Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Johan Kjær Prehn
    Foto: Johan Kjær Prehn
  • Fotograf: Johan Kjær Prehn
    Foto: Johan Kjær Prehn
  • Fotograf: Johan Kjær Prehn
    Foto: Johan Kjær Prehn

Kendetegn

: En mellemstor døgnflue, hvor imago har en forvingelængde på 11-16 mm. Forkroppen er hos hannen hovedsageligt mørkebrun med striber af lysegul hist og her. Bagkroppen båndet lysegul og mørkebrun. Hos hunnen er kroppen farvet karakterisk grå og lyst stålblå. Hannen med røde turbanøjne med en lys kant. Bagvingen næsten halvt så lang som forvingen. To haletråde til stede.

Nymfen bliver 11-15 mm. Kroppen gulbrun med et virvar af mørke farvetegninger på rygplader og hoved. Gællebladene gigantiske og ovale. Haletrådene relativt korte med en tyk hårbremme. Gællepar 1-6 dobbeltbladede. Det lille indhak på sidste bugplade uden små stumpe torne, men denne detalje er mikroskopisk.

Nordlig svømmedøgnflue
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Johan Kjær Prehn

Forveksling

: Arten tilhører gruppen af døgnfluer med veludviklede bagvinger og to haletråde som imago. I dette livsstadie kan arten derfor primært forveksles med Heptageniidae, Metretopus borealis og andre Siphlonurus. Både Heptageniider har og Metretopus borealis har kortere bagvinger, der er ca. 1/3 af forvingens længde, hvor de hos Siphlonurus er omtrent halvt så lange som forvingen. Siphlonurus alternatus har som han kraftigt røde turbanøjne, hvor Siphlonurus aestivalis og lacustris har mørkt gråbrune turbanøjne. Som hun er den også karakteristisk lyst stålblå, hvor Siphlonurus aestivalis og lacustris er brune og gule.

Som nymfe kan arten primært forveksles med andre Siphlonurus aestivalis og Siphlonurus lacustris, når man først har noteret sig de store, ovale gælleblade. Den kan kendes fra dem ved at gællepar 1-6 er dobbeltbladede, hvor det kun er gællepar 1-2 hos de andre arter.

Udbredelse

: En meget sjælden art, der i Danmark udelukkende er kendt fra Gudenå og Skjernå. Den er formentlig forsvundet i sidstnævnte. I Gudenå blev den registreret opstrøms Sminge sø i 2001 og opstrøms Gudensø i 1991. Dette var i lang tid de seneste danske fund, men i juli 2024 blev arten genfundet på begge lokaliteter af Johan Kjær Prehn og Kim Pless-Schmidt. Arten lider under manglende registreringer grundet dens sommerforekomst udenfor den officielle prøvetagningsperiode i februar-april, samt vandets dybde på lokaliteterne. Globalt har arten en cirkumpolar, nordlig udbredelse, og den findes ikke på mange lokaliteter syd for den danske grænse.
Nordlig svømmedøgnflue - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Imago har flyvetid i mediojuli-ultimoaugust.

Tidsmæssig fordeling

af Nordlig svømmedøgnflue baseret på Naturbasens observationer:
Nordlig svømmedøgnflue - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Nordlig svømmedøgnflue - månedlig fordeling

Biologi

: Nymferne lever bl.a. af biofilm siddende på akvatisk vegetation i større vandløbs bredzoner og backwaters. Alternativt fritflydende detritus og de er formentlig også delvist rovlevende. De er meget dygtige svømmere, og har også fordel af at gøre dette, da de primært lever i strømsvage habitater. Endnu en tilpasning til strømsvage (og derfor iltfattige) habitater er de meget store gælleblade. Arten er med stor sandsynlighed følsom overfor organisk forurening og hydrologiske forstyrrelser.

Levested

: Arten er at finde i akvatisk vegetation i bredzonen, samt i backwaters af store vandløb. De to kendte nuværende lokaliteter ligger begge lige opstrøms søer.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser. Grødeskæring kan måske især være et problem for denne art, da den lever i akvatisk vegetation i grøden.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Bauernfeind E., Soldán T., 2012. The Mayflies of Europe (Ephemeroptera)

Wiberg-Larsen, P., 2019. Døgnfluer 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mortensen, K. 2020. Døgnfluer. Natur og Museum.

Engblom, E., 2022. Svenska dagsländor Ephemeroptera Nycklar för larver och vingade.

Eiseler, B., 2005. Bildbestimmungsschlüssel für die Eintagsfliegenlarven der deutschen Mittelgebirge und des Tieflandes. Lauterbornia 53.

De senest indberettede arter i Naturbasen: