:Engoldenborren er en lille, ret uanseelig torbist på bare 8-10 mm, og den er let at overse i sommerengenes vrimmel af alskens blomstersøgende insekter. Men det kan godt betale sig at være opmærksom på den, for den er en af Danmarks sjældneste biller. Heldigvis er den ret let at kende. Hele dyrets overside har en tydelig beklædning af fine, lystfarvede skæl. Kroppens underside er matsort, og her har de små skæl ofte tendens til at være svagt blåtfarvede. Langs bagkroppens sider og på bagkroppens spids (pygidium) er skællene typisk ret tydeligt lyseblå. Hovedet, forbrystet og scutellum er matsorte og let skinnende, med en grov, tydelig punktering, der er tættere på hovedet end på forbrystet. Hovedet, især foran øjnene, antennerne og forbrystet, især langs siderne, bærer desuden en spredt behåring af stride, grålige hår. Hovedet er ret stort og rektangulært med temmelig store, fremtrædende sorte øjne på siden, og følehornene sidder foran øjnene, og har den for torbister så karakteristiske kølleform. De består af 9 eller 10 led. Følehornene kan være helt sorte, helt brune eller brunlige med sorte køller, og det synes at være kønsafhængigt (se nedenfor). Fortil (clypeus) er hovedet afrundet, og forkanten er tydeligt opadvendt.
Forbrystet er rektangulært og kraftigt, og snævres ind fremad mod hovedet, hvor sideranden er trukket ud i en lille tand. Forranden er svagt konkav, mens bagranden også er udtrukket i små, stumpe spidser langs siderne, mens bagranden mod dækvingerne er konveks og svagt sinusoid. Forbrystet er normalt bredest omkring midten, hvor det nogle gange kan have en lille bule ved siden. Forbrystets midte er på oversiden tydeligt konveks, men bagtil mod dækvingerne bliver det mere fladt. Dækvingerne er kraftige og brede med kun svage antydninger af længderibber. De er normalt rødbrune eller lysebrune. De har en beklædning af fine, lyse hår, der ligger ned, og fine lyse skæl, der tit er ujævnt fordelt, og kan optræde i klynger, mens andre områder nærmest ikke har nogle.
Engoldenborren har ret usædvanlige ben, og deres udseende er en af de bedste karakterer, der adskiller den fra alle landets øvrige torbister. For det første er benene påfaldende lange og kraftige for så lille et dyr, tydeligt mere end hos andre danske torbister af tilsvarende størrelse f.eks. gåsebillen eller natoldenborren. For det andet er kløerne meget usædvanlige. Forbenenes skinneben er kraftige, og bærer normalt tre tænder langs ydersiden, men mangler den yderste spore på indersiden. Disse ellers typiske sporer blandt torbisterne mangler faktisk på alle tre benpar hos engoldenborren. Til gengæld findes der en fin børstesøm langs spidsen af andet og tredje benpars skinneben. Andet og tredje benpars skinneben har små, pigagtige tænder langs ydersiden. Både lårben og skinneben kan have en spredt beklædning af små, lyseblå skæl. Der er fem led på alle fødder, og de inderste fire led er typiske for torbister, og er ringformede, kantede og med små pigge yderst. Men de yderste led (kløerne) er meget usædvanlige, og adskiller engoldenborren fra alle andre danske torbister. På første og andet benpar har engoldenborren en påfaldende stor, ydre klo, der er spaltet ved spidsen, og en indre klo, der kun er omkring halvt så lang om den ydre. Bagbenenes kløer er endnu mere usædvanlige, for her er kun en på hver fod, en meget stor, krum klo, der også er spaltet ved spidsen. Stort set alle biller har ellers to kløer på hver fod.
Engoldenborren er ret tydelig kønsdimorf, men i modsætning til de fleste kønsdimorfe torbister handler det ikke om hornprydelser hos hannen men om farver. Hunnens ben og antenner er af samme brunlige farve som dækvingerne, mens hannens antenner enten har mørkfarvet kølle eller er helt sorte. Hannens antenner består af 10 led, mens hunnens nogle gange består af 10 og andre gange kun af 9 led. Hannens ben er sortbrune eller sorte. Hannens ben, især bagbenene, er også tydeligt længere i forhold til kroppen, mens hunnen har en kraftigere, mere plump kropsbygning med proportionalt bredere forbryst og dækvinger.
Der hersker en del forvirring omkring engoldenborrens korrekte videnskabelige navn, selv på store, ellers pålidelige hjemmesider som Encyclopedia of Life eller GBiF. Nogle steder ses engoldenborren opført som Hoplia philanthus og andre steder som Hoplia farinosa, Dette er også forklaringen på, at man kan slå Hoplia farinosa op på nettet, og finde billeder både af brunlige men også af smukke, farvestrålende grøn- eller blåskinnende biller. Sådan ser den danske engoldenborre i hvert fald ikke ud. Hvad er galt? Arten Scarabæus farinosus blev beskrevet af den berømte svenske naturhistoriker Carl Linnæus (1707-1778) i 1761, men samme år udgav den berømte østrigske entomolog Nikolaus Poda von Neuhaus (1723-1798) det første store entomologiske værk i verdenshistorien, der var baseret på Linnæus berømte taksonomiske principper om, at hver art skal have et dobbelt videnskabeligt navn. I dette værk beskrev Poda en anden, lignende art, som han kaldte for Scarabæus argenteus.
Helt grundlæggende er der det galt, at alle de forskellige naturhistorikere, der i 17-1900tallet beskrev forskellige Hoplia arter, ofte gjorde det så overfladisk, forvirrende og nogle gange selvmodsigende, endda typisk uden at have set de typeeksemplarer, der allerede var udnævnt af andre forskere. Det er derfor svært at hitte rundt i, hvad de forskellige arter egentlig skal hedde, og hvordan de skal afgrænses i forhold til hinanden. For eksempel arten Scarabæus farinosus (dvs. Hoplia farinosa). I Linnæus samling findes stadigvæk de to eksemplarer, han formentlig baserede sin meget korte, generaliserede beskrivelse på (en med mærkatet farinosus, en anden med nummeret 64). De to dyr er flot grønne fordi de er dækkede af små runde, grønne skæl, og de har 9 led i følehornene. Det er således helt klart den samme art som Podas Scarabæus argenteus. Og det er ikke den art, der findes her i landet eller i Sverige for den sags skyld. Siden dengang er navnene farinosa, argentea og philanthus blevet blandet grundigt sammen i den videnskabelige litteratur, og forskellige forskere bruger navnene forskelligt. Det er noget værre rod. På grund af den forvirring, der er opstået, hvor forskellige forfattere har brugt navnene argentea og farinosa om både den samme og to helt klart forskellige arter, og fordi, Linnæus oprindelige beskrivelse var for generel til, at kunne skelne imellem de to arter, foreslog entomologen Krell i 1991, at navnet Hoplia farinosa burde fjernes fra den videnskabelige nomenklatur, og at de to arter Hoplia argentea og H. philanthus (beskrevet af den østrigske naturhistoriker og kunstner Johann Caspar Fuesslin i 1775) skulle være de gældende for de to arter. Sidstnævnte er således det korrekte navn for engoldenborren. Og det er et udmærket navn, for Hoplia betyder spaltet hov (fra græsk, hople), en udmærket henvisning til Hoplia slægtens kløer, der er spaltede yderst, mens philanthus betyder glad for blomster (af græsk, philos, og anthos).
:Engoldenborren kan variere en del i farve, og nogle eksemplarer forekommer brunlige mens andre er betydelig mere blåskinnende, fordi de har en tættere beklædning af skæl. Dækvingernes typiske brune farve kan være iblandet mørke eller nærmest sortfarvede områder (vistnok kun hanner). Skinnebenene på første benpar bærer normalt tre tydelige tænder langs ydersiden, men man ser ofte, at den øverste er reduceret eller nærmest fraværende, så der kun er to.
Forveksling
:Den nærmeste forvekslingsmulighed er nok gåsebillen, for den er nogenlunde samme størrelse, er også dagaktiv, og har ligeledes mørkt forbryst og brunlige dækvinger. Men der er en række tydelige forskelle. Gåsebillens forbryst og hoved er typisk grønligt metalskinnende, mens engoldenborrens er matsorte. Gåsebillen har slet ikke ligeså lange, kraftigt udviklede ben, og den er ofte (men dog altid) forsynet med en tydelig beklædning af lange hår langs hele oversiden, hvilket engoldenborren mangler. Den er også tydeligt mere langstrakt og cylindrisk i formen end den brede, firskårne engoldenborre. Engoldenborren mangler også gåsebillens lister langs dækvingernes overside.
En anden forvekslingsmulighed er klitoldenborren, der tilmed lever samme steder ved kysterne. Den har også brune dækvinger, mens dens hoved og forbryst er normalt metallisk grønskinnende, og billen er en halv gang større end engoldenborren, så alene størrelsesforskellen bør kunne adskille de to. Klitoldenborren mangler også de påfaldende lange, kraftige ben. og dens brune dækvinger har mere tydelige ribber og kan tit have pletter af grønt, hvilket engoldenborren mangler.
En tredje forvekslingsmulighed er den lille, ret almindelige og brunlige natoldenborre, men de to kan forholdsvis let adskilles. Dels er engoldenborren dagaktiv, og dels virker den noget mere kompakt og solid med markant kraftigere ben. Alene det sorte forbryst bør være rigeligt til, at adskille engoldenborren fra den brunlige natoldenborre, hvor kun hovedet er sortfarvet. Er man det mindste i tvivl, kan man altid se på benenes kløer, som beskrevet ovenfor. Sådan ser ingen anden dansk torbist ud, så her kan man øjeblikkelig identificere en engoldenborre med 100 procents nøjagtighed.
Sandoldenborren (Hoplia graminicola) er en nær slægtning til engoldenborren, men den mangler de spaltede klospidser og er normalt mørkebrun eller endda nærmest sort. Men dens status er er for nuværende en smule usikker. Flere førende forskere regner i dag Hoplia graminicola som et såkaldt objektivt synonym, dvs. et navn, hvis status som selvstændig art er usikkert.
Udbredelse
:Engoldenborren er ret vidt udbredt i Mellem og Sydeuropa, og visse steder synes den at være under ekspansion. Således dukkede den op i Belgien midt i 1990erne, og i løbet af få år var den allerede ved at udvikle sig til et skadedyr i græsplæner og på prydplanter en række steder. I Skandinavien er historien derimod anderledes. Arten findes ikke i Norge, og i Sverige er den meget sjælden, og kendes i dag kun fra nogle få lokaliteter i det vestlige Skåne, f.eks. Glumslöv. I Danmark er engoldenborren også en meget sjælden art, og det har tilsyneladende været sådan længe. Allerede i 1925 skiver Hansen og Henriksen, at den kun kendes fra stranden udfor Jægerpris Nordskov, Nysø ved Præstø, Sundby strand og strandengen ved Roden Skov på Lolland, den lille (3,2 Ha) store og i dag ubeboede Flatø i Guldborgsund og fra Fanø. Den fandtes dog dengang også ved Frederiksværk, selvom denne lokalitet ikke blev nævnt. Siden 1960 er arten kendt fra Rømø, Læsø, Mandø, Ellinge Lyng imellem Vig og Højby i Odsherred og stranden ud for Jægerspris Nordskov.
Dette yderst beskedne antal lokaliteter, og den kendsgerning, at arten efter alt at dømme har været i tilbagegang herhjemme igennem lang tid, betyder, at den danske rødliste betegner den som sjælden og moderat truet. Årsagerne til dens tilbagegang i Danmark synes at være opdyrkning eller tilgroning af strandengarealer, og i dag er det formentlig tilgroning på grund af manglende afgræsning, der udgør den største trussel. Engoldenborren er en art, man absolut bør se efter hver eneste gang, man besøger en strandeng, for at få opklaret, om den vitterlig er så sjælden, som det for nuværende virker. Engoldenborren kan muligvis være i fare for, helt at forsvinde fra landet inden for overskuelig fremtid, og er derfor en art, der skal holdes øje med. Set i det lys er dens opblomstring til veritabelt skadedyr inden for de sidste 15-20 år i Belgien så meget desto mere bemærkelsesværdigt.
Hvornår ses den?
:Engoldenborren er et højsommerdyr, og den har sin hovedflyvetid i juli. Tidlige eksemplarer kommer frem i begyndelsen-midt i juni, men først mod slutningen af måneden begynder hovedparten af bestanden at komme frem. Fra Sydtyskland, England og Sverige hævdes arten at kunne ses helt fra sidst i maj i lune år, men det kan ikke genkendes fra danske observationer. Dyrene kan ses juli måned igennem, men er normalt forsvundet igen i begyndelsen af august.
Tidsmæssig fordeling
af Engoldenborre baseret på Naturbasens observationer:
:Engoldenborren er en varmeelskende, dagaktiv torbist, der kan ses sværme en meters penge over jorden på græsklædte arealer eller omkring buske på varme, solrige dage især i juli måned. Dyrene kommer typisk frem midt i juni måned, og omtrent to uger efter, de første dukker frem, topper fremkomsten, og bestanden formindskes gradvist igen. Interessant nok synes kønsfordelingen ikke at være lige, og studier fra Belgien har vist, at der er en overvægt af hanner (fordeling imellem hanner og hunner var 1,3 til 1). Fra en række europæiske lande vides arten at kunne optræde i regulære sværme på gode lokaliteter, men det er formentlig for meget at håbe på her i landet. I sådanne sværme ses typisk en markant overvægt af hanner, der er på udkig efter hunner til parring, men hunner sværmer også om end mindre hyppigt. Ligesom gåsebillen ses billerne hyppigst om morgenen til først på formiddagen, og senere på dagen finder man dem enkeltvis i græsset, eller siddende på grene og blade eller i blomster. Studier fra Belgien har dog vist, at dyrene her synes at være mest aktive først på eftermiddagen ved 13-15 tiden. Billerne er glade for at besøge blomster, og blandt de populære værtsplanter er brombær, tidsler, hunderoser og flere andre blomstrende buske og urter, men studier fra Belgien viste, at dyrene fortrinsvis åd blade fra birketræer og avnbøg.
Dyrenes levetid er formentlig relativt kort, for hannernes vedkommende måske ikke mere end 2-3 uger. Hunnerne begynder æglægningen sidst i juni til først i juli måned, og fortsætter til månedens udgang. En hun graver sig 10-15 cm ned i muldlaget, og lægger omkring 25-40 æg ad flere omgange. Æggene klækker efter omkring fire uger, og de små, knap 2 mm lange larver begynder at æde fint organisk materiale i jorden. De gnaver også i fine rødder især af græs. Larvens udvikling er toårig (selvom man flere steder kan læse, at den er etårig), og larven gennemgår i alt tre stadier, hvorunder hovedet bliver markant større og kraftigere, og larven bliver i stand til, at gnave i større og større rødder. Larven er en typisk torbistlarve, med en fed, hvidlig og tydeligt segmenteret krop, der holdes i en C-positur, korte, ret kraftige lysebrune ben, og et stort, brunligt hoved med stærke kæber. Larven har stride, brunlige børster på kroppen. Store larver æder fortrinsvis rødder af græs, men kan også gnave i rødder af alskens blomster, urter og buske, og kan visse steder optræde skadevoldende, dog ikke her i landet. Første larvestadium tager omkring seks uger, andet larvestadium noget længere (typisk 9-10 måneder), fordi det involverer larvens første overvintringsperiode. Larverne findes højere oppe i jordlaget (rodzonen) i sommerhalvåret, men graver sig ofte dybere ned om efteråret. Den efterfølgende sommer, ofte i løbet af juni måned, skifter larven ham til det sidste stadium, der ligeledes overvintrer, og i forsommeren året efter forpupper den store larve sig. Den er på dette tidspunkt typisk 15-20 mm lang. De fleste larver forpupper sig i løbet at maj måned. Puppetiden varer 4-5 uger, hvorefter de voksne biller kommer frem.
Levested
:I Mellem- og Sydeuropa findes engoldenborren i en række forskellige åbne eng- og overdrevsområder, ofte i forbindelse med søer eller floder og på enge i kystegne, men den kan også findes på enge i lysåbne parkområder, skovenge og skovbryn. I Danmark synes arten derimod at være noget mere økologisk indskrænket, og den er stort set kun kendt fra strandenge.
Ansari, M.A., Adhikari, B.N., Ali, F. & Moens, M. (2008): Susceptibility of Hoplia philanthus (Coleoptera: Scarabaeidae) larvae and pupae to entomopathogenic nematodes (Rhabditida: Steinernematidae, Heterorhabditidae). Biol. Contr. 47: 315-321.
Ansari, M.A., Casteels, H., Tirry, L. & Moens, M. (2006): Biology of Hoplia philanthus (Col., Scarabaeidae, Melolonthinae): A new and severe pest in Belgian turf. Environm. Entomol. 35: 1500-1507.
Ansari, M.A., Shah, F.A., Tirry, L. & Moens, M. (2006): Field trials against Hoplia philanthus (Coleoptera: Scarabaeidae) with a combination of an entomopathogenic nematode and the fungus Metarhizium anisopliae CLO 53. Biol. Contr. 39: 453-459.
Füesslin J.C. (1775): Verzeichnis der ihm bekannten Schweizerischen Insecten mit einer
ausgemahlten Kupfertafel, nebst der Ankundigung eines neuen Insecten Werks. Winterthur & Fuesslin. Zürich: 1-62.
Gärdenfors, U., Aagaard, K. Biström, O. & Holmer, M. (2002): Hundraelva nordiska evertebrater. Handledning för övervakning av rödlistade småkryp. Nordiska Ministerrådet och ArtDatabanken, Uppsala.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Hansen, V. & Henriksen, K. (1925): Danmarks Fauna 29. Biller VI: Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-179.
Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.
Krell, F.-T. (1991): Vorschlag zur Stabilisierung der Hoplia-Nomenklatur. Entomol. Bl. 87: 186-192.
Ljungberg, H., Andren, B., Ehnstrøm, B., Jansson, N., Jonsell, M., Lindeløw, Å., Lundberg, S., Malmquist, A., Nilsson, S.G., Petterson, R.B., Ramquist, T., Wanntorp, H.-E. & Wikars, L.-O. (2010): Rödlistade arter i Sverige 2010. Uppsala: Artdatabanken i samarbete med Naturvårdsverket, 1-41.
Poda von Neuhaus, Nikolaus (1761): Insecta musei Graecensis, quae in ordines, genera et species juxta Systema Naturae Caroli Linnaei. Graeci: Typis haeredum Widmanstadii. 1-127.
Roskov Y., Abucay L., Orrell T., Nicolson D., Kunze T., Culham A., Bailly N., Kirk P., Bourgoin T., DeWalt R.E., Decock W. & De Wever A., eds. (2015): Species 2000 and ITIS Catalogue of Life, 2015 Annual Checklist. Digital resource at www.catalogueoflife.org...2015. Species 2000: Naturalis, Leiden, the Netherlands.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
