Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Kim Vognsen
    Foto: Kim Vognsen
  • Fotograf: Klaus Bek Nielsen
    Foto: Klaus Bek Nielsen
  • Fotograf: Robert Luttik
    Foto: Robert Luttik

Kendetegn

: Med et vingefang på ca. 130 mm er hunnen af Dødningehoved den sommerfugl i Danmark, der har det største vingefang. (Til sammenligning måler f.eks. en Fuglekonge 135-155 mm). Grundfarven er på forvingerne overvejende brunlig med lysere og mørkere tegninger, bagvingerne gule med to brune bånd. Brystet har en lysere figur, der kan minde om et dødningehoved; deraf artens danske navn.

Arten er mere strømlinet end de fleste andre aftensværmere og æder siddende. Besøger ikke blomster, men ses ofte i nærheden af bistader. Dødningehovedet kan udstøde en pibende eller knitrende (museagtig) lyd, som ikke skyldes stridulation, men en luftstrøm gennem snablen. Denne evne er så velkendt, at den yderligere har bidraget til at forøge den overtro, sommerfuglen i forvejen var omspundet af på grund af den kranielignende figur på forkroppens rygside, den usædvanlige størrelse, de dystert farvede forvinger og den omstændighed, at den næsten altid observeres i nærheden af menneskeboliger. Dette sidste skyldes udelukkende sommerfuglens forkærlighed for honning, som lokker den til bistader. Når den forskrækkes, giver den en slags hulkende piben eller knitren fra sig.

Dødningehovedet synes at være til en vis grad uimodtagelig for bigiften. Det kunne man også forvente hos et dyr, hvis sugesnabel er specialtilpasset til at gennembore og udsuge biernes voksceller, men biavlerne finder ikke ualmindeligt døde, propolisforseglede Dødningehoveder i bunden af deres bikuber, og man har set bierne angribe den indtrængende med samme intensitet som enhver anden fjende. Selv om det ikke direkte kan bevises, at dyrets piben ikke hæmmer bierne i deres angrebsvirksomhed, er den rimeligste forklaring på dens lydafgivelse dog, at det drejer sig om en forsvarsforanstaltning, der er beregnet til at skræmme angriberne, ikke til at lamme dem med.

Foruden at virke advarende og skræmmende kan lydene tillige fungere som en slags signal mellem kønnene. Man har i hvert fald observeret, at når et Dødningehoved piber, kan andre individer i nærheden give sig til at besvare dets piben.

Ejendommeligt er det, at også Dødningehovedets larve og puppe benytter sig af lydafgivelse, når de berøres. De frembringer dog lyden anderledes, for larvens vedkommende ved, at de hårde kæber smækkes sammen, så der opstår en støj, der minder om den knitren, en kraftig elektrisk gnist frembringer. Støjen er tydeligt hørlig. Puppen frembringer tilsyneladende sin advarselsstøj ved at presse luft ud gennem sin usædvanligt lange snabelskede.

Det er en gåde, hvordan den nærmest uforstyrret kan gå på honningrov i bikuberne.

Dødningehoved
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Kim Vognsen

Forveksling

: Kan evt. forveksles med Ligustersværmer eller Snerlesværmer.

Udbredelse

: Arten er ikke egentlig hjemmehørende i Europa, men har sit egentlige hjemsted i Afrika. Udbrudscentrene for deres vandringer - nogle år i stort, andre år i mere beskedent antal - ligger i egnene syd for Sahara, og de store sommerfugle observeres regelmæssigt så højt nordpå som ved den nordlige polarkreds. Visse undersøgelser synes at pege på, at Dødningehovederne er i stand til på ret kort tid at tilbagelægge denne uhyre afstand, ca. en fjerdedel af Jordens omkreds, fordi de udnytter jetstrømme i stor højde over jordoverfladen, hvad enten de så selv søger op eller trækkes med op af den hede tropeluft. (Problemet er behandlet af Norgaard i Masseindvandringen af Dødningehovedet i 1956 i Naturens Verden 1964, s. 311 ff.) I Danmark bliver den derfor fanget eller iagttaget meget uregelmæssigt. Oftest er den meget sjælden.

At arten lever på nytteplanter har sikkert ikke, qua insekticidbehandlingen, medvirket til at øge hyppigheden.

Dødningehoved - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten er sommergæst fra Afrika, og ses kun sporadisk hos os. Kommer her til landet i august-september, en sjælden gang i juni. Er hyppigere mod syd, hvor den kan overvintre som puppe.

Foruden at opdage arten i nærheden af bistader, kan man være heldig at finde den f.eks. ved en kraftig lyskilde.

Tidsmæssig fordeling

af Dødningehoved baseret på Naturbasens observationer:
Dødningehoved - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Dødningehoved - månedlig fordeling

Biologi

: Larven er op til 100-125 mm lang. Kendes på det S-formede horn. Farven varierer mellem grøn, brun eller gul. Kan leve på mange forskellige planter, hos os dog næsten altid på kartoffel (den del af planten, der er over jorden) og andre natskyggeplanter. Man ser dens tilstedeværelse på de store gnav og de store, grønne ekskrementer. I jorden i kartoffelmarker finder man om efteråret den karakteristiske puppe, der er 70-80 mm lang.

Udviklingen er meget hurtig. De æg, der lægges på kartoffelplanterne i august, kan blive til sommerfugle i oktober hos os.

Levested

: Se bl.a. under "biologi".
Litteratur brugt til denne beskrivelse
: Torben W.Langer: Sommerfugles adfærd, P.Haase & Søns Forlag 1967.

Danmarks sommerfugle v/M.Top-Jensen og M.Fibiger, Danmark 2009.

Chinery: Vesteuropas insekter. Gads Forlag 1998.

Smådyr på træk (Natur og museum, nr. 2, 2002), Morten D.D.Hansen.

De senest indberettede arter i Naturbasen: