:Den brune kæmpejæger! Hunnen er omkring 10 mm lang, mens hannen er en smule mindre. Hunnen har en bred lysebrun midterstribe på forkroppen, som ender i et mørkt u-mærke bagest. Sidebåndene er tynde og uregelmæssige. Bagkroppen er brun med en mørk flammetegning omgivet af en cremefarvet kant. Flammetegningen rækker godt halvvejs ned på bagkroppen. Hannen er til gengæld væsentligt mere farverig. På forkroppen er midterbåndet bredt og næsten hvidt, hvorved det står i stærk kontrast til de sorte sider. Sidebåndene er tynde og uregelmæssige. Flammetegningen på bagkroppen er ganske kontrastrig og ofte brunlig eller orange, hvorved edderkoppen faktisk får et næsten trefarvet udseende. Forbenene på nær fodleddene er knaldsorte, og lårene er let hævede.
:Farvestyrken og kontrasterne varierer. Det kan være trælst, men ovennævnte kendetegn burde holde!
Forveksling
:Hannen kan med de tydelige flammetegninger godt forveksles med tykbenet kæmpejæger, men flammetegningen er ikke så lang og kontrastrig, forkroppens hvidlige midterbånd står i stærk kontrast til resten af den sorte forkrop, og sidebåndene er meget tynde og uregelmæssige. Hos hunnen er det ligeledes forkroppens brudte sidebånd, der udgør en sikker skillekarakter, ligesom flammetegningens lidt mindre kontrast også hjælper til med adskillelse fra tykbenet kæmpejæger.
Udbredelse
:Arten er udbredt over hele landet, men med en tydelig større tæthed i det jyske.
Hvornår ses den?
:Kilekæmpejæger er en rigtig forårs- og sommerart. Arten er kønsmoden fra sidst i april, og man møder den i stort tal i maj-juni. Hen i juli-august begynder det at klinge af igen.
Tidsmæssig fordeling
af Kilekæmpejæger baseret på Naturbasens observationer:
:I modsætning til de mindre Pardosa-arter render hunnen ikke rundt med sin ægsæk, men derimod graver hun en retræte i jorden, hvor hun bevogter ægsækken. Når ungerne er klækket, løber hun nogle gange rundt med dem på ryggen, ind til de er tilstrækkeligt store og forlader hunnen, der derefter dør.
Levested
:Kilekæmpejæger er nok den mindst krævende af vore kæmpejæger-arter. Man møder den talrigt på overdrev, heder og græsmarker, ligesom den kan træffes i lysåbne skove og såmænd også i haver.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
