:Vingefang: 56-68 mm. Kirsebærtakvingen er på størrelse med en lille sørgekåbe. Oversiden er rødbrun med sorte pletter og blå halvmåneformede sømpletter på bagvingen. Undersiden virker camouflerende i gråbrune og sorte nuancer.
Larven er ca. 50 mm lang som fuldvoksen. Grundfarven er rødbrun med en sort stribe på hver side, og den har rødbrune torne. Hovedet er sort uden torne. Puppen har perlemorspletter. Æggene ligner furede søpindsvin.
:Kirsebærtakvinge varierer en del i størrelse. Overvintrede eksemplarer fremstår noget afblegede og uklare i farverne.
Forveksling
:Kirsebærtakvinge kendes fra nældens takvinge på størrelsen og dens mere ensfarvede overside. Nældens takvinge har også kun 3 sorte pletter på forvingerne (under det zebra-stribet bånd), hvor kirsebærtakvinge har 4.
Den kendes fra det hvide c på, at den er større og ikke så takket i vingerne.
Kirsebærtakvinge kan meget nemt forveksles med østlig takvinge, som den nemmest kendes fra på benene: Østlig takvinge har hvide eller gule ben, kirsebærtakvingen har mørke ben. De lyse pletter på forvingen er mere hvide hos østlig takvinge, og det submarginale mørke bånd på bagvingen er ikke så skarpt afgrænset. Endelig er takkerne på vingesiderne mere spidse på østlig takvinge, mens det mørke "komma" ved forvingespidsen går mere lige ned og ikke udad på kirsebærtakvinge. Normalt er østlig takvinge en sjælden tilflyver og ses meget sjældent i Nordvesteuropa, herunder Danmark. I flugten virker kirsebærtakvingen som en stor, lys dagpåfugleøje, og kan forveksles med en kejserkåbe-hun.
Udbredelse
:Kirsebærtakvinge er udbredt over hele Europa til det sydlige Skandinavien. I Danmark flest observationer fra Bornholm, Lolland-Falster og Sydsjælland.
Kirsebærtakvingen er afhængig af varme og læ, og Danmark ligger derfor på artens dynamiske nordvestgrænse. Kirsebærtakvingen er for tiden meget sjælden eller uddød i Danmark, idet den har været i voldsom tilbagegang siden 1950'erne, hvor den gradvist forsvandt fra Jylland, Fyn og Sjælland, for til sidst kun at forekomme på Bornholm og Øland. Kirsebærtakvingen er god til at sprede sig over lange afstande, og indvandring fra Sverige eller fra landene syd for Østersøen er mulig og sandsynlig, når disse bestande ekspanderer, hvilket den svenske har gjort de sidste år.
Hvornår ses den?
:Kirsebærtakvinge flyver efter overvintring i april/maj. En ny generation flyver fra sidst i juli eller begyndelsen af august.
Tidsmæssig fordeling
af Kirsebærtakvinge baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Kirsebærtakvingen klækker fra puppen i slutningen af juli eller begyndelsen af august nogenlunde samtidigt med dagpåfugleøje. Den flyver en kort tid i eftersommeren, går evt. på blomster af hjortetrøst eller suger udflydende træsaft, men går ellers hurtigt i overvintring, formentlig i hule træer, stendiger eller lignende steder.
Parringen foregår efter overvintringen i april/ maj, hvor kirsebærtakvingen flyver samtidigt med de andre forårsflyvende takvinger. Æggene lægges i klynger på kviste af forskellige løvtræer, ofte frugttræer, bævreasp, elm eller pil. Larverne lever selskabeligt i et spind til det sidste hudskifte og forpupper sig primo juli.
Levested
:Kirsebærtakvinge er trods ligheden med nældens takvinge en ægte skov-takvinge og er knyttet til åben ofte svagt menneskepåvirket blandingsetageskov med krat og fritstående soleksponerede høje gamle overstandere (eg, fyr eller elm) på kalkholdig lerjord. Kirsebærtakvingen opholder sig gerne på steder med frie, eksponerede ler- eller klippeflader og med åbent vand eller fugtighed i nærheden.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.