Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Anders Hammergart
    Foto: Anders Hammergart

Atlas

: Svalehale overvåges i Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle 2.0

Kendetegn

: Vingefang: 64-76 mm. Med sine haler og sorte mønster på gul vingefarve er svalehalen karakteristisk og let at kende også i flugten.

Larven er let kendelig på sine grønne farver med sorte bånd og orange pletter.

Svalehale
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Anders Hammergart

Variation

: Nogen størrelsesvariation. Meget store bredvingede hunner forekommer sammen med meget små spidsvingede hanner.

Gennem Europa er Svalehalen udbredt i mere eller mindre veladskilte racer, hvor den britiske er den berømteste.

Vingeform, den gule farve og udbredelsen af det sorte mønster varierer en del. Generation og alder spiller sammen med temperatur en rolle for mængden af sort og den gule farves styrke. Helt affløjne Svalehaler kan blive så hvide at de ligner Apollo.

Forveksling

: Der er kun få gule sommerfugle i Danmark og Svalehalen kan, set siddende, næppe forveksles med andre arter.

I flugten er det muligt, et kort øjeblik, at forveksle Svalehaler med høsommerfugle. Svalehalen flyver dog højere og mere svævende end disse og er jo da også noget større.

Udbredelse

: I 1978 uddøde Svalehalen i Danmark. Det var fra dens sidste danske bestand ved Filsø i Vestjylland, hvor den i nogle år var begyndt at blive mere fåtallig. Den var tidligere udbredt og i visse egne almindelig i Jylland, hvor den undertiden optrådte i så store mængder, at larverne gjorde skade på gulerodsmarker. I 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet var den almindelig i det meste af Danmark; i Jylland og Nordsjælland havde den mange og store bestande. Men med det intensiverede danske landbrug og dræning af moser og søer, begyndte Svalehalen at gå meget tilbage. Den sidste sjællandske bestand forsvandt fra Ellemosen ved Frederiksværk i 1970erne, hvor den tidligere havde været talrig. I det jyske gik det ikke meget bedre. Da Filsø, som efterhånden var den sidste danske bastion for Svalehalen, var blevet drænet hårdt i 1940erne, var lokaliteten svundet kraftigt ind, og var ikke længere en nær så egnet ynglelokalitet som tidligere.

I dag træffes Svalehalen på træk fra Sverige og Tyskland, hvorved den årligt ses i nogle få eksemplarer herhjemme. Det er primært på Læsø og på Lolland-Falster, at den træffes. I de seneste år er flere Svalehaler observeret ved Ellemosen (og omegn), så de svenske trækker tiltrækkes muligvis stadig af området. Hvis noget af trævæksten ryddes fra Ellemosen vil den og det tilstødende område Holløse Bredning måske igen få potentiale som ynglelokaliteter for Svalehalen. I øjeblikket kan de "mange" nylige fund i og nær Ellemosen tyde på en lille ny bestand her. Det meste af området er privatejet og svært fremkommeligt, så trods artens karakteristiske udseende, kan det let være overset her. Med genskabelsen af Filsø, vil arten måske også her igen kunne etablere sig her.

Svalehale - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Svalehalen flyver i slutningen af maj gennem juni til ind i juli. Enkelte sene eksemplarer eller 2. generation ses i begyndelsen af august. I Mellemeuropa flyver 2. generation fra ca. 1 uge af juli, i Skandinavien er 2. generation endnu usædvanlig. Larven findes i juli.

Tidsmæssig fordeling

af Svalehale baseret på Naturbasens observationer:
Svalehale - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Svalehale - månedlig fordeling

Biologi

: En eller flere generationer gennem sommeren, i Danmark og Sverige tidligere kun en med enkelte eksemplarer i 2. generation i begyndelsen af August. Overvintring og diapause som puppe. Larven lever på forskellige skærmplanter, i Danmark især Kær-svovlrod, men også Angelica sylvestris og A. archangelica.

Både larve og imago har advarselsfarver og er giftige. Puppen er velcamoufleret i grå/sort eller grøn/gul.

Levested

: Man kan ikke fastsætte en bestemt lokalitetstype for svalehale. Arten trives godt i svagt og middelstærkt menneskepåvirket landskab. Den er afhængig af gode forekomster af larvens foderplanter på relativt upåvirkede enge, langs åer eller søer, og den er afhængig af nektarkilder i trækruterne mellem foderplanterne. Svalehaler kan trives i bjergland, i sumpe og i landbrugsland, hvis der findes en mosaik af larvens foderplanter og imagos nektarkilder i områder i størrelsesordenen 50 x 50 km. Der findes masser af egnede Svalehale- lokaliteter i Danmark, men de er for små og for få. Hvis Svalehalen skal etablere sig i Danmark igen, skal der skabes en mosaik af lokaliteter i et område af regionsstørrelse.

I Skandinavien og England er Svalehalen ret knyttet til enge og Kær-svovlrod. I Mellem- og Sydeuropa er arten meget mere generalistisk og forekommer i et bredt spektrum af biotoper. Forandringer mod varmere klima vil begunstige Svalehalen i vores område.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Stoltze, Higgins, Collins

De senest indberettede arter i Naturbasen: