:Skuddene hos Stor Pytmos er oftest synligt flade. Stænglen er krybende, mere eller mindre fjergrenet til uregelmæssigt, men ret tæt forgrenet.
Bladene er lancetformede til smalt ægformede, langt tilspidsede og helrandede; de er tydeligt nedløbende ad stænglen og tydeligt udspærrede. Bladribben er -3/4 af bladlængden. Cellerne er 8-12 my brede og 8-15 gange så lange (mikroskop med mindst 200 x forstørrelse!), dog væsentligt kortere ved bladbasis.
Planten er en ret kraftig mos, som ofte er glinsende og gyldengrønt til græsgrønt/mørkegrønt. Sporehusene modner om foråret og er almindelige.
Nyeste foto. Billederne af Stor Pytmos har endnu ikke fået karakterer for identifikation. Giv karakter og vær med til at vælge det bedste ID-foto, som så vises her. Foto: Mads Meilandt Sørensen
Variation
:Forgreningen kan variere, men er ofte ret uregelmæssig.
Forveksling
:Almindelig Guldstjernemos ligner en del, og har også udspærrede, tilspidsede blade, men den er meget lysere gyldengrøn og har skud, som ikke er fladtrykte. Ribben er helt kort eller manglende, hvilket kun kan ses i en kraftig lup; den gror i reglen ikke submerst og har mere pudeformet vækst.
En anden forvekslingsmulighed er Kochs Pytmos (Leptodictyum kochii (Schimp.) Warnst.) som gror nogle lignende steder som Stor Pytmos, og kan kun skelnes sikkert fra denne mikroskopisk (mindst 200 x forstørrelse), idet dens celler midt i bladet kun er 3-6 x så lange som brede og mere tykvæggede. Desuden er dens blade kortere, ikke så langt tilspidsede og ikke eller kun utydeligt nedløbende ad stænglen. Dens udbredelse er utilstrækkeligt kendt, men den er sandsynligvis ret sjælden.
Udbredelse
:Den er almindelig i hele landet på egnede biotoper.
Hvornår ses den?
:Sporehusene modner om foråret og er almindelige. Planten kan erkendes året rundt.
Tidsmæssig fordeling
af Stor Pytmos baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Stor Pytmos har den klassiske mosbiologi med generationsskifte mellem den grønne mosplante (gametofyten, N) og sporehus stilk (sporofyten, 2N kromosomer).
Sporehusene fremkommer ofte på skud, der når over vandlinjen.
Levested
:Stor Pytmos lever ofte helt eller delvis submers, typisk på nedsænkede stammer, grene og sten i ikke alt for eutrofierede mesotrofe til alkaliske ferskvandssøer, damme og vandløb.
Den danske mosflora I: Bladmosser. 1976 Gyldendal. Mange forfattere. ISBN: 87-01-20371-6
Mossor. Interpublishing, Stockholm. Tomas Hallingbäck 2000. ISBN 91-86448-11-0.
Gert Sten Mogensen og Irina Goldberg: Danske og latinske navne for Tørvemosser, Sortmosser og Bladmosser, der forekommer i Danmark. Ver. 4. 29.12.2005.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.