perioden maj-august. De kønsmodne hunner løber ofte rundt med en ægsæk fæstnet til bagkroppen, og når de 30-50 unger er klækket, bor de på hende i et stykke tid, inden de spredes for alle vinde. Hunnen kan efterfølgende producere flere ægsække; normalt vil kuldstørrelsen pr. ægsæk efterfølgende aftage ganske meget. Sidst på året kan man stadig se gamle hunner løbe rundt med forkrøblede ægsække. Den nye generation af edderkopper kan allerede være ganske store, inden vinteren sætter ind, men ellers sker væksten i løbet af det sene forår. Arten er naturligvis rovdyr og jager primært om dagen.
Levested
:Arten findes næsten overalt, også i kulturlandskabet, men på heder og meget tørre steder synes den dog at være fåtallig; her er det monticola og nigriceps, der dominerer. I tørvemoser er det den dominerende art sammen med pullata.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
