Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Yvonne Engmann
    Foto: Yvonne Engmann
  • Fotograf: Peter Wedel Petersen
    Foto: Peter Wedel Petersen
  • Fotograf: Peter Wedel Petersen
    Foto: Peter Wedel Petersen

Kendetegn

: En lille mørkebrun eller næsten sort farvet edderkop. Hunnen har en kropslængde på 4,5 til 7 mm, hannen 4 til 5 mm. På forkanten af bagkroppen ses en lys buet stribe, der hos hannen er udvidet med en lys stribe langs med bagkroppens midte. Benene er lysere med mørk ringtegning. Bagkroppen er oval og noget flad og glinser, som om den er indsmurt med fedt eller olie, derfor navnet.
Fedtedderkop
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Yvonne Engmann

Variation

: Farven kan være lysere eller mørkere, og den lyse tegning på bagkroppen fremstå mere eller mindre tydeligt

Forveksling

: Den kan måske forveksles med Zygiella x-notata, en lille hjulspinder, der også er almindelig ved og i huse. Zygiella er dog større og med mere kontrastrig tegning, og den laver et hjulspind.

I felten møder man den nærtstående art smuk voksedderkop, Steatoda phalerata, som dog ikke har lys midterstribe, men blot en håndfuld lyse pletter.

Udbredelse

: Fedtedderkoppen er meget almindelig og findes over hele landet
Fedtedderkop - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Hunner og ungdyr ses hele året igennem, hanner mest sommeren over.

Tidsmæssig fordeling

af Fedtedderkop baseret på Naturbasens observationer:
Fedtedderkop - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Fedtedderkop - månedlig fordeling

Biologi

: Fedtedderkoppen laver et stormasket tæppeformet net. Derfra udgår fangsttråde, der er besat med limdråber og fikseret i omgivelserne. Edderkoppen bevæger sig med oversiden nedad i nettet. Om dagen gemmer den sig i en sprække, hvorfra nettet udgår. Så er den flade bagkrop virkelig en fordel. Den fanger både flyvende og kravlende insekter. Når et insekt hænger fast i en af trådene, nærmer edderkoppen sig og vender bagenden til. Med de bageste par ben trækker den limtråde ud af spindevorterne og overdænger byttet med dem, til byttet ikke kan røre sig. Derefter indsættes det dødelige bid.

Efter at byttet er blevet transporteret ind i skjulet, pumper edderkoppen fordøjelsesvæske ind, så indholdet bliver opløst. Derefter suges maden ud. I modsætning til husedderkopperne tygger den ikke byttet

Hannen er i besiddelse af et lydorgan (stridulationsorgan). Det består i to plader med riller på den bageste del forkroppens overside og en hesteskoformet liste med tænder på forreste del af bagkroppens overside. Når hannen løfter bagkroppen og gnider de to indretninger mod hinanden, opstår der lyde, der kan sammenlignes med græsshoppernes, bare meget svagere. Formålet med dette er nok at tilkendegive over for hunnen, at han er en han af den rigtige art. Hunnen modtager ”lyden” via silketrådene i form af vibrationer. Det kan tænkes at ”musikken” også anvendes to hanner imellem for at udkonkurrere hinanden.

Efter parringen (som i øvrigt foregår på fredelig vis), lægger hunnen over hundrede lyserøde æg, som dækkes med gennemsigtig silke og beskyttes med limtråde, anbragt i nærheden af edderkoppens skjul. Her bevogtes de, til ungerne udklækkes efter en måneds tid.

Fedtedderkopper skulle være særdeles hårdføre over for såvel sult som udtørring. I litteraturen er angivet, at en fedtedderkop præsterede at overleve 18 måneder uden vådt eller tørt - dog i et ganske køligt miljø. I opvarmede huse med lav fugtighed er holdbarheden nok noget lavere.

Levested

: Den lever ved og i huse, men den træffes også udendørs på træstammer og mure. Badeværelser er særdeles populære, men generelt møder man den overalt, hvor der er lister med hulrum under.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Spiders of Britain & Northern Europe (Michael J.Roberts)

The Hamlyn Guide to Spiders of Britain and Europe (Dick Jones)

Edderkopper i hus og have (Edwin Nørgaard, Natur og Museum 91),

E. Nielsen The Biology of Spiders.

De senest indberettede arter i Naturbasen: