Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Michael Carlsen
    Foto: Michael Carlsen
  • Fotograf: aske keiser-nielsen
    Foto: aske keiser-nielsen
  • Fotograf: Karsten Thomsen
    Foto: Karsten Thomsen

Atlas

: Lille Solbille overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: En lille, elegant solbille med en kropslængde på bare 5-7,5 mm, og dermed landets mindste solbilleart. Af generel habitus minder den om en meget lille træbuk. Ligesom blødvingerne er også solbillernes krop generelt ret blød i det, og ikke så hård og pansret som f.eks. træbukkene, og på norsk kalder man dem ligefrem for blødbukke. Af farve er lille solbille normalt mat mørkegrøn eller mosgrøn men kan også være mere over i det brunlige med bronzeskær. Langs hele oversiden er den forsynet med en spredt, kort hvid-grålig behåring. Som hos andre solbiller er hovedet stort og aflangt, især den del, der rager frem foran øjnene (clypeus). Antennerne er lange og elegante, og består af 11 led, hvoraf andet led er markant kortere end de andre. Antennerne har også fine, lyse spredte hår. Øjnene er påfaldende store og "guldsmede-agtige", og er generelt brunlige ofte med et svagt bronzeskær. Panden er bredere mellem øjnene end mellem antennernes basis. Hovedets overside er groft nubret, og bredden snævrer markant ind efter øjnene.

Forbrystet er nærmest kvadratisk og er også nubret, og bærer et par tydelige knuder eller vulster langs siderne fortil, med et par mindre knuder på oversiden mellem de større sideknuder. Dækvingerne er påfaldende aflange, slanke og elegante, og smalner til fra skuldrene mod bagkropsspidsen. Dækvingerne kan ofte være adskilte langs den yderste halvdel, således at man faktisk kan se både flyvevingerne og bagkroppen nedenunder, selv når dækvingerne er klappet sammen. Dækvingerne er også groft nubrede i den øvre del, men mere fint nubrede bagtil og bærer tydelige, længdegående lister. Den markante liste langs vingesømmen og de næstyderste og yderste lister løber stort set langs dækvingernes fulde længde, mens den første liste ved siden af sømmen altid er kraftigt udviklet (og nogle gange smelter sammen med sømlisten), men kun findes omtrent på dækvingernes øverste tredjedel. Det lille scutellum er nærmest hjerteformet.

Benene er lange og elegante, og er enten mat grønlige, nogle gange med et kobberagtigt eller let blåligt skær men kan også være ovre i det brunsorte. Fødderne er brede og minder også om træbukkes med brede, indre fodled og næstyderste fodled bredt og hjerteformet, men solbillerne tilhører heteromer-gruppen, hvilket kan ses af, at deres fødder består af fem led på første og andet benpar men kun fire led på tredje benpar.

Lille solbille er kun meget lidt kønsdimorf. Antennerne hos hunner er generelt en lille smule længere i forhold til dækvingerne end hos hanner (hvor det jo typisk er modsat hos træbukkene). Hanner er også ofte lidt slankere end hunnerne, og dækvingernes sider kan være svagt konkave, mens hunnernes ofte er nærmest parallelle, men det kan variere. Ellers er der ikke tydelige forskelle på hanner og hunner, for i modsætning til de fleste solbiller mangler lille solbilles hanner de ellers så karakteristiske opsvulmede lår på tredje benpar. Det yderste led på bagkroppen er hos hunnerne ret smalt, aflangt og jævnt afrundet, hvilket adskiller arten fra den meget lignende matgrøn solbille som nævnt nedenfor.

Lille Solbille
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: aske keiser-nielsen

Variation

: Arten varierer ikke ret meget morfologisk, men der kan som nævnt ovenfor være en vis variation i grundfarven. Ud over den sædvanlige matgrønne optræder også mere græsgrønlige eksemplarer, nogle, med et nærmest blåligt skær til mere brunlige eller bronzefarvede eksemplarer.

Forveksling

: Lille solbille hører til det såkaldte Oedemera lurida-monticola-virescens-kompleks. Det er tre arter, der kan minde meget om hinanden morfologisk, og derfor kan være meget vanskelige at adskille, men kun to af disse, lille og matgrøn solbille (O. virescens), findes i Danmark, mens arten O. monticola ikke er kendt fra landet.

Som navnet antyder er lille solbille den mindste af de 11 arter solbiller i Danmark, og den bliver ikke mere end 5-7 mm i kropslængde, men nogle hævder, at særligt store hunner af og til kan blive næsten 7,5 mm lange. Alene størrelsen gør den karakteristisk blandt landets øvrige solbillearter. Morfologisk kan store hunner af lille solbille dog ligne små hunner af den generelt betydeligt større art matgrøn solbille nærmest til forveksling, og i praksis kan det ofte være svært eller næsten umuligt at foretage en sikker artsbestemmelse ude i felten eller endda ud fra selv udmærkede habitusbilleder. Størrelsen er det primære adskillelseskriterium på de to arters hunner, for lille solbille bliver ikke over omtrent 7 mm, mens matgrøn solbille kan blive helt op til 11 mm lang. Imidlertid kan denne art også have små hunner på helt ned til 7 mm, så hvis man skal være sikker på, at en hun tilhører lille solbille, bør den ideelt set kun være 5-6,5 mm lang. Der er dog morfologiske kendetegn, der adskiller de to arters hunner, men de kan være meget svære at se. Bagkroppens sidste led er forskelligt hos de to arter. Den plade, der udgør bugen på sidste bagkropsled (sternittet) er hos lille solbille mere aflang (nogenlunde ligeså lang som bred), udtrukket og smalt afrundet og med en ret klar gullig stribe ned langs midten, mens den hos matgrøn solbille er bredere end lang og mere indsnævret. Det kræver dog ofte enten gode billeder at se, eller endda at bagkroppen præpareres ud, og sidste led lægges fladt på et objektglas.

Lille solbilles hanner mangler de opsvulmede lår på tredje benpar, der ellers er så karakteristisk for de andre af vore solbiller inklusive matgrøn solbille, og hannernes baglår er kun ganske svagt eller slet ikke opsvulmede i forhold til hunnernes. Da dyrene ofte findes mange sammen på lokaliteterne, ses de tit i parring på blomster, og hvis en han uden opsvulmede baglår sidder ovenpå en hun, kan de begge derfor bestemmes med sikkerhed som lille solbille. Ligesom hunnerne minder hanner af lille solbille generelt meget om hanner af matgrøn solbille i habitus med ovennævnte forskel i tredje benpars lår in mente. Men der er også morfologiske forskelle på deres parringsorganer. Hos lille solbille er kønsorganet (aedeagus) set ovenfra forsynet med en bred, skålformet udskæring øverst, og den aflange del (paramererne) har en tydelig pig nede mod spidsen. Hos matgrøn solbille er der derimod to store vinger øverst, og der er kun en lille knude nede ved sidsen.

Udbredelse

: Lille solbille er vidt udbredt og almindelig i det meste af det Palæarktiske område, og er således en vidt udbredt og de fleste steder almindelig art i nærmest hele Europa. I Storbritannien er arten generelt sydligt forekommende, formentlig fordi, den ynder sol og varme. Lille solbille er en vidt udbredt og almindelig art i Danmark, men den er betydeligt mere sparsomt forekommende i Nord- og Nordvestjylland. Den har sin hovedforekomst på øerne og i løvskovsområdet i det østlige Jylland. Den danske rødliste vurderer arten til at være stabil her i landet og ikke truet.
Lille Solbille - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Lille solbille har sin hovedflyvetid i højsommeren, og synes at være mest talrig i juni-juli måned, men arten kan ses fra sidst i maj til helt ind i begyndelsen af september.

Tidsmæssig fordeling

af Lille Solbille baseret på Naturbasens observationer:
Lille Solbille - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Lille Solbille - månedlig fordeling

Biologi

: Som for de fleste andre solbiller er lille solbilles biologi ikke særlig godt undersøgt. De voksne dyr ses tit i stort antal på gode lokaliteter. Som navnet antyder, er de glade for sol og varme, og er derfor mest fremme i varmt, solrigt vejr, hvor de opsøger en lang række blomster for, at æde pollen og nektar, Parringen foregår også tit i blomsterne, og kan derfor ofte iagttages. Larven hævdes nogle gange at udvikles i trøsket træ, under bark eller i skovbunden, men selvom dette måske forekommer, er det ikke artens foretrukne levevis. I stedet udvikles larverne inde i tørre, halvvisne stængler af større urter som f.eks. hjortetrøst (Eupatorium cannabinum), brandbæger (Senecio sp.) og knopurt (Centaurea sp.), men de siges også at kunne leve i diverse skærmplanter og måske i hvidtjørn

Larvens biologi er dårligt kendt for mange solbiller. Larven er bleg, aflang og tynd, oval i tværsnit og tydeligt segmenteret med rektangulære bagkropssegmenter. I modsætning til andre solbilleslægter mangler Oedemera-slægten gangvorter på bagkropssegmenternes underside, og er derfor lette at kende. Hovedet er stort, kraftigt og stærkt kitiniseret med kraftige kæber til at gnave med. Oedemera-larver har ret veludviklede oceller. Oedemera-larver er kraftigere sklerotiserede end larverne af de andre danske solbilleslægter, og de er efter alt at dømme også betydeligt mere mobile. Det taler også imod referencer til, at de skulle leve inde i trøsket træ, som det af og til hævdes. Her er formentlig et eksempel på morfologisk konvergens med træbukkene, for træbukkelarver er normalt langsomme, korte, tykke og bløde med et massivt hoved, men tidselbukkelarven, der netop ikke lever i træ men i plantestængler, er mere aflang og mobil end sine slægtninge ligesom Oedemera-larverne. Larveudviklingen er efter alt at dømme hurtig, således at den lille larve vokser til i eftersommeren og efteråret, og overvintrer som larve inde i stænglen eller i overgangen mellem stængel og rodzonen. Fuldt udvokset bliver lille solbilles larve 7-11 mm, og den færdiggør sin udvikling det efterfølgende forår, og forpupningen sker engang i april-maj, formentlig inde i resterne af den visne stængel, men det kan være, at nogle larver forlader stænglen for at forpuppe sig i jorden eller under bark og blade.

Levested

: Lille solbille lever på soleksponerede, varme lokaliteter med rigelig græs og urtebevoksning. Den kan findes mange forskellige steder såsom enge, overdrev, skovenge, langs skovveje, grøftekanter, vejrabatter og i haver, ofte i selskab med den lignende art matgrøn solbille.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Abdullah, M. (1973): Larvae of the families of Coleoptera. III. Heteromera, Cucujoidea: a key to the world families including their distinguishing characters. J. Nat. Hist. 7: 535-544

Abdullah, M. (1974): Heteromera (Coleoptera): a key to the world families including their distinguishing characters in the adult stage. J. Nat. Hist. 8: 49-59

Barsevskis, A. (2009): Materials on fauna of Oedemeridae (Hexapoda: Coleoptera) in Latvia. 1. Oedemera sartubrobusta (Nakane, 1954) & Oedemera lurida (Marsham, 1802). Baltic J. Coleopterol. 9: 139-150.

Ganglbauer, L. (1881): Bestimmungs-Tabellen der europäischer Coleopteren. IVa. Oedemeridae. Verh. Zool. Bot. Ges. Wien 31: 97-116.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1945): Danmarks Fauna 50. Biller XII: Heteromerer. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-293.

Holz, C., Streil, G., Dettner, K., Dütemeyer, J. & Boland, W. (1994): Intersexual transfer of a toxic terpenoid during copulation and its paternal allocation to developmental stages - quantification of cantharidin in cantharidin-producing oedemerids (Coleoptera, Oedemeridae) and canthariphilous pyrochroid. Z. Naturforsch. C. 49:856-864.

Horion, A. (1956): Faunistik der mitteleuropäischen Käfer 5: Heteromera. Entomol. Arb. Mus. G. Frey (SB): 1-336.

Vazquez-Albalate, X. (1993): Coleoptera Oedemeridae, Pyrochroidae, Pythidae, Mycteridae. Fauna Iberica 5: 1-181. Museo Nacional de Ciencias Naturales, CSIC.

Vazquez-Albalate, X. (2003): European Fauna of Oedemeridae (Coleoptera). Argania editio S.C.P., Barcelona: 1-179.

De senest indberettede arter i Naturbasen: