:Planten bliver 30-100 cm. høj. Bladene korsvis modsatte. Bladpladerne er aflangt ægformede, savtakkede og glatte.
Blomsterstanden er lang, kortgrenet, kirtelhåret og med 5-7 blomstrede kvaste, der er ret kortstilkede. Bægerfligene er smalt hindekantede. Kronen er 7-10 mm., grøn, med violetbrun overlæbe.
Som navnet antyder, har roden små knolde.
Planten har en meget karakteristisk, noget ram lugt, som er kraftigere end hos Vand-Brunrod. Man kan uden problemer kende den på lugten (sammen med Vand-Brunrod).
:Den kan kun forveksles med Vand-Brunrod, men Vand-Brunrods blomsterstand er en meget mere langstilket top. Desuden er Vand-Brunrods stængel bredt vinget (kantet til svagt vinget hos Knoldet Brunrod) og voksestedet (rørsump, vandfyldte grøfter, fugtige skove) er i reglen anderledes.
Udbredelse
:Almindelig i de frugtbare egne af landet, ret sjælden i Nord- og Vestjylland.
Hvornår ses den?
:Blomstrer juni-august.
Tidsmæssig fordeling
af Knoldet Brunrod baseret på Naturbasens observationer:
:En flerårig urt, hvis blomster bestøves af insekter og hvis frø, som er ret små, spredes med vinden.
Det videnskabelige slægtsnavn "Scrphularia" kommer af "scrophulae", der på antikkens latin betegnede kirtelsyge hos svin ("scropha"="so") og senere hos mennesker kom til at betegne "tuberkuløse halskirtler". Knoldet Brunrod og Vår-Brunrod har været brugt til at fremstille medicin mod kirtelsvulster. Man tænkte i "signaturlæren", hvor man mente, at Vorherre havde givet et vink om plantens medicinske anvendelse: Knoldet Brunrods knoldformet opsvulmede jordstængler blev sammenlignet med svulster.
Det latinske artsnavn "nodosa" betyder "knudret" (latin: "nodosa" = "knude", "led" og sigter som det danske navn til den knoldede jordstængel.
Knoldet Brunrod, Vår-Brunrod og de andre arter i slægten er giftige og indeholder et glykosid, der minder noget om Digitalis-glykosider, så den har sikkert kunnet tilskrives en eller anden medicinsk virkning.
Levested
:Gerne lidt fugtig, kvælstofrig bund i skove, parker, haver, ruderater m.v. Men den gror ikke decideret vådt, som Vand-Brunrod i reglen gør.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
