Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Mogens Holmen
    Foto: Mogens Holmen

Kendetegn

: Imago med en forvingelængde på 6,5-8 mm. Hoved og forkrop kraftigt mørkebrune - grænsende til sort. Hos hunnen er bagkropsleddene nogenlunde ensfarvet brune, mens de hos hannen er hvide på led 2-6. Vingerne vertikalt sammenklappede. Bagvinger til stede, men disse er korte. To halenøkker til stede. Hannens turbanøjne er rødorange med et lysere skaft.

Nymfen bliver 4,8-7,5 mm. Kroppen er lang og smal og hovedet er relativt sammentrykket. Arten er altid relativt mørkt, hvadend det er næsten sort eller mørkebrun. Tydelig lys midterstribe på hoved og forkrop. Hos mange eksemplarer fortsætter striben på bagkropsleddene, men ikke altid. 6 par afrundede enkeltgælleblade ned langs bagkropsleddene. Halenøkkerne med et tydeligt mørkt bånd.

Forveksling

: Imagines af familien Baetidae kan kendes fra resten af den danske døgnfluefauna på at have meget korte eller manglende bagvinger. Caenidae-arter mangler også bagvinger, men disse har vingerne horisontalt udfoldede i stedet for vertikalt sammenklappede.

Fra Cloeon-arter kan Baetis adskilles ved at Cloeon-arter helt mangler bagvinger. Desuden kan Baetis adskilles fra Centroptilum luteolum ved at bagvingen på sidstnævnte er lancetformet med en bagudpegende spore på forkanten. Hos Baetis er bagvingen afrundet. Baetis kan adskilles fra Procloeon bifidum ved at have 2 små årer mellem hver hovedåre langs forvingens bagkant, hvor Procloeon bifidum kun har 1.

Imago-hanner af Baetis niger kan nemmest adskilles fra andre arter af Baetis ved genitaliebestemmelse, der helst skal udføres af en ekspert.

Nymfer af Baetis kan kendes fra nymfer af Cloeon ved at have enkle gælleblade i stedet for dobbelt. Fra Centroptilum og Procloeon kan Baetis kendes på at den midterste er kortere end de yderste. Desuden er gællebladene aldrig tilspidsede.

Som nymfe har Baetis niger kun 6 par gælleblade i modsætning til de fleste andre Baetis, der har 7. Den mest oplagte forvekslingsmulighed er derfor Baetis digitatus, der ligeledes har 6 gælleblade. Denne kan kendes fra Baetis niger ved at have to tydelige lyse pletter på hvert bagkropsled, som Baetis niger mangler. Baetis niger har oftest en tydelig lys midterstribe på hoved, forkrop og nogle gange på bagkropsleddene. Desuden er sidste gælleblad hos Baetis niger jævnt afrundet, mens det hos Baetis digitatus er tilspidset.

Udbredelse

: Baetis niger er en relativt sjælden art. Den er meget udbredt i vestjyske vandløb, men kan også findes i enkelte østjyske løb såsom fx Skærbæk og Gjern å. Desuden findes arten i Nordsjællandske vandløb i især Gribskov. Arten har været i fremgang de seneste ca. 25 år siden forbedringerne i dansk vandløbsforvaltning.
Sort fiskedøgnflue - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Imagos flyvetid falder i mediomaj-primojuni samt i en anden generation i sidste halvdel af august.

Tidsmæssig fordeling

af Sort fiskedøgnflue baseret på Naturbasens observationer:
Sort fiskedøgnflue - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sort fiskedøgnflue - månedlig fordeling

Biologi

: Nymferne lever formodentlig af forskellige belægninger af periphyton på vandplanter, og de sidder ofte i vandplanter i moderat-stærk strøm. Arten er krævende hvad angår ilt- og strømforhold og er derfor følsom overfor organisk forurening og hydrologiske forstyrrelser. Imagines sværmer primært om aftenen.

Levested

: Arten kan findes i et ret bredt spektrum af rene vandløb. Fra bække i Gribskov til store vandløb i Vestjylland som Storå og Skjernå.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jensen, C. F., 1984. De danske Baetis-arter (Ephemeroptera: Baetidae). Flora og Fauna 90. 3.-4.: 97-102.

Bauernfeind E., Soldán T., 2012. The Mayflies of Europe (Ephemeroptera)

Wiberg-Larsen, P., 2019. Døgnfluer 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mortensen, K. 2020. Døgnfluer. Natur og Museum.

Engblom, E., 2022. Svenska dagsländor Ephemeroptera Nycklar för larver och vingade.

De senest indberettede arter i Naturbasen: