Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Ruth Ahlburg
    Foto: Ruth Ahlburg

Kendetegn

: Hanners kropslængde måler 4,0-6,0 mm, mens hunnerne måler 4,6-5,7 mm. Artsnavnet pubescens (latin: behåret) kommer af murspringerens hårede udseende. Forkroppen (prosoma) kan være brun til sortfarvet med grå/gullige skælhår, mens bagkroppen (opisthosoma) kan være mørkebrun til sortfarvet også med grå/gullige skælhår. Skælhårrene findes på oversiden af bagkroppen, hvor arten også kan kendetegnes ved to rækker af vage lyse/hvide pletter; oftest med to større hvide pletter bagerst på bagkroppen. Benene er mørke og utydeligt ringdelte. Edderkopper har deres palpe to organer, som hedder apofyse og embolus. Edderkoppernes apofyse bruges til fastholdelse under parring, således embolus lettere kan indføres i hunnen. Embolus er et langt, trådformet vedhæng, som sidder på hannens parringsorgan (palpe), og indeholder sædkanalen. Apofysen på skinnebenet (tibia) på palpen er en smule afbøjet, og embolus er kort og robust; murspringeren har den korteste embolus set indenfor springedderkopper.
Murspringer
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Brian Willum Petersen

Variation

: Hannerne kan variere i størrelse mellem 4,0-6,0 mm, og hunnerne kan variere mellem 4,6-5,7 mm. Murspringeren er overordnet mørk, hvor forkroppen kan variere fra brun til sortfarvet, mens bagkroppen kan variere fra mørkebrun til sortfarvet. Både for- og bagkrop har skælhår, som kan være grå eller gule. På oversiden af bagkroppen findes hvide/lyse pletter med to større pletter bagerst på bagkroppen, som kan være mere eller mindre tydelige.

Forveksling

: Murspringer kan forveksles med mosespringer (Attulus floricola). Mosespringeren er relativt mørkere end murspringeren, og har også to hvide pletter dorsalt på bagkroppen. Disse er dog oftest mere tydeligt hvide, end hos murspringeren. Derudover har lårbenet (femur) på mosespringeren en ensartet mørk farve. Hårene omkring øjnene på mosespringeren er oftest orange, og arten er generelt mindre behåret end murspringeren. Mosespringeren lever i fugtige områder, specielt på dunhammer, hvorimod murspringeren oftest findes på bygninger, hvorfor levestedet er en nem identifikator for hvilken art der er tale om.

Udbredelse

: I Danmark er arten sjælden, dog er den ikke truet jvf. den nationale rødliste (LC). Den er registreret i de fleste landsdele, og deres levesteder (fx husmure) er meget udbredte. Dog, er den kun blevet registreret på husmure ca. 15 gange i Danmark, og er aldrig blevet dokumenteret fundet i hverken Vest- eller Sønderjylland. Derudover er arten vidt udbredt i Europa, samt Nordafrika, Tyrkiet og Afghanistan. Arten er hjemmehørende i Europa, men er dog blevet introduceret i USA.
Murspringer - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Murspringer kan ses fra foråret til efteråret, primært i sommermånederne.

Tidsmæssig fordeling

af Murspringer baseret på Naturbasens observationer:
Murspringer - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Murspringer - månedlig fordeling

Biologi

: Murspringeren er kendt for dens evne til at springe, og er én af de mest studerede arter, når det kommer til spindleres (arachnider) springmekanisme. Springedderkopper bruger især deres spring til jagt, men også til andre funktioner, såsom flugt eller bevægelse (Online kilde 8). Edderkopper generelt har ingen forlængelsesmuskler i benene, og springedderkopperne bruger derfor hydraulisk tryk fra blodet (haemocoelisk blodtryk) i benet til pludselig forlængelse af deres ben, som derved gør at de kan springe. Murspringeren bruger de bagerste ben (fjerde benpar) til springet. Tredje benpar bruges til at guide springet, mens det første og andet benpar har intet bidrag til springet. Under springet, rejser tornene på benene sig pga. det forhøjede kropstryk, og der dannes en silketråd, som kontrollerer springets retning. Murspringeren springer oftest ved en vinkel <45°, og kan springe op til 7 cm.

Murspringeren er tæt relateret til springedderkoppen Attulus terebratus, som er vidt udbredt i Europa, men dog ikke i Danmark. Murspringerens korte embolus er et afledt karaktertræk, der stammer fra A. terebratus, som derimod har en relativt lang embolus. Arten har tidligere været placeret under slægterne Sitticus, Sittipub og Hypositticus.

Levested

: Arten associeres ofte med mennesker, da den oftest findes i og på menneskeskabte habitater, såsom hegn og stolper, samt vægge og huse. Derudover kan den også findes under sten og på bark.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Maddison WP, Maddison DR, Derkarabetian S, Hedin M (2020) Sitticine Kumping Spiders: phylogeny, classification, and chromosomes (Araneae, Salticidae, Sitticini). ZooKeys. 925: 1–54. doi.org...zookeys.925.39691.

Online kilde 1. araneae.nmbe.ch...Attulus_pubescens. Set 19/08/2020.

Online kilde 2. en.wikipedia.org...Attulus_pubescens. Set 02/08/2020.

Online kilde 3. www.jumping-spiders.com/index.php Set 02/08/2020.

Online kilde 4. araneae.nmbe.ch...Attulus_floricola. Set 02/08/2020.

Online kilde 5. bios.au.dk.... Set 02/08/2020.

Online kilde 6. www.naturespot.org.uk...sitticus-pubescens. Set 02/08/2020.

Online kilde 7. www.naturbasen.dk...murspringer. Set 02/08/2020.

Online kilde 8. en.wikipedia.org...Jumping_spider. Set 19/08/2020.

Online kilde 9. wsc.nmbe.ch/species/32766. Set 02/08/2020.

Parry DA, Brown RHJ (1959) The Jumping Mechanism of Salticid Spiders. Journal of Experimental Biology. 36: 654-664.

Wauthy G, Leponce M, Banaï N, Sylin G, Lions JC (1998) The Backward Jump of a Box Moss Mite. Proc. R. Soc. Lond. B. 265:2235–2242. doi.org...rspb.1998.0565.

De senest indberettede arter i Naturbasen: