:Den er 2- eller flerårig og stærkt fedtet-klæbrig-lodden og med pælerod og kort, lodret jordstængel. Fra jordstænglen udgår tætstillede bladrosetter og en stift opret indtil 70 cm. høj stængel, som er tæt besat med elliptiske blade, der er bølgede i randen.
Blomsterne har hvide, kløvede kronblade uden bikrone og er samlede i en smal, alsidig top sammensat af oprette, tætblomstrede kvaste. Om dagen ser blomstrene ofte visne og sammenklappede ud, men om aftenen og natten er blomsterne udfoldede og udsender en stærk duft.
:Klæbrig Limurt har ingen oplagte forvekslingsmuligheder og kendes let på sin fedtet-klæbrige fremtræden. F.eks. Nat-Limurt er også noget klæbrig, men uden Klæbrig Limurts lodne fremtræden.
Klit-Limurt har helrandede kronblade og mindre blomster og er ikke så fedtet-klæbrig.
Udbredelse
:Den er sjælden i Danmark og findes altid kystnært og er hyppigst på Øerne.
Hvornår ses den?
:Den blomstrer juni-juli.
Tidsmæssig fordeling
af Klæbrig Limurt baseret på Naturbasens observationer:
:En 2- eller flerårig urt med insektbestøvning af blomsterne. Bestøverne er ofte langsnablede arter.
Etymologi:
Viscosa betyder klæbrig- Silene betyder krukke og henviser til Bacchus´s følgesvend i den romerske mytologi. Han tog godt til sig af varerne og hans mave lignede en krukke, som slægtens hunblomsters kapsel gør det. Limurt hentyder til den klæbrige stængel hos mange arter.
Levested
:Sandede strandoverdrev, kystdiger m.v.
Trusler
:Der er ingen oplagte trusler ud over tilgroning og stærk turistfærdsel på voksestederene.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.