:En lille mørkebrun eller næsten sort farvet edderkop. Hunnen har en kropslængde på 4,5 til 7 mm, hannen 4 til 5 mm. På forkanten af bagkroppen ses en lys buet stribe, der hos hannen er udvidet med en lys stribe langs med bagkroppens midte. Benene er lysere med mørk ringtegning. Bagkroppen er oval og noget flad og glinser, som om den er indsmurt med fedt eller olie, derfor navnet.
:Farven kan være lysere eller mørkere, og den lyse tegning på bagkroppen fremstå mere eller mindre tydeligt
Forveksling
:Den kan måske forveksles med Zygiella x-notata, en lille hjulspinder, der også er almindelig ved og i huse. Zygiella er dog større og med mere kontrastrig tegning, og den laver et hjulspind.
I felten møder man den nærtstående art smuk voksedderkop, Steatoda phalerata, som dog ikke har lys midterstribe, men blot en håndfuld lyse pletter.
Udbredelse
:Fedtedderkoppen er meget almindelig og findes over hele landet
Hvornår ses den?
:Hunner og ungdyr ses hele året igennem, hanner mest sommeren over.
Tidsmæssig fordeling
af Fedtedderkop baseret på Naturbasens observationer:
:Fedtedderkoppen laver et stormasket tæppeformet net. Derfra udgår fangsttråde, der er besat med limdråber og fikseret i omgivelserne. Edderkoppen bevæger sig med oversiden nedad i nettet. Om dagen gemmer den sig i en sprække, hvorfra nettet udgår. Så er den flade bagkrop virkelig en fordel. Den fanger både flyvende og kravlende insekter. Når et insekt hænger fast i en af trådene, nærmer edderkoppen sig og vender bagenden til. Med de bageste par ben trækker den limtråde ud af spindevorterne og overdænger byttet med dem, til byttet ikke kan røre sig. Derefter indsættes det dødelige bid.
Efter at byttet er blevet transporteret ind i skjulet, pumper edderkoppen fordøjelsesvæske ind, så indholdet bliver opløst. Derefter suges maden ud. I modsætning til husedderkopperne tygger den ikke byttet
Hannen er i besiddelse af et lydorgan (stridulationsorgan). Det består i to plader med riller på den bageste del forkroppens overside og en hesteskoformet liste med tænder på forreste del af bagkroppens overside. Når hannen løfter bagkroppen og gnider de to indretninger mod hinanden, opstår der lyde, der kan sammenlignes med græsshoppernes, bare meget svagere. Formålet med dette er nok at tilkendegive over for hunnen, at han er en han af den rigtige art. Hunnen modtager ”lyden” via silketrådene i form af vibrationer. Det kan tænkes at ”musikken” også anvendes to hanner imellem for at udkonkurrere hinanden.
Efter parringen (som i øvrigt foregår på fredelig vis), lægger hunnen over hundrede lyserøde æg, som dækkes med gennemsigtig silke og beskyttes med limtråde, anbragt i nærheden af edderkoppens skjul. Her bevogtes de, til ungerne udklækkes efter en måneds tid.
Fedtedderkopper skulle være særdeles hårdføre over for såvel sult som udtørring. I litteraturen er angivet, at en fedtedderkop præsterede at overleve 18 måneder uden vådt eller tørt - dog i et ganske køligt miljø. I opvarmede huse med lav fugtighed er holdbarheden nok noget lavere.
Levested
:Den lever ved og i huse, men den træffes også udendørs på træstammer og mure. Badeværelser er særdeles populære, men generelt møder man den overalt, hvor der er lister med hulrum under.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.