Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby
  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby
  • Fotograf: Hjalte Kjærby
    Foto: Hjalte Kjærby

Kendetegn

: 16-24 mm. En markant farvet markgræshoppe, der ikke varierer meget. Grundfarven er hos begge køn lysegrøn til græsgrøn. Sjældent forekommer individer med brun, lilla, pletvist lyserød eller helt lyserød grundfarve. Hos hannen er bagkroppen i forreste halvdel gul, men bliver på den bagerste halvdel kraftigt rød. Hannens bagkropsspids er udtrukket i en lille kegleformet hale. Hunnens bagkrop kan være svagt rødlig mod spidsen. Hunnen har en markant hvid stribe langs forvingernes rand. Denne vingestribe fortsætter i striber langs pronotums sidekøle og på hovedet bag øjnene. Hannen mangler helt vingestriben, men har mindre markante hvide striber samme sted på pronotum og hoved. Hos begge køn er forvingernes sider mørkt røgfarvede med en kommaformet hvid vingeplet (stigma). Vingerne når hos hannen lidt ud over bagkroppens spids, hos hunnen er de lidt kortere end bagkroppen. Forvingernes forrand er lige, og medianfeltet er kraftigt udvidet. Pronotums sidekøle er meget svagt indadbøjede. Læggerørets klapper bærer hver en tand, et træk der er karakteristisk for Stenobothrus-slægten.

Sangen er meget karakteristisk, og kan sammenlignes med langsom slibning af kniv på strygestål. Den kan høres på 3-4 meters afstand.

Stenobothrus lineatus
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Hjalte Kjærby

Forveksling

: Arten er umiskendelig både hvad angår udseende og lyd. Den nærmeste forvekslingsmulighed er grønne varianter af Lynggræshoppe (Omocestus viridulus), men Stenobothrus lineatus kan altid kendes på det kraftigt udvidede medianfelt og den hos hannen røde bagkropsspids. Stenobothrus er den eneste markgræshoppeslægt i Danmark med tænder på læggerørets klapper.

Udbredelse

: Stenobothrus lineatus er meget sjælden i Danmark. Arten kendes kun fra Rødme Svinehaver på Sydfyn, hvor den blev opdaget i 2021. Lokaliteten er med sine 7 hektar meget lille og bestanden har en begrænset udbredelse på arealet. Derudover forekommer græshoppen ikke i særlig stort tal. Rødme Svinehaver er et afgræsset overdrev med meget lang kontinuitet, domineret af et kuperet landskab, lav vegetation, spredte lægivende buske, store tuer af Gul Engmyre (Lasius flavus) og spredte store sten. Denne isolerede bestand er utvivlsomt en relikt, da artens spredningspotentiale er relativt ringe. S. lineatus må betragtes som en af vore mest truede græshoppearter. Hvis bestanden er genetisk sund, må det dog forventes at arten ikke forsvinder så længe lokaliteten bevarer sin karakter. Omkringliggende arealer er de seneste årtier blevet inddraget i driften af Rødme Svinehaver, og forhåbentlig kan dette med tiden føre til en udvidelse af S. lineatus forekomstareal.

Fra Norden kendes arten kun fra Danmark. I Schleswig-Holstein findes den flere steder i det sydlige Holstein, med de nordligste forekomster nær Neumünster. Arten er vidt udbredt i resten af Europa, og findes langs Østersøen med nordgrænse i Estland. I England findes den pletvis i den sydlige del, med enkelte forekomster nær York.

Stenobothrus lineatus - udbredelseskort

Tidsmæssig fordeling

af Stenobothrus lineatus baseret på Naturbasens observationer:
Stenobothrus lineatus - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Stenobothrus lineatus - månedlig fordeling

Biologi

: I modsætning til mange andre markgræshopper lægges ægkapslerne ikke i jorden, men i de nederste bladskeder på græsser. Æggene overvintrer en gang, og klækker det følgende forår i april og maj. Nymferne bliver voksne i løbet af juni og juli. Arten er meget aktiv i varmt vejr over 20 grader. Til gengæld er den svær at påvise når vejret er koldere, og kan derfor let overses. I varmt vejr er hannen en god flyver, der kan være svær at komme tæt på. Hunnen flyver ikke godt, og arten har derfor ringe spredningspotentiale. Græshopperne dør i løbet af oktober.

Levested

: En varmekrævende art knyttet til tørt næringsfattigt græsland med lav vegetation. Klassiske habitater er afgræssede overdrev og heder, men også visse klitlandskaber. S. lineatus kræver lang kontinuitet og mangler generelt i landskaber der har været dyrket. Længere sydpå i Europa stiller arten ikke nær så høje krav til levestedet, og kan her findes i flere tørre, lysåbne habitater, inklusiv menneskepåvirkede.

Trusler

: Artens lille forekomstareal og bestandsstørrelse gør den yderst sårbar. Tilgroning af levestedet må betragtes som den største risiko for artens fortsatte eksistens i Danmark.

De senest indberettede arter i Naturbasen: