Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Mads Meilandt Sørensen
    Foto: Mads Meilandt Sørensen
  • Fotograf: Mads Meilandt Sørensen
    Foto: Mads Meilandt Sørensen
  • Fotograf: Jørgen Christiansen
    Foto: Jørgen Christiansen

Atlas

: Eng-Rottehale overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: En ret kraftig tuedannende, flerårig græs, hvis strå bliver indtil meterhøje.

Stråenes basis er ofte knoldformet opsvulmet i lighed med den ret lignende Knold-Rottehale.

Blomsterstanden er en akslignende dusk, der fremtræder uforgrenet, idet den består af næsten ens tætsiddende, kortstilkede enblomstrede småaks. Blomsterstanden er 6-15 cm. lang og 5-12 mm. tyk, undertiden langt længere, og meget variabel.

Småaksenes nedre og og øvre yderavne er ens og begge forsynet med en lang brod; derved fremtræder småakset karakteristisk med 2 enslange spidser stikkende op i siden.

Selve småakset er ca. 3-5 mm. langt; brodden på hver af yderavnerne udgør 30-50 pct. af småaksets samlede længde.

Eng-Rottehale
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Hans Øllgaard

Variation

: Der kan være betydelige variation i frodighed og m.h.t. hvor opsvulmet stængelbasis er. Kummerformer kan ligne Knold-Rottehale rigtigt meget.

Forveksling

: Eng-Rottehale kan være svær at adskille fra Knold-Rottehale, men Knold-Rottehale er i reglen mindre og spinklere i alle dele og har blomsterstand, der kun er 1-6 cm. lang og 3-6 mm. tyk.

Hos Knold-Rottehale udgør brodden på de 2 ens yderavner 15-25 pct. af småaksets samlede længde mod 30-50 pct. hos Eng-Rottehale.

Endvidere angives som skillekarakter, at Eng-Rottehale har øverste bladsked ikke opblæst og tæt stængelomsluttende, hvor den hos Knold-Rottehale er noget opblæst og delvis åben i kanten. Men denne karakter er svær at iagttage. Ligeledes skal Eng-Rottehale have glat skedehinde, hvor den oftest er spredt korthåret hos Knold-Rottehale.

Arter af Rævehale kan ligne, men småaksets yderavner er sammenvoksede forneden og uden den karakteristiske brod; hvis de har stak, er denne fæstet til yderavnens ryg.

Eng-Rottehale har ikke underjordiske udløbere fra tuen, hvad Knold-Rottehale ofte har.

Næsten alle græsarter kan bestemmes vegetativt, men det vil føre for vidt her at redegøre for den vegetative bestemmelse. I stedet henvises til Danmarks Græsser.

Udbredelse

: Eng-Rottehale er yderst almindelig i hele Danmark, bortset fra de mest næringsfattige egne, hvor den forekommer langs anlagte veje etc.
Eng-Rottehale - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den blomstrer juni-september. Vegetativt kan den erkendes i næsten hele vækstsæsonen.

Tidsmæssig fordeling

af Eng-Rottehale baseret på Naturbasens observationer:
Eng-Rottehale - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Eng-Rottehale - månedlig fordeling

Biologi

: En flerårig græs (urt) med vindbestøvning af blomsterne. Frøene spredes naturligt med vinden, eller med transport af hø, med markredskaber etc.

Eng-Rottehale har kromosomtallet 2n=42, hvor Knold-Rottehale har 2n=14. Eng-Rottehale er formentlig opstået ud fra Knold-Rottehale, men nu er der tale om 2 distinkte arter, der ikke krydser.

Eng-Rottehale er en af vore vigtigste fodergræsser og kaldes i kommercielt sprog ofte "Timothé". Den danskfødte Timothy Hansen indførte den omkring 1720 fra Europa til Nordamerika, hvor den hurtigt blev en meget vigtig fodergræs, og han kom til at lægge navn til planten. Senere blev den importeret fra Nordamerika til Europa, og tog navnet med sig; Mangeaf vore Eng-Rottehaler, vel de fleste, stammer således fra nordamerikanske frø.

Navnebetydning i øvrigt:

"Phleum" er det gamle græske navn på en (ukendt?) græsart. "pratense" betyder "voksende på enge". Det danske slægtsnavn "Rottehale" hentyder formentlig til blomsterstanden, der når frøene er faldet af og de brodspidsede yderavner sidder tilbage, godt kan ligne en skællet rottehale.

På engelsk kaldes slægten også "Cats Tail, hvilket egenlig er langt mere betegnende end det danske navn; "Kattehale" er dog "optaget" på dansk og betegner en helt anden plante.

Levested

: Arten findes formentlig som oprindeligt vildtvoksende på naturenge etc. Men langt de fleste planter er forvildede og naturaliserede fra dyrkning.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jens Christian Schou, Peter Wind, Simon Lægaard: Danmarks Græsser, BNFS Forlag 2009, ISBN 87-87746-08-5

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora 1. udgave, Gyldendal 2006, Redaktion Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg. Mange forfattere. ISBN: 87-02-03032-2

De senest indberettede arter i Naturbasen: