:Vingelængde: fra ca. 16 mm og helt op til 25-28 mm. Hunner ofte meget større end hanner. Langs vingens forkant findes en mørkebrun stribe, der strækker sig fra vingeroden og til og med vingemærket. Bag denne mørke stribe er et mælkeagtigt hvidt område, der omtrent dækker området mellem radius og medianen. Vingemærket er utydeligt, idet det smelter sammen med den mørkebrune stribe. Resten af vingemembranen er klar, men ribben Cu2 er tonet lysebrunt.
Scutum er gråt med fire brune striber med mørkere sømme. Brystets sider er grå. Bagkroppen er mat gråbrun, sjældent dog med et smudsigrødt skær.
Antennerne har 13 led. De to første led (scapus og pedicel) er gullige, resten brunlige.
Afstanden mellem øjnene på undersiden af hovedet er ikke større end bredden af pedicellen, hvilket er et vigtigt feltkendetegn for arten, der kan hjælpe med til at skelne Kålstankelbenet fra det meget lignende Mosestankelben (Tipula paludosa).
For hunner af arten er det karakteristisk, at vingerne er omtrent lige så lange som bagkroppen.
:I første omgang kan Kålstankelbenet forveksles med Mosestankelbenet, men antallet af antenneled gør det muligt altid at skelne de to arter. Mosestankelbenet udmærker sig nemlig ved at have 14 antenneled, hvilket er unikt blandt arterne i Tipula (Tipula).
Ud over den nævnte art er der flere andre Stankelben, som ved første øjekast kan forveksles med Kålstankelben, og ofte er en sikker artsbestemmelse kun mulig ved hjælp af hannens genitalier. Hunner må tit forblive ubestemte med mindre de tages in copula (i parring) med en han.
Udbredelse
:Arten er almindelig i hele landet på egnede lokaliteter. I en større sammenhæng er Kålstankelben udbredt i hele Europa og hyppigere i Mellem- og Sydeuropa end i Nordeuropa.
Hvornår ses den?
:Kålstankelbenet flyver i to generationer fra april til juni og igen fra august til september/oktober. Den plejer at kulminere i maj, og er da et af de almindeligste stankelben. Forårsgenerationen er betydeligt talstærkere end sensommergenerationen.
Tidsmæssig fordeling
af Kålstankelben baseret på Naturbasens observationer:
:Larverne lever i rodnettet af forskellige græsser. De voksne individer tager kun næring til sig i begrænset omfang, men kan af og til træffes på blomster.
Levested
:Arten optræder overalt på fugtige og skyggefulde lokaliteter.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
