Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Peder Wiese
    Foto: Peder Wiese
  • Fotograf: Peder Wiese
    Foto: Peder Wiese
  • Fotograf: Peder Wiese
    Foto: Peder Wiese

Kendetegn

: Længde 85-100 cm, vingefang 143-169 cm. Næsten lige så stor som Fiskehejre og tydeligt større end Silkehejren. Den største hvide hejre, og alene på størrelsen karakteristisk. Er slankt bygget med lang, tynd hals, og mundvigen ses som en sort streg ind forbi øjet. Tøjlen og øjet er gule. De lange ben samt fødderne er sortbrune. I yngletiden har den forlængede prydfjer på ryg og skulderfjer, som hænger ud over halen, men aldrig lange nakkefjer, og næbbet er gult med sort spids eller helt sort.

Uden for yngletiden mangler den prydfjer og har gult næb. Ben og tæer grønligsorte (gul bagkant i yngletiden).

Ungfugle ligner adult i vinterdragt (dvs. mangler prydfjer disse viser sig i løbet af den første vinter, hos 2k-fugle), men har gulgrønt næb, ofte med mørkere spids.

Ligner i den langsomme flugt en hvid Fiskehejre med dennes hængende bryst og lange, bagudstikkende ben, men er noget slankere og mere ranglet med endnu længere ben.

Kan ses i diverse vådområder, men også på mere tørre biotoper. Raster undertiden i træer.

Stemme: Høres sjældent uden for ynglepladsen. I kolonien udstødes et groft, hæst kraaow.

Sølvhejre
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Peder Wiese

Variation

: Har hybridiseret med Fiskehejre i Holland. Hybrider har hvidgult hoved, hals og krop, hvidgrå dækfjer og undertiden svingfjer. Næb gulorange med mørk spids. Ben grålige.

Forveksling

: Kendes fra Silkehejre på størrelse, langsommere vingeslag, relativt længere ben, der i flugten går langt ud bag halen. Desuden på det gule næb, hvor silkehejren har sort næb.

Kendes fra hvid Revhejre (Egretta gularis) bl.a. på størrelse, længere ben og lige, dolkformet næb.

Udbredelse

: Silkehejren har en isoleret ynglebestand i Holland den tætteste på Danmark.

Arten har i øvrigt en vid udbredelse. I Europa yngler den (foruden i Holland) i flere lande i Mellem- og Sydøsteuropa. Derudover findes den i både Asien, Australien, Afrika samt i Nord- og Sydamerika.

Sølvhejre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Overvintrer omkring Middelhavet og i Afrika. Den forlader normalt de nordlige yngleområder i sept.-nov., men i milde vintre kan den også forblive tæt på disse. Den vender normalt tilbage hertil i marts. Unge fugle, der ikke yngler, kommer også tilbage fra vinterkvartererne, men opholder sig ikke i kolonierne. De strejfer rundt og kan bl.a. komme langt nordpå.

Observationer af arten i DK er registreret året rundt, men de fleste er set i maj/juni, fordelt i alle dele af DK, men flest er observeret i Jylland.

Ang. Forekomsten i DK: Ligesom for Silkehejren markerede årtusindeskiftet for Sølvhejren en ekspansion nordpå til de danske vådområder for Sølvhejren har fremgangen endda været endnu mere tydelig. Fra et gennemsnit på 4 fugle i 1990erne er der i det nye årtusinde set 17-21 individer om året, og de to hvide arter ses nu lige hyppigt hos os. 2007 står for den største forekomst hidtil med et estimeret antal på 27-35 individer og det er også året, hvor det første yngleforsøg bliver registreret. Hen over sommeren ses 4 Sølvhejrer i Klydesøen (Amager), og to af fuglene vender i en periode konstant tilbage til det samme stykke rørskov, nogle gange med redemateriale i næbbet. 29/5 observeres et parringsforsøg, og de to fugle udviser til tider aggressiv adfærd over for de to andre Sølvhejrer, men i løbet af sommeren stopper aktiviteten omkring den mulige rede. Da der i starten af september står 7 Sølvhejrer i Klydesøen, formodes det derfor, at de tre nye fugle er kommet til udefra. Under alle omstændigheder er de 7 fugle, der ses sammen fra 1-17/9, Danmarksrekord.

Tidsmæssig fordeling

af Sølvhejre baseret på Naturbasens observationer:
Sølvhejre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sølvhejre - månedlig fordeling

Biologi

: Yngler i løse kolonier med nok så spredt placerede reder i vidtstrakte rørskove nær lavvandede områder. Rederne ligger normalt mellem tagrør i områder med omkring meterdybt vand. I andre geografiske områder kan den også yngle i træer, f.eks. i mangrovesumpe.

Selve reden er en stor masse af tagrør, som hviler blandt rørene ca. 1 m over vandoverfladen. Reder i træer bygges af tyndere kviste end de store hejrearters reder.

Æglægning fra midt i april, men mange par begynder dog meget senere. Ét kuld. Normalt 3-4 æg. Begge køn ruger i 25-26 dage, ligesom begge derefter fodrer unger i ca. 42 dage.

Føde: Da arten både fouragerer i våde og ret tørre områder, spænder dens fødevalg mere vidt, end hvad der er typisk for hejrer. I vådområderne fanger den mest fisk og vandinsekter på tørre lokaliteter især små pattedyr og insekter, men også firben, fugleunger og snegle.

Levested

: Yngler ved store, lavvandede søer og moser, helst med rørskov og indslag af buske og træer.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Europas fugles reder, æg og unger v/Harrison, Gads forlag 1977.

Fugleåret 2007, DOF, 2008.

Nordens fugle v/Génsbøl, Gyldendal 2006.

Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L&R 2000.

Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v/Beaman m.fl., Gad 1998.

De senest indberettede arter i Naturbasen: