:Den voksne svælgbremse er en meget stor (kropslængde 13-17 mm), smuk og iøjnefaldende flue. Ved første øjekast ligner den en stor svirreflue, men årerne i vingerne har et andet forløb, ligesom bremsen totalt mangler munddele, idet den ikke tage føde til sig som voksen. Rådyrets svælgbremse er stærkt behåret, nærmest som en humlebi. Forbrystet er varmt cremefarvet med et sort tværbånd, der giver mindelser om tilsvarende hos fx enghumle. Bagkroppen er kobberfarvet. Øjnene er store, og set fra siden er hovedet nærmest trekantet.
:Farverne kan variere en smule, men selve grundtegningen er konstant.
Forveksling
:Arten kan tages for en svirreflue, men mangler munddele. Hestebremser er mere jævnt brune, har plettede vinger og mangler det tydeligt kontrasterende tværbånd på forkroppen.
Udbredelse
:Arten er obligatorisk parasit på rådyr og findes i det meste af Europa, dog kun sjældent i Sverige.
Hvornår ses den?
:Larverne konstateres typisk i det sene forår og højsommer, mens de voksne iagttages juli-september.
Tidsmæssig fordeling
af Rådyrets Svælgbremse baseret på Naturbasens observationer:
:Man møder voksne individer af rådyrets svælgbremse på høje steder, der stikker ud i landskabet. Det kan være på toppen af høje bygninger i skove og det åbne land (siloer, fyrtårne, udsigtspunkter) eller på bakketoppe i landskabet. Fænomenet kaldes hilltopping og dækker over, at hanner og hunner hos sjældne eller spredt forekommende dyr ved at søge så højt op i landskabet som muligt kan være sikre på at møde mager. Hannerne flyver ekstremt hurtigt rundt efter hunner, og så snart en hun er lokaliseret, bliver hun overfaldet, og parring finder sted. Eftersom den voksne bremse pga. manglende munddele ikke kan tage føde til sig, brænder hannen hurtigt mange resurser af, og han angives at have en ganske kort levetid som voksen normalt omkring 5 dage. Parringsflugten topper sidst på formiddagen, hvor toppen kan være levende af bremser, hvis summen er ganske iørefaldende. Ind imellem hviler hannerne på udsigtsposten, inden de igen kaster sig ud i kampen.
Den udparrede hun kan rumme op til 500 æg, som efter parring klækker inde i hende. Hun begiver sig da ud i landskabet, hvor hun lokaliserer rådyr, som hun kaster larver ind i næsen på. Stadig i 1. larvestadium vandrer larverne ind i næse- og bihulerne på rådyret, inden de tilbringer de efterfølgende stadier ( 3. larvestadium kan nå en længde på 30 mm) i svælget på rådyret, hvor de lever af slim, sekreter og blod. Larvetiden i værten tager i alt 9-10 måneder. Efter 3. larvestadium forlader larven rådyret, (fx ved at blive hostet op), gennem næsen, hvorefter den forpupper sig og klækker efter et par uger. Klækning af pupper sker kontinuerligt højsommeren igennem.
Rådyr er den eneste vært. I de fleste egne af Europa er parasiteringsgraden høj, og hovedparten af dyrene er inficeret, typisk af ganske få larver, men i enkelte tilfælde er infektionen så voldsom, at den kan svække eller endog dræbe dyret. Langt de fleste jægere vil på et tidspunkt stifte bekendtskab med arten, men altså kun i larvestadiet!
Levested
:Arten findes overalt i Danmark. Larverne ses ved opbrækning af råvildt, de voksne ses nærmest udelukkende ved hiltopping. Trehøje i Mols Bjerge er en klassisk lokalitet, hvor man typisk kan møde store ansamlinger af hilltoppende bremser - både rådyrets svælgbremse og hestebremse.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
