Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Erik Nielsen
    Foto: Erik Nielsen
  • Fotograf:  Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen
  • Fotograf: Birgit Lorenzen
    Foto: Birgit Lorenzen

Kendetegn

: Kropslængde 3-8 mm, vingelængde 5-8 mm. Små til meget små myg med en overfladisk lighed med Limoniidae (styltemyg).

Fordi der her er tale om en beskrivelse af en hel slægt, er kendetegnene generelt formulerede, så de passer på de almindeligt forekommende arter.

Vintermyg er grålige med langstrakt bagkrop, der undertiden kan have et tydeligt ringmønster. Vingerne er smalle og glasklare. Hos en enkelt art er tværribbe R-M skygget. Karakteristisk for Vintermyg i slægten Trichocera er, at den inderste analåre (A2) er meget kort. Til forskel fra f.eks. stankelben og styltemyg, hvor A2 altid er lang.

Benene er lange og tynde og sidder bedre fast, end tilfældet er hos stankelben. Antennerne er lange, og består af 16 led (de to inderste, scapus og pedicel). Særligt for Vintermyg er tilstedeværelsen af biøjne (oceller) på toppen af hovedet mellem de sammensatte øjne.

Vintermyg sp.
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Gerner Jensen

Variation

: De forskellige arter i slægten ligner umiddelbart hinanden (se nærmere under næste punkt).

Hunner dog normalt større end hanner.

Forveksling

: I den danske fauna kendes ni arter alle i slægten Trichocera. Fælles er, at den eneste sikre måde at bestemme dem på er at undersøge genitalierne. Her følger en kort beskrivelse af habitus for de almindeligste arter.

Trichocera rufescens: Stor art med rødbrun thorax og bagkrop. Talrig især om efteråret.

Trichocera saltator: Stor art med formørket thorax. Bagkroppen ensfarvet. Meget almindelig.

Trichocera regelationis: Stor art med tydeligt skygget R-M. Af og til kan også de andre tværårer være skyggede. Bagkroppen ensfarvet. Meget almindelig.

Trichocera hiemalis: Mellemstor art. Vingerne svagt hvidlige ved basis. Bagkroppen ensfarvet. Meget almindelig.

Trichocera annulata: Stor art med tydeligt ringmønster på bagkroppen. Tværårerne nu og da skyggede. Almindelig.

Trichocera parva: Lille art med tydelig hvid basis af vingerne. Bagkroppen ensfarvet. Ret almindelig.

Udbredelse

: De fleste arter er formentlig almindelige og vidt udbredte i hele landet.
Vintermyg sp. - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Fra oktober til april. Selv i frostvejr. Hunnen kan i nogle måneder overleve under sne eller i jorden.

Tidsmæssig fordeling

af Vintermyg sp. baseret på Naturbasens observationer:
Vintermyg sp. - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Vintermyg sp. - månedlig fordeling

Biologi

: Vintermyg er aktive fra hen på efteråret og gennem vinteren indtil foråret.

Typisk vil man se små dansesværme hoppe op og ned der, hvor der er læ. Gerne over lave buske eller græstuer. Sværmene består udelukkende af hanner, der på denne måde forsøger at lokke hunner til sig. En hun, der kommer ind i sværmen, bliver straks grebet af en han, og parret falder til jorden, hvor selve parringen foregår.

Hunnen lægger æg i snart sagt alle former for rådnende substanser. Lige fra ekskrementer og ådsler til halvt nedbrudte plantedele i skovbunden. Fordi Vintermyg er aktive på en årstid, hvor ikke så mange andre nedbrydere er det, spiller de en stor rolle for omsætningen af næringsemner i løbet af vinterhalvåret. Larven gennemgår fire stadier og oversomrer som puppe. Larven kan minde om en stankelbenlarve, men kan ikke trække hovedkapslen ind.

Levested

: Fugtige og kølige steder langs hække og skovbryn og på enge med gode dansefaciliteter.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Coe, R.L., P. Freeman & P.F. Mattingly: Handbook for the Identification of British Insects vol. IX, Part 2. Family Trichoceridae. Royal Entomological Society of London, 1950.

Dahl, C. & E. Krzeminska: Family Trichoceridae i Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera vol. 2. Science Herald, Budapest, 1997.

Petersen, F.T. & R. Meier (eds.): A preliminary list of the Diptera of Denmark. Steenstrupia 26 (2), 2001.

De senest indberettede arter i Naturbasen: