:Stråene er krybende-nedliggende forneden og kan rage indtil 40 cm. op, men oftest kun ca. 30 cm. De er knæbøjede, d.v.s. har et tydeligt knæk, og typisk 5-7 knæ eller led.
Bladene er indtil 6 mm. brede og ret korte; de har har ingen papiller på undersiden og er rent grønne. Bladskederne er opblæste og grønhvide, uden gulligt skær.
Blomsterstanden er en top eller dusk, der næsten fremtræder som et aks, fordi sidegrenene er meget korte. Den fremtræder grågrøn-sortviolet - uden gulligt skær.
Småaksene er 1-blomstrede har yderavner, som er lidt længere end dækbladene. De bærer en lang, knæbøjet af småakset udragende stak, som er fæstet forneden på dækbladet. Støvknapperne er gule eller violette, snart rustbrune.
:Blomsterstanden kan variere fra ret lyst grågrøn til udpræget sortviolet i fremtrædende kulør, men har aldrig gulligt skær.
Forveksling
:Den vigtigste forvekslingsmulighed er med Gul Rævehale. Vegetativt kendes de to arter ret let fra andre græsser på de oppustede bladskeder og knæbøjede strå.
Knæbøjet Rævehale:
I blomst: Lang, knæbøjet stak, som rager ud af småakset, og er fæstet forneden på dækbladet. Blomsterstand grågrøn-sortviolet, uden gulligt skær. Gule til violette støvknapper, som senere bliver rustbrune.
Vegetativt: rent grønne blade, som ikke er papilløse på undersiden; oppustede bladskeder som er grønhvide.
Gul Rævehale:
I blomst: Kort, ret stak, som (næsten) ikke rager ud af småakset, og som er fæstet omkring eller lidt under midten af dækbladet. Blomsterstanden har et tydeligt gulgrønt skær. Hvidgule støvknapper, som senere bliver lyst orange.
Vegetativt: Blade, som er papilløse og blågrønt duggede på undersiden. Bladskeder, som er mere oppustede end hos Knæbøjet Rævehale, og som er lyst blågrønne.
Sort Rævehale har opret habitus som Eng-Rævehale, gråbrun-sortagtig blomsterstand, og er kun fundet på Lolland-Falster-Møn. Ager-Rævehale har strå, der ofte er grenede fra basis,tilspidset blomsterstand og vingede yderavner; desuden gror den næsten altid mere tørt end Knæbøjet- og Gul Rævehale.
Knæbøjet Rævehale vokser ofte på samme type biotoper som Kryb-Hvene. De kendes vegetativt ret let fra hinanden på, at Kryb-Hvene har længere, smallere og mere tilspidsede blade, og ikke oppustede bladskeder.
Udbredelse
:Knæbøjet Rævehale er yderst almindelig i næsten hele Danmark og er næsten obligat på vandlidende lavbundsarealer, som ikke er meget næringsfattige.
Hvornår ses den?
:Den blomstrer maj-august.
Tidsmæssig fordeling
af Knæbøjet Rævehale baseret på Naturbasens observationer:
:Flerårig, undertiden enårig, urt, der som andre græsser har vindbestøvning af blomsterne. Væksten er løst tueformet eller tæppedannende. Den har vegetativ formering med krybende, rodslående udløbere og korte, underjordiske udløbere.
Det videnskabelige slægtsnavn "Alopecurus" kommer af græsk:
"alpex"="ræv" og "ur"="hale". Artsnavnet "geniculatus" kommer af latin: "geniculum" = "lille knæ" hentydende til de knæbøjede strå.
Betydningen af det danske slægts- og artsnavn er næsten tilsvarende det videnskabelige navns.
Levested
:Fugtig, vandlidende og ofte periodevis oversvømmet, lavtliggende bund ved damme, ruderater på dyrkede marker, langs veje etc. Den har noget overlappende biotoper med Gul Rævehale, men denne gror ofte mere udpræget fugtigt og vanddækket.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
