:Længde 11-12 cm. Vor almindeligste sanger - en lille og elegant fugl med slanke ben. Spinkelt bygget. Næbbet er tyndt og mørkt - undernæbbet lyst. Kan være svær at kende fra Gransanger, men virker noget mere langstrakt, har længere håndsvingfjersprojektion (lige så lange som tertiærene) og LYSERE ben (nærmest lysebrune eller brungrå). På figur 1, nederst på siden, ses at vingespidsen rager et pænt stykke ud på halen - hos Gransanger stumper vingespidsen nær haleroden (foto: Peter Nielsen). Ansigtet virker lyst og opvakt med lys øjenbrynsstribe og kind mod mørkere tøjle- og øjenstribe. Kinden kan have svage, mørke pletter. (Fugle fra nordlige bestande er dog blegere, mere brungrå og mangler tit gult i dragten).
Ungfugle har om efteråret varmt lysegul underside og øjenbrynstribe. Struben, brystet og flankerne kan have gulbrunt anstrøg.
Fouragerer i træernes bladhang, hvor den fanger insekter, indimellem i en kolibriagtig svirreflugt. Efter løvspring lever den mere skjult, men færdes oftere frit fremme end mange af de andre små sangere, også i lav højde og bevæger undertiden halen (men sjældent vingerne) i korte, nervøse ryk virker dog mere tålmodig end Gransanger.
Det er de syngende fugle, man oftest bemærker. Fuglen synger typisk, mens den fouragerer altså fra mange forskellige positioner på territoriet. Har også udvalgte sangposter.
Figur 1 - til venstre her, viser ca. midt i billedet håndsvingfjerene hos Løvsanger. Hos denne er håndsvingfjersprojektionen ca. så lang som tertiærlængden - hos Gransanger derimod er samme projektion kun 50 procent af tertiærlængden. Et godt kendetegn til adskillelse af de to arter, når dette ellers er synligt.
Sang: En vemodig, nedadgående serie af klare toner, der starter tøvende (som Bogfinke), stiger i styrke og ebber ud samtidigt med at tonehøjden falder (rytme som faldende blad). Kaldet et blødt, opadgående (spørgende) hyiid, der er tydeligere to-tonet end Gransangers.
:Østlige fugle (P.t.yakutensis) har mere gråtonet overside, hvidlig underside og længere vinger. Kan have svagt lyst vingebånd.
Der kendes flere tilfælde af hybridisering mellem Løvsanger og Gransanger.
Forveksling
:Gransanger - Løvsanger er dog knap så rundhovedet som Gransanger med lysere ansigt, friskere gult og grønt anstrøg i dragten og anderledes sang. Gransanger har også mørkebrune ben og kortere vingespidser (kortere end tærtiærene).
Skovsanger er større med længere vinger, der næsten når halespidsen. Skovsanger har endnu lysere gult ansigt og bryst mod hvidere bug.
Lundsanger (P.trochiloides) - men Løvsanger mangler lyse vingebånd, hvilket adskiller den fra Lundsanger. (Kun fugle i meget slidt dragt har slidte spidser og de store dækfjer, der kan give indtryk af brede, men diffuse, lyse vingebånd).
Udbredelse
:Om sommeren en af de talrigeste fugle i Nordeuropa. Yngler overalt hvor der findes træer eller høje buske. Træffes i al tæt bevoksning helt op til fjeldets birke- og pilezone.
Den danske bestand ligger på omkring 600.000 par. Den øvrige nordiske bestand ligger et sted mellem 20 og 40 millioner par.
Yngler i Europa desuden mod syd til Mellemeuropa og østpå gennem Rusland næsten til Stillehavet.
Hvornår ses den?
:De danske ynglefugle ankommer fra først i april til midt i maj. Herfra og til først i juni passerer et stort træk gennem landet mest i maj.
Efterårstrækket af skandinaviske fugle starter allerede sidst i juli og kulminerer midt i august/først i september, og de sidste fugle ses sidst i oktober. De danske fugle trækker bort i august/først i september.
Overvintrer i tropisk Afrika.
Tidsmæssig fordeling
af Løvsanger baseret på Naturbasens observationer:
:Reden anbringes på jorden, som regel godt beskyttet af tæt vegetation. Den er overdækket og har indgangshul i siden.
De 5-8 æg lægges fra midt i maj og udruges af hunnen på 11-15 dage. Ungerne forlader reden 12-15 dage gamle. Lægger tit 2 kuld pr. år.
Levested
:Yngler i alle skovtyper, gerne unge, der er så lyse, at der kan gro urter i bunden. Yngler også talrigt i moser med birketræer og pilekrat, sekundært i parker og i større ældre haver.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
