:Indtil meter høj. Rosetbladene er kortstilkede, bred lancetformede til ægformede, kraftigt dunhårede og helrandede til svagt takkede. De er i reglen tiltrykt jorden. Det blomsterbærende skaft er dunhåret. Det endestillede, blomsterbærende aks er 2-5 cm langt og i blomstringsperioden svagt vellugtende.
Kronfligene er hvide og indtil 2 mm lange. Støvbladene har rosa tråde og hvide til lilla støvknapper. P.g.a. de iøjnefaldende støvblade er det blomstrende aks væsentligt mere spektakulært end tilfældet er for de andre arter af vejbred. Kapslen er 3-4 mm lang og med 2-4 frø. I modsætning til Glat Vejbred har denne art en kraftig pælerod.
:Variationsbredden er ret betydelig, men næppe af betydning for bestemmelse af planten.
Forveksling
:Når man en gang har gjort sig fortrolig med arten, så er den karakteristisk og let genkendelig.
Bemærk dog følgende:
Glat Vejbred og dens underarter har ikke de stærkt dunede blade; dog kan Eng-Vejbred og Ager-Vejbred have forholdsvis hårede blade; de adskilles under alle omstændigheder let fra Dunet Vejbred på de mere langstilkede blade og i blomstringstiden langt mere uanseelige blomsterstande.
Dunet Vejbred har 2-4 frø i kapslen, underarter af Glat Vejbred fra 6-mange frø.
Lancet-Vejbred kan nu og da optræde i en form med ret brede og noget hårede blade. Blomsterakset er dog typisk Lancet-Vejbreds.
Udbredelse
:Hist og her til temmelig almindelig på passende voksesteder på Sjælland og i Nordjylland, ellers temmelig sjælden. Den indgår ofte i såkaldte vildfrø-græsblandinger og spredes med disse.
Hvornår ses den?
:Dunet Vejbred er ganske iøjnefaldende i blomstringstiden i maj-juli og er også ret let genkendelig på bladene uden for blomstringstiden.
Tidsmæssig fordeling
af Dunet Vejbred baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Flerårig urt, hvis blomster bestøves af vinden og også af insekter der samler blomsterstøv. Frøene spredes med vinden og muligvis også med dyr, da de er svagt klæbrige som fugtige. I modsætning til andre arter af Vejbred er dens blomster vellugtende. Planten er i nogen grad kalkelskende.
Den er en ret god indikator for begyndende overdrevsudvikling på kalkholdig bund.
Det latinske slægtsnavn Plantago er afledt af latin: planta = fodsål, som sigter til bladformen hos arter som Glat Vejbred. Det latinske artsnavn media betyder mellemstor og er ret intetsigende. Det danske slægtsnavn stammer tilbage fra middelalderen og sigter til, at arter som Glat Vejbred breder sig kraftigt ved veje og stier. Det danske artsnavn dunet sigter meget træffende til plantens, især bladenes, dunet/lodne fremtræden.
Levested
:Åben, tør og gerne kalkholdig bund på overdrev, langs veje og i gamle græsplæner etc.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
