:Hannen er 5-6 mm, hunnen 6-8 mm. Hunnens grundfarve er brun-brun, med en smal lys midterstribe på forkroppen, der breder sig lidt fremefter. Ligeledes har hun en lys "syl-tegning" en lille smule ned ad bagkroppen og endelig en håndfuld små hvide hårprikker på hver side af bagkroppen. Hannen er væsentligt mere kontrastrig, idet tegningerne generelt er mere sort-hvide. Forkroppens midterstribe er smal og tydeligt afsat.
Forkroppen hos såvel han som hun virker ganske bred, og benene er stribede, om end ofte noget utydeligt.
:En brun, almindeligt udseende ulveedderkop (der måske virker en smule overvægtig) skal altid mistænkes for at være engjæger. Pardosa prativaga ligner meget, men er væsentligt spinklere, især er forkroppen slankere, ligesom benene er en tak spinklere og længere (sådan lidt kenyansk maratonløber-agtige) og lidt mere tydeligt stribede.
Udbredelse
:Arten findes overalt i Danmark og resten af Nordeuropa; da den spredes med flyvende sommer og er en udpræget habitatgeneralist, findes den også på de mindste øer.
Hvornår ses den?
:Arten kan i princippet ses året igennem, men er naturligvis mest iøjnefaldende i forårs- og sommermånederne, hvor dyrene er fuldvoksne.
:Som næsten alle ulveedderkopper er engjægeren en typisk sommerart, der er kønsmoden i perioden maj-september. De kønsmodne hunner løber ofte rundt med en ægsæk fæstnet til bagkroppen, og når de 30-50 unger er klækket, bor de på hende i et stykke tid, inden de spredes for alle vinde. Hunnen kan efterfølgende producere flere ægsække; normalt vil kuldstørrelsen pr. ægsæk efterfølgende aftage ganske meget. Sidst på året kan man stadig se gamle hunner løbe rundt med forkrøblede ægsække. Den nye generation af edderkopper kan allerede være ganske store, inden vinteren sætter ind, men ellers sker væksten i løbet af det sene forår. Arten er naturligvis rovdyr og jager primært om dagen. Engjægere er som alle andre ulveedderkopper ganske tolerante over for kulde; i korte perioder kan de godt overleve at være eksponeret for frysende temperaturer, og de kan derfor en sjælden gang træffes oven på sneen.
Levested
:Engjæger er ubetinget den art, man oftest møder i det frodige kulturlandskab, hvor den kan være enormt almindelig i fugtige dele af parker, haver, enge og marker. Den ses ganske ofte sole sig (eller sidde på lur!) oppe i bredbladet vegetation eller på mure mv.. På heder og overdrev er arten dog meget fåtallig.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
