:Den er indtil 50 cm høj og ligner Almindelig Kvik noget, men har lyst blågrønne, påfaldende skøre strå, der meget let brækker.
Bladene er indtil 6 mm brede, kort og blødt håret af små hår, der sidder i flere rækker på den enkelte streng. De bliver hurtigt indrullede langs længdeaksen og har lang, stikkende spids. Bladskederne er glatte og ofte violette.
Dækbladet er indtil 20 mm, svagt brodspidset, men uden stak. Der er indtil 9 småaks, som er indtil 28 mm lange og har indtil 8 blomster.
:På voksestederne: sandede strandlokaliteter er den i reglen forbundet til Almindelig Kvik ved krydsninger og overgangsformer.
Forveksling
:Den er svær at adskille fra Almindelig Kvik, da de mange krydsninger er intermediære.
En nogenlunde sikker adskillelse er følgende: Almindelig Kvik har en række små hår på hver enkelt streng; Strand-Kvik og overgangsformerne (Hybrid-Kvik) har flere rækker hår på den enkelte streng. Hybrid-Kvik ligner ellers forældrearterne mere eller mindre.
Adskillelsen fra Marehalm, der vokser omtrent samme steder, volder ikke vanskeligheder, da det er en meget kraftigere græs med 8-15 mm brede blade og ikke særlig skørt aks. Strand-Kvik vokser i reglen i den yderste vegetationszone i det tørre sand, hvor Marehalm først kommer lidt længere inde.
Strand-Kvik kan sjældent danne sterile krydsninger med Marehalm, som vegetativt ligner Marehalm.
Udbredelse
:Almindelig ved sandede kyststrækninger, hvor den er pionerplanter i de yderste klitter.
Hvornår ses den?
:Den blomstrer juni-juli. Året rundt.
Tidsmæssig fordeling
af Strand-Kvik baseret på Naturbasens observationer:
:Flerårig urt med vindbestøvning. Planten spredes lokalt ved udløbere, samt ved at stykker af jordstænglen kan spire frem til nye planter – omtrent som hos Almindelig Kvik.
Desuden har den effektiv frøspredning ved, at akset let brækker, hvorefter de frøbærende aksdele kan føres viden om med vinden. Strand-Kvik vokser sammen med Hybrid-Kvik ofte i de yderste, lave forklitter og er i høj grad med til at stabilisere disse, og spiller herved en vigtig økologisk rolle.
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)
Dansk Flora – Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion), Signe Frederiksen har behandlet græsfamilien, Gyldendal 2006,ISBN 87-02-03032-2.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
