På størrelse med Sanglærke. Har en lang, spids top, som selv nedfældet ses i nakken (hvor Sanglærkes fladere forsvinder), et kraftigt, drosselagtigt næb med lige undernæb og er sammenlignet med Sanglærke mere ensartet mørkt grålig og har mindre tydelige tegninger på oversiden. Halen er desuden kortere med rødbrune yderfjer. Har ikke Sanglærkens hvide vingebagkanter. Mørke bryststriber kan næsten flyde sammen midtpå.
Ungfuglen kendes på mindre top og plettet rygside med lyse fjerrande.
I flugten bredvinget med kort, lige afskåret hale og orangebrune undervinger. Flyver med bløde, flagrende vingeslag i langsom bueformet flugt.
*
Stemme: Når den letter, høres ofte et ”du-i”; i andre situationer et varieret, men meget karakteristisk, vemodigt, blødt fløjtende, tre-tonet: ”dui-duu-diuu”, som minder om Hedelærkes. Synger langsommere og mere klart end Sanglærke og gentager ikke som denne motivet i lange serier. Synger fra en eksponeret sangpost eller i sangflugt i stor højde.
Jizz: En lærkefugl med top, der løber rundt på et torv eller et havneareal – kan være en Toplærke.
I Spanien og Nordafrika desuden Theklalærke (Galerida theklae) – har grålige, højst svagt rosa vingeundersider, ret kort næb og altid distinkte striber på brystet. Sidder desuden ofte i buske, hvilket Toplærke sjældent gør.
Udbredelse
:Indvandret til Danmark i 1800-tallet, og bredte sig til praktisk taget alle bebyggede områder, hvor bestanden formentlig kulminerede i midten af 1900-tallet. Siden er det gået voldsomt tilbage. Toplærken har i dag sin nordlige udbredelsesgrænse i Danmark og er en meget sjælden ynglefugl her i landet. Den har gennem flere årtier haft en voldsom tilbagegang, og i 1993 var bestanden nede på 60-75 par. I dag er den svundet ind til 2-3 par – eneste ynglested er Hirtshals – en bestand der altså er isoleret fra resten af den europæiske bestand, og alt tyder på, at arten inden for få år forsvinder som dansk ynglefugl (med mindre klimaændringer der trækker den modsatte vej, gør forholdene mere gunstige.)
*
I Norge forsvandt Toplærken som ynglefugl i 1970’erne, og i Sverige i 1992. Fuglen er også gået voldsomt tilbage i store dele af Syd- og Vesteuropa i de sidste 2-3 årtier, og hovedårsagen synes at være, at artens levesteder er indskrænket betydeligt. Især i byerne, hvor ubebyggede arealer i høj grad er forsvundet.
Den skrøbelige danske bestand (selv lokale og stedkendte folk i Hirtshals er undertiden ude af stand til at opstøve så meget som ét eksemplar, mens der andre dage pludselig kan ses 3-4 individer) er den eneste i Norden. Derudover yngler Toplærken i samtlige andre lande på det europæiske kontinent, i store dele af Afrika mod syd til og med Sahel-bæltet samt østover gennem Asien til Stillehavet.
Hvornår ses den?
:Toplærken er standfugl (enkelte individer kan dog bevæge sig langt væk fra ynglepladsen) – af samme grund var vores indlandsynglepladser hårdest truet af tilbagegang pga. lave temperaturer. Efter kolde vintre var bestanden lille, mens mange toplærker overlevede, og bestanden var stor efter mildere vintre.
:Yngler første gang 1 år gammel og lever formentlig i livslange parforhold. Opretter territorier. Reden placeres ofte helt åbent, men kan også anbringes under en busk eller i en græstue. De 3-5 æg lægges fra midt i april og udruges af hunnen på 12-13 dage. Ca. 9 dage gamle forlader ungerne reden, men de er først flyvefærdige i en alder af 15 dage. Udruger normalt to kuld pr. år.
Levested
:Toplærken er her i landet en byfugl og yngler i havneområder og ved jernbaneterræner, hvor der er frie arealer med lav bevoksning. Disse vegetationsfattige områder ligner fuglens oprindelige levested: den tørre, åbne steppe. Den forekommer tit, hvor mennesker har deres daglige færden. Den er tillidsfuld og kan betragtes på nært hold.
Toplærkerne er også meget afhængige af mennesker i deres fødesøgning. Hovedføden består i sommerperioden af insekter og frø. Uden for yngletiden tages især frø, men toplærkerne går ikke af vejen for at tage spildte madrester ved kiosker og lignende – eller spildt korn på havneanlæg og ved foderstoffirmaer.
På ynglepladsen optræder fuglen tit meget synligt, idet den søger føde på mindre veje, fortove og i vejrabatter. Men den lever også en stor del af dagen meget diskret i områdets lave vegetation, så den kan nemt overses.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
