:Stråene kan bliver meterhøje og er helt eller næsten glatte.
Blomsterstanden er rigtgrenet, udbredt-ægformet under blomstringen og siden mere sammentrængt.
Småaksene er enblomstrede og violetgrønlige. Dækbladet er uden eller med en meget lille stak.
Væksten er tæppeformet, og planten breder sig med underjordiske, ret tykke, gullige udløbere, som altid har langt mere end 3 lavblade. - Stråene står ikke tæt sammen, men i reglen med næsten samme indbyrdes afstand, når det gælder bevoksninger af planten.
Skedehinden er but og ret lang, 2-6 mm., og når den er typisk udviklet er den frynset-takket i randen.
Bladene er indtil 8 mm. brede og mørkegrønne, bredere end hos de øvrige hvener.
Planten fremtræder oftest tydeligt kraftigere i væksten end Almindelig Hvene og Kryb-Hvene.
:Skedehinden kan være mere eller mindre ødelagt, så den ellers karakteristiske takkede rand ikke fremtræder tydeligt.
Forveksling
:Kryb-Hvene, der undertiden ligner en del, har ret spids, ikke-takket skedehinde, og lange, rodslående, overjordiske udløbere; hvis den har underjordiske udløbere, er disse helt korte og med højst 3 lavblade (langt flere hos Stortoppet Hvenes udløbere).
Almindelig Hvene adskilles let på den meget korte, but-afskårne skedehinde (meget bredere end lang) og lyse, hvidlige, underjordiske udløbere uden gulligt skær.
Hunde-Hvene og Sand-Hvene kendes på, at dækbladet i småakset har tydelig stak.
Arter af Rørhvene (Calamagrostis) har hår af varierende længde forneden på småaksets stilk (rachilla) og er betydeligt grovere i væksten.
Nøgle til danske arter afHvene-slægten:
1A: Meget kort skedehinde, som er meget bredere end lang:
Almindelig Hvene.
1B: Skedehinde forlænget, mindst så lang som bred: til 2.
2A: Småaks med tydelig stak:
til 3.
2B: Småaks uden - eller med meget lille -stak:
til 4.
3A: Planten breder sig med overjordiske - ofte forgrenede - udløbere, der ved leddene har totter af korte sideskud og disses blade. Underjordiske udløbere mangler. Skedehinde på blomstrende skud but. Ofte relativ fugtige voksesteder: Hunde-Hvene.
3B: Planten breder sig med underjordiske udløbere med mange hvide lavblade. Rent overjordiske udløbere mangler. Skedehinde på blomstrende skud spids. Sædvanligvis mere tørre voksesteder:
Sand-Hvene.
4A: Lange overjordiske udløbere. Eventuelle underjordiske udløbere er korte, med højst 3 lavblade. Skedehinde forlænget, but, men ikke takket:
Kryb-Hvene.
4B: Uden overjordiske udløbere, men med underjordiske, ret tykke, gullige udløbere med langt mere end 3 lavblade. Skedehinden takket-frynset: Stortoppet Hvene.
Udbredelse
:Almindelig i hele Danmark, bortset fra de mest næringsfattige områder. I nogle egne er den meget almindelig.
Hvornår ses den?
:Stortoppet Hvene blomstrer juni-august.
Tidsmæssig fordeling
af Stortoppet Hvene baseret på Naturbasens observationer:
:Flerårig urt (hemikryptofyt), hvis blomster bestøves ved hjælp af vinden og hvis frø spredes ved vindslyngspredning. Der er en effektiv vegetativ formering med udløbere.
Om betydningen af navn m.v., se under Kryb-Hvene.
Stortoppet Hvene har været dyrket, og er spredt derudfra.
Levested
:Mere eller mindre næringsrig bund ved vejkanter, i krat, grusgrave, brakmarker, markkanter, haver, ruderater m.v.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
