:En spinkel, nedliggende, enårig Ærenpris med ret tykke, blanke, skinnende mørkegrønne blade.
Blomsterne er blå-mørkeblå med hvidt kronrør, og lidt større - 4-8 mm. - end hos ret lignende arter som Mat Ærenpris.
Kapslen er omvendt hjerteformet og har en indbugtning på ca. 90 o. Kapselhalvdelene er næsten kugleformede og uden køl. Det er tæt hårede af korte hår og lidt længere kirtelhår.
:Den kan forveksles med andre små enårige arter i Ærenprisslægten, men kendes ret let på sine skinnende mørkegrønne blade. Den afviger også fra Mat Ærenpris ved at have overlappende bægerblade. Mat Ærenpris har kølede kapselhalvdele, hvor de er kuglerunde, uden køl, hos Blank Ærenpris.
Vår- og Trefliget Ærenpris har tydeligt fligede støtteblade i blomsterstanden.
Mark-Ærenpris har smalt lancetformede bægerblade (brede og overlappende hos Blank Ærenpris).
Udbredelse
:Den er hyppigst på Sjælland og Øerne mod syd - eller sparsom eller fraværende.
Den har aldrig været almindelig, men er utvivlsomt gået meget tilbage på grund af herbicidsprøjtning.
Den må nu betegnes som sjælden.
Hvornår ses den?
:Den er ofte vinterenårig (vinterannuel, d.v.s. spirer om efteråret og udvikler sig om foråret).
Den har 2 blomstringstider: april-maj og august-september - svarende til at frøene fra den tidlige generation kan nå at udvikle sig til nye planter.
Tidsmæssig fordeling
af Blank Ærenpris baseret på Naturbasens observationer:
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.