:Blå Oliebille er en meget stor bille. En ægfyldt hun kan sagtens blive 4 cm lang. Den har i regelen et kraftigt blåt metalskær, men det kan undertiden mangle helt. Artens vigtigste kendetegn er, at pronotums bagkant har et tydeligt stumpvinklet indhak. Men det kan være mindre udviklet. Hannens antenner er tydeligt knæbøjede. Antenneleddene og pronotum er længere end hos Grøn og Korthalset Oliebille.
:Det blå metalskær kan mangle helt. Desuden kan indhakket på pronotums bagrand være mindre udviklet.
Forveksling
:Kan forveksles med de 3 andre arter i slægten.
Sort Oliebille (Meloe proscarabaeus) ligner meget, men denne har lige bagkant på pronotum (dog kan den have et lille indhak) og har grovere struktur på hoved, pronotum og dækvinger.
Grøn Oliebille (M. variegatus) og Korthalset Oliebille (M. brevicollis) har kortere pronotum og antenneled.
Blå Oliebilles triungulinlarve er typisk sort, men kan også være rødgul og varierer fra 2 til 2,5 mm, hvorimod triungulinlarven hos Sort Oliebille er lysere orange og bliver omkring 1,5 mm. Læs mere om larven under Biologi.
:Blå Oliebille lever som de andre arter af slægten Meloe som snylter på enlige bier.
Æggene lægges i en stor klump under jorden, i et hul hunnen selv graver. Når de senere samme forår klækkes søger de luselignende larver (triunguliner) op i en blomst. Her venter de på, at en solitær bi besøger blomsten. Triungulinlarverne griber fat i alle insekter der sætter sig på blomsten, hvorved kun få larver ender på den rigtige vært. Et heldigt fåtal af larver bliver transporteret til bo af egnede værtsbier, hvor de lever af biens yngel samt det pollen og nektar bien har samlet sammen til sit afkom. Nede i boet skifter de form, og kommer først til at ligne en pragtløbebillelarve og sidenhen til at ligne en oldenborrelarve inden larven til sidst forpupper sig og kommer frem som voksen bille det følgende forår.
Levested
:I modsætning til de øvrige oliebiller er Blå Oliebille i høj grad tilknyttet lysåben løvskov. Den træffes dog også i det åbne land på overdrev og kystklinter, her ofte sammen med Sort Oliebille.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
