Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Carsten Thiim Olesen
    Foto: Carsten Thiim Olesen
  • Fotograf: Carsten Thiim Olesen
    Foto: Carsten Thiim Olesen
  • Fotograf: Carsten Thiim Olesen
    Foto: Carsten Thiim Olesen

Kendetegn

: Markpiber har en længde på 15-18 cm. det er en sjælden dansk ynglefugl som træffes i klitområder og på åbne, sandede heder, altid tæt på kysten. Artens status i dag er, at den kun måske yngler med enkelte par i Skagen, på Læsø og Anholt.

Det er en stor, slank, og sandfarvet piber på størrelse med Gul Vipstjert. Bleg og NÆSTEN USTRIBET PÅ RYGSIDEN, på nær en række af mørke dækfjer i vingen. UNDERSIDEN BLEGT GULGRÅ, NORMALT USTRIBET undertiden med enkelte, korte grå striber på brystsiderne. Tydelig gulhvid øjenbrynsstribe og kort, utydelig, mørk skægstribe. Mellemste dækfjer mørke, i frisk dragt med beigehvide spidser (perlerække på lukket vinge).

Ben lange, og rosa til lysebrune. Vipper tit med bagkroppen som Mudderklire under gang.

Ses fouragere i hurtig bevægelse på jorden i et ret fattigt bevokset terræn. Her passer dens vipstjertlignende bygning fint. Men selv om den ikke lever direkte skjult, er det alligevel en art, man let overser. Det sker dog ikke i den tid, hvor hannen synger mest energisk (maj). Når den med energiske vingeslag i takt med den vidtlydende sang hæver sig til ca. 40 m højde, gør den tydeligt opmærksom på sin tilstedeværelse.

Ungfugle er til langt ud på efteråret plettede på bryst, stribede på ryg og vanskelige at kende fra Storpiber, men de har kort bagklo (7-12 mm), har mørk tøjle, tyndere næb og ben, er mere grålige, har mindre opret holdning og en anden flugtstemme.

Stemme: Kaldene varierer, har bl.a. et langtrukket tsiip, et gråspurveagtigt (men også lignende Korttået Lærkes) tschlip og nogle korte tjup. Sangen består af et sagte gentaget ziryh eller tzirlyh, vemodigt og lidt metallisk i tonen. Synger i sangflugt eller fra sangpost. Flyver i sangflugten i dybe buer, hvor hver strofe synges på vej ned i bunden af buen.

JIZZ: En fugl der flyver i klitterne og som i den let bølgende flugt ligner en sandfarvet og korthalet Gul Vipstjert kan typisk være en Markpiber. Svirrer ikke før nedslag. Udstøder ofte et gråspurveagtigt kald.

Markpiber
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Bo Valeur

Forveksling

: Markpiber kan forveksles med den sjældne Korttået Lærke. Desuden Stor- og Mongolsk Piber mørk tøjlestribe og sandfarvede halesider er de vigtigste kendetegn til adskillelse fra disse to arter, der har lys tøjle og hvide halesider.

Udbredelse

: Danmark danner grænse for den varmeelskende Markpibers nordlige udbredelse. Derudover findes den i samtlige andre lande på det europæiske kontinent, i Nordvestafrika.
Markpiber - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den ankommer fra vinterkvarter i tropisk Afrika pr./med. maj og trækker atter bort i aug. Trækgæster ses allerede fra ult. april og om efteråret okt. måned ud.

Tidsmæssig fordeling

af Markpiber baseret på Naturbasens observationer:
Markpiber - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Markpiber - månedlig fordeling

Biologi

: Markpiber lever næsten udelukkende af dyrisk føde i form af insekter, først og fremmest græshopper.

Den yngler første gang 1-2 år gammel. Hannerne danner territorium, og de fleste fugle lever parvis, men en hel del hanner har to hunner. Reden bygges godt skjult i vegetationen. De 4-5 æg lægges fra pr. juni og udruges af hunnen på 12-13 dage. Ungerne forlader reden 12-15 dage gamle, ikke altid flyvefærdige. Lægger af og til to kuld pr. år.

Levested

: Markpiber lever i Danmark i sandklitter og i sandet og gruset åbent landskab med spredt vegetation.

Som helhed er der efterhånden kun få fund i Danmark. Siden 1970erne er antallet af ynglelokaliteter i Danmark reduceret med 70 , og denne nedgang formodes at hænge sammen med klimaforandringen samt forringelse af de tidligere ynglepladser.

Trusler

: Menneskelige forstyrrelser på ynglepladserne.

Bevaringstiltag

: Markpiber yngler i kystområder hvor de rekreative interesser er vokset de seneste 30 år. Forstyrrelser herfra vurderes at være den vigtigste årsag til bestandsreduktionen og arten kan derfor først og fremmest hjælpes ved at begrænse adgangen og aktiviteterne i de tilbageværende og potentielle yngleområder.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fugle i felten v. Mullarney m.fl., L&R 2000.

Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v. Beaman, Madge og Olsen, Gad 1998.

De senest indberettede arter i Naturbasen: