:Hedeoldenborren minder meget om sin nære slægtning Sankt Hans oldenborren i generel habitus, men den er generelt mere brunlig i farven, og kastanjebrun er en almindelig farve for den, som Sankt Hans oldenborren typisk ikke har. Hedeoldenborren er en mellemstor torbist på 12-16 mm men kan i nogle tilfælde nå over 17 mm. Dens mundskjold (clypeus) er adskilt fra panden af en tynd linje, og det ses ofte (men ikke altid) i hovedets farve, for mundskjoldet er typisk lysebrunligt mens resten af hovedet er mørkebrunt. Den har 9-ledede antenner og store, runde øjne. Forbrystet er trapezoidalt med en tydelig udbugtet rand og er generelt (men ikke altid) mørkere farvet i midten end langs randene. Der er en stærkt udviklet hårdusk, der dækker over scutellum, og dækvingerne er brede og ret glatte med kun ret fin skulpturering. Der er typisk en stærk behåring af lange, lyse hår langs forbrystets (pronotum) sider og dækvingernes overside, og hedeoldenborren er ofte (men ikke altid) stærkere behåret end Sankt Hans oldenborren. Benene er lange med særligt lange fodled, der er forsynede med stive børster nedenunder, der er velegnede til at gå på sand med. Kløerne er reativt små og ensartede, og der er en lille tand øverst ved kloleddet. Hanner og hunner er generelt ret lig hinanden, men hunner er typisk mere brede og plumpt byggede end hannerne. Den tydeligste forskel ses i forskinnebenene, hvor ydersiden hos hannen (ofte men ikke altid) er forsynet med 2-3 små tænder mens hunnens forskinneben er tydeligt 3-tandede.
Hedeoldenborren og Sankt Hans oldenborren har traditionelt gået under slægtsnavnet Rhizotrogus på dansk, en nærtstående slægt til Amphimallon. De to udgør sammen med Monotropus og Amadotrogus en naturlig slægtskabsgruppe. De kan imidlertid erkendes på forskelle i antennerne, hvor Amphimallon har 9-ledede antenner og Rhizotrogus har 10, samt på nogle små forskelle i de hanlige kønsorganers (aedeagus) morfologi (størrelsen og graden af hærdning af de laterale apophyser i endophallus-delen). Der findes dog af og til enkelteksemplarer af Rhizotrogus med 9-ledede antenner, men det er undtagelsen. Omvendt kender man også eksemplarer af Amphimallon, der kun har 8 led i antennerne, men det er igen en undtagelse. Ydermere har der historisk været nogen forvirring om hedeoldenborrens status som selvstændig art, eller hvorvidt den er en særlig variant af Sankt Hans oldenborren, og dette blev først endelig fastslået i 2009. Hedeoldenborren er en selvstændig art, men hvilken art er den egentlig? Historisk har den i litteraturen og fra både England og Tyskland været forvekslet med Amphimallon ochraceum, men det har vist sig at være galt. Det er arten Amphimallon fallenii, der er udbredt i det nordlige Europa sammen med sin nære slægtning Sankt Hans oldenborren.
:Arten varierer ikke meget, men der kan være en vis variation i den brunlige grundfarve og graden af behårethed.
Forveksling
:Hedeoldenborren er meget tæt beslægtet med Sankt Hans oldenborren, og i gamle dage regnedes den faktisk som en variant af denne. Det er dog en separat art. Moderne systematiske analyser har fastslået, at hedeoldenborren er søsterart til Sankt Hans oldenborren indenfor den såkaldte solstitiale-gruppe (Sankt Hans oldenborrens artsnavn), så det er næppe overraskende, at de minder meget om hinanden, og i nogle tilfælde næsten er identiske. Men der er dog forskelle. Den typiske hedeoldenborre er generelt kastanjebrun mens Sankt Hans oldenborren er mere over i det gulbrunlige. Nogle steder hævdes det, at et kendetegn skulle være forbrystets (pronotums) behåring, der skulle være stærkere hos hedeoldenborren, der generelt er mere stærkt behåret både på forbryst og dækvinger end Sankt Hans oldenborren. Det er dog for variable karaktertræk til at være af egentlig nytte. Men der er nogle klare forskelle på dem. Den første og langt den letteste at anvende i praksis er flyvetiden. Hedeoldenborren er dagaktiv, og flyver fra om formiddagen til tidlig eftermiddag på solrige dage. Sankt Hans oldenborren er derimod skumringsaktiv, og den flyver aldrig omkring midt på dagen, hvor dyrene tværtimod skjuler sig mellem græsrødder og lignende. En anden forskel er habitaten, for hedeoldenborren findes på tørre, sandede og solåbne habitater med mere sparsom vækst af græsser, urter og buske, mens Sankt Hans oldenborren typisk findes i nærheden af træ- eller buskbevoksning i langt mere bevoksede habitater som skove, haver, parker og lignende. Der er også subtile forskelle på dyrenes morfologi. Hedeoldenborrens antennekølle måler generelt kun op til 1,55 mm i længden (og kan være så kort som 1,2-1,3 mm), mens Sankt Hans oldenborren har noget længere antennekølle, typisk over 1,6 mm og ofte 2 mm eller mere. Oversiden af sidste bagkropsled (pygidium), der rager frem under dækvingerne, har kun spredt beklædning af små, torne-agtige udvækster hos hedeoldenborren, mens denne beklædning er noget tættere og mere udbredt hos Sankt Hans oldenborren. Endelig er der ofte (men ikke altid!) 2-3 små tænder langs forskinnebenenes yderside hos hedeoldenborren mens Sankt Hans oldenborren tit kun har en lille tand. Det er dog en variabel karakter, og antenner og pygidium er mere pålidelige adskillelseskarakterer.
Udbredelse
:Hedeoldenborren er primært udbredt i en række Central og Nordeuropæiske lande, f.eks. Holland, Belgien, det sydlige Sverige og muligvis også i Norge, selvom det regnes for usikkert. Den findes også udbredt længere østpå i Polen, Georgien, Ukraine og det vestlige Rusland. I mange år mente man, at der i Tyskland tidligere havde været bestande af arten Amphimallon ochraceum, f.eks. fra Schleswig-Holstein, Sild, Bremen, Hamborg, Niedersachsen, og Bayern, men i dag regnes arten for forsvundet. Imidlertid har nyere forskning vist, at det ikke drejer sig om Amphimallon ochraceum alligevel, men om hedeoldenborren. Men forsvundet er den under alle omstændigheder fra Tyskland, hvilket også er dens status på den tyske rødliste. I England har fund af arten Amphimallon ochraceum også vist sig at være hedeoldenborrer, og arten er er fundet en række steder i den sydvestlige del af landet, men ligesom i Danmark er den meget lokal og generelt sjælden. Desværre er mange af fundene af ældre dato, ligesom i Danmark.
I Danmark er hedeoldenborren langt mere sparsomt udbredt end sin nære slægtning Sankt Hans oldenborren, og den regnes for sjælden og lokal. Sådan har det tilsyneladende været længe, og i 1925 skriver Hansen & Henriksen om den, at den ”vistnok kun er fundet i Nordsjælland (Tisvilde), i Jylland og paa Bornholm”. I dag menes der ikke at være mere end omkring 10 lokaliteter i hele landet, muligvis færre, så det er en noget bedrøvelig affære. Bestanden vurderes ifølge den danske rødliste at være sårbar (VU) og i stadig tilbagegang. De fleste lokaliteter findes i Jylland, f.eks. på Djursland i Nationalpark Mols Bjerge, hvorfra Mahler (1987) nævner, at den forekom ”i stort antal” i 1983, men artens status i området i dag er ikke godt belyst. I de senere år er den primært fundet omkring den østlige del af Limfjorden og ved Skanderborg og Silkeborg. Dens nuværende udbredelse på sine tidligere lokaliteter ved Aalborg (f.eks. ved Kongerslev) og Gammel Rye er heller ikke ordentlig belyst; forhåbentlig findes den der stadigvæk. Tidligere forekom den, som nævnt ovenfor, også ved Tisvilde (Tibirke) i Nordsjælland, men om den findes her endnu er desværre noget usikkert. Det er en generelt ret velbesøgt lokalitet for naturinteresserede inklusive entomologer, så den store grund til optimisme er der formentlig ikke. Glædeligt er det imidlertid, at den stadig findes i Jægersborg Dyrehave, hvor man indtil for nylig mente, at den formentlig var forsvundet fra for længst. Om den er talrig eller sparsom, og hvor præcis den findes udbredt i Dyrehaven, er heller ikke ordentligt belyst.
Hvornår ses den?
:Ligesom sin nære slægtning Sankt Hans oldenborren er hedeoldenborren et højsommerdyr, der har sin hovedflyvetid fra midt juni til midt juli, men sene eksemplarer fra begyndelsen af august er kendt.
Tidsmæssig fordeling
af Hedeoldenborre baseret på Naturbasens observationer:
:Dyrene er udelukkende dagaktive og er især aktive på varme, solrige dage, hvor de (især hannerne) begynder at flyve omkring ved 9-10-tiden om formiddagen, og bliver ved til 13-14-tiden om eftermiddagen. Selv på gode lokaliteter antræffer man i dag sjældent de sværme-agtige antal, man nogle gange kunne opleve på velegnede steder, f.eks. ved Strandkær ved Mols Bjerge, og dyrene antræffes ofte enkeltvis eller fåtalligt. Der synes dog at være nogle få lokaliteter tilbage, hvor den stadig kan være talrig, f.eks. ved Skanderborg. Hedeoldenborrens økologi er ikke tilnærmelsesvist så godt kendt som Sankt Hans oldenborren, hvilket kompliceres yderligere af den historiske forveksling med Amphimallon ochraceum, der dog formentlig har nogenlunde samme økologi. Det er usikkert om de voksne dyr æder, men Sankt Hans oldenborren vides at gnave i blade af løvtræer, og de synes at være særligt glade for eg og ask. Det er således tænkeligt, at hedeoldenborren også gnaver i græsstrå som voksen, men generelt æder dyrene formentlig ikke meget. Det vides, at hunnerne graver sig ned i sandet jord og lægger æg mellem rødderne af forskellige græsser. Larverne er rodgnavere, og æder i starten kun hårtynde rødder, men fra andet og især tredje larvestadium er hovedet og kæberne blevet betydelig kraftigere, og dyrene kan æde større rødder. Om de kun gnaver af græsrødder eller også tager rødder fra større, urteagtige flerårige, er ikke kendt med sikkerhed. Sankt Hans oldenborrens larver vides også at tage mest tynde græsrødder i starten, men store larver æder også rødder af urter, buske og træer. Udviklingen er efter alt at dømme to-årig, men om dyrene kan færdiggøre deres udvikling på bare et år under særlig gunstige omstændigheder, er usikkert. Fuldt udvoksede larver af Sankt Hans oldenborren er omkring 30-35 mm lange, og forpupper sig i jorden i en lille hule, der udgraves i en dybde af 20-30 cm engang i løbet af april-maj måned, hvorefter billen kommer frem efter 5-6 uger, hvoraf selve puppestadiet varer 25-30 dage. Om dette modsvarer hedeoldenborrens larveøkologi er ukendt, men da de er så tæt beslægtede, forekommer det sandsynligt.
Levested
:Hedeoldenborren holder udelukkende til i åbne, soleksponerede områder på næringsfattig jord, og kendes fra kystegne, sydvendte skrænter, råstofgrave, overdrev og tørre græsenge. I modsætning til Sankt Hans oldenborren er den ikke knyttet til områder med busk- eller træbevoksning.
Allen, A.A. (1978): Amphimallon ochraceum Knoch (Col.: Scarabaeidae): recent captures in Wales and Sussex, with a brief survey of earlier records. Entomologist’s Record & Journal of Variation 90: 17.
Baraud, J. (1977): Aberrations antennaires et taxonomie chez les Melolonthidae. Nouv. Rev. Entomol. 7: 315-320.
Baraud, J. (1992): Coléoptères Scarabaeoidea d’Europe. Faune de France, France et Régions Limitrophes 78: 856 s.
Bunalski, M. (1999): Die Blatthornkäfer Mitteleuropas. Coleoptera, Scarabaeoidea. Bestimmung - Verbreitung - Ökologie. Bratislava Slamka, 80 s.
Gambrell, F.L. (1946): The European chafer Amphimallon majalis and its control in lawns. J. Econ. Entomol. 39: 168-173.
Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.
Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.
Hansen, V. & Henriksen, K. (1925): Danmarks Fauna 29. Biller VI: Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-179.
Hüsing, J.O. (1983): Amphimallon solstitiale (L.): Massenflug und - als Möwennahrung, in Rerik. Entomol. Nachr. Ber. 27: 129.
Hurpin, B. & Maillard, J. (1952): Remarques sur la biologie d‘Amphimallon solstitialis L. (Col. Scarabaeidae). Bull. Soc. Entomol. France 1952: 58-60
Klausnitzer, B. (1981): Massenflug von Amphimallon solstitiale (L.) im Stadtzentrum von Leipzig. Entomol. Nachr. 25: 127.
Krell, F.-T. & Rößner, E. (2009): The British Amphimallon ochraceum (Knoch) is A. fallenii (Gyllenhal) (Scarabaeidae: Melolonthinae). The Coleopterist 18: 15-16.
Landin, B.-O. (1947): Släktet Amphimallon Berth. i Sverige (Col., Scarab.). A. solstitialis L. och A. Falléni Gyll. två skilda arter. Opuscula Entomol. 12: 138-143.
Ljungberg, H., Andren, B., Ehnstrøm, B., Jansson, N., Jonsell, M., Lindeløw, Å., Lundberg, S., Malmquist, A., Nilsson, S.G., Petterson, R.B., Ramquist, T., Wanntorp, H.-E. & Wikars, L.-O. (2010): Rödlistade arter i Sverige 2010. Uppsala: Artdatabanken i samarbete med Naturvårdsverket: 1-41.
Mahler, V. (1987): Sjette tillæg til »Fortegnelse over Danmarks biller« (Coleoptera). Ent. Meddr. 54: 181-235.
Martín Piera, F. (1985): Los géneros de Melolonthini y las especies Íbero-Baleares de Amphimallon Berthold, 1827, y Monotropus Erichson, 1848 (Col., Scarabaeoidea). Graellsia 41: 7-30.
McCulloch, J.I. (2021): Amphimallon fallenii (Gyllenhal) (Scarabaeidae: Melolonthinae) rediscovered in south-west England. The Coleopterist 30 (2): 94-100.
Montreuil, O. (2000): Cladistic systematics of the genus Amphimallon (Coleoptera: Scarabaeidae: Melolonthinae). Eur. J. Entomol. 97: 253-270.
Reitter, E. (1902): Bestimmungs-Tabelle der Melolonthidae aus der europäischen Fauna und den angrenzenden Ländern, enthalten die Gruppen der Pachydemini, Sericini und Melolonthini. Verh. Naturf. Ver. Brünn 40: 94-303.
Rößner, E. & Krell, F.-T. (2008): Identität und taxonomischer Status von Amphimallon ochraceum (Knoch, 1801) und A. fallenii (Gyllenhal, 1817) sowie weiterer mit A. solstitiale (Linnaeus, 1758) verwandter Taxa (Coleoptera: Scarabaeidae: Melolonthinae). VERNATE 27: 221-261.
Schaffrath, U. (2021): Rote Liste und Gesamtartenliste der Blatthornkäfer (Coleoptera: Scarabaeoidea) Deutschlands. I: Ries, M., Balzer, S., Gruttke, H., Haupt, H., Hofbauer, N., Ludwig, G. & Matzke-Hajek, G. (Red.): Rote Liste gefährdeter Tiere, Pflanzen und Pilze Deutschlands, Band 5: Wirbellose Tiere (Teil 3). Münster (Landwirtschaftsverlag); Naturschutz und Biologische Vielfalt 70 (5): 189-266.
Schwardt, H.H. & Withcomb, W.H. (1943): Life history of the European Chafer Amphimallon majalis (Razoumowsky) (Coleoptera: Melolonthidae: Melolonthinae). J. Econ. Entomol. 36: 345-346.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
