:En af de større langbenede arter. Hannen bliver 3-4 mm, hunnen 5-6 mm. En ret lys art, hvis grundfarve varierer fra sandfarvet eller beige til gråbrun. Begge køn har en række mørkere pletter på bagkroppen, der ofte flyder sammen til en plamage hos hannen. Hunnen ofte med to hvide felter på bagkropsspidsen.
Nelima-slægten minder meget om Leiobunum, men adskiller sig ved at have helt glatte hofter, uden de små knuderækker, der ses hos Leiobunum.
:Grundfarven og de mørke pletters udbredelse og tydelighed varierer
Forveksling
:Hunner af Glat Langbensmejer kan ikke med sikkerhed adskilles fra hunner af den nært beslægtede Sabel-Langbensmejer (Nelima semproni). Det er dog muligt at adskille hannerne ved at lave et genitaliepræparat. Derudover kan hannerne adskilles ved hjælp af pedipalpernes udseende. Hos Glat Langbensmejer er pedipalpens fodled set fra siden lige, hos Sabel-Langbensmejer har det en svag, sabelagtig krumning, der har givet arten sit danske navn.
Langbensmejerne fra Leiobunum-slægten kan overfladisk minde om Nelima, men en sikker adskillelseskarakter er, at denne slægt har knuderækker på hofterne som Nelima mangler. Denne karakter kan ses på skarpe billeder eller i stereolup.
Udbredelse
:Glat Langbensmejer er uden tvivl en sjælden art i Danmark. I øjeblikket kendes bestande udelukkende fra klitterne på den jyske vestkyst samt en lokalitet på Sydbornholm. Der er dog en del ældre fund fra det øvrige Jylland, og den er også angivet fra øerne.
Hvornår ses den?
:Ungerne fra forår til sensommer, voksne fra sensommer til november-december.
Tidsmæssig fordeling
af Glat Langbensmejer baseret på Naturbasens observationer:
Biologi
:Lever hovedsageligt som rovdyr, men tager også plantekost form af frugter eller svampe. Æggene lægges i løbet af sensommeren og efteråret. De klækker det følgende forår, og vokser sig store i løbet af sensommeren. De voksner kradser af i november-december.
Levested
:I Danmark stammer de fleste fund fra kystnære egne. Kendte bestande findes i klitterne fra Thy og nordpå.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
