Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin
  • Fotograf: Anne Bech
    Foto: Anne Bech
  • Fotograf: Tina  Sperling
    Foto: Tina Sperling

Kendetegn

: 8-17 mm - kropslængden er betydeligt større hos hanner (14-17 mm) end hos hunner (8-13mm). Stor uldbi har en mørk baggrundsfarve med gule pletter på siden af bagkroppen/abdomen, således der dannes et mørkt V-formet areal på ryggen. Desuden findes der gule pletter på hovedet samt benene. Både hoved, thorax, abdomen samt benene er behårede på denne robuste bi. Navnet uldbi, kommer sig af at hun-bierne skraber hår/dun fra forskellige plante-blade fx hår hos Lammeøre (Stachys byzantina) og anvender hårene til opbygning af deres reder. Hannerne af stor uldbi er alt efter deres størrelse yderst aggressive og territoriale. Hannerne er desuden på de to sidste segmenter af bagkroppen forsynet med 5 skarpe torne, med hvilke de forsvarer deres territorium mod andre indtrængende.
Stor Uldbi
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Klaus Thommesen

Variation

: De gule sidepletter på bagkroppens sidste segmenter, som er de reducerede gule tværbånd, kan variere en smule.

Forveksling

: På lang afstand kan Stor uldbi forveksles med svirrefluer, da den også kan stå stille i luften.

Udbredelse

: I Danmark observeres den i hele landet. Stor uldbi er hjemmehørende art i Eurasien, men blev utilsigtet indført til Nordamerika i 1960erne og videre til Sydamerika og New Zealand og er nu den mest udbredte, ikke-kontrollerede bi-art, i verden. Pga. hannens aggressive territoriale adfærd, overtager arten andre hjemmehørende arters habitater, og da hunnerne udnytter huller og sprækker i bl.a. træ og stammer til redebygning kan arten nemt blive spredt hermed.
Stor Uldbi - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Observeret mest i sommermånederne fra juni til august.

Tidsmæssig fordeling

af Stor Uldbi baseret på Naturbasens observationer:
Stor Uldbi - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Stor Uldbi - månedlig fordeling

Biologi

: Stor uldbi er en solitær art. Som tidligere skrevet har den fået sit danske tilnavn uldbi, da hunnerne med sine skarpe mandibler indsamler bladhår, som bæres i form af en kugle under abdomen. Hunnerne er opportunister i forhold til deres rede-valg, idet de laver deres reder i alle mulige allerede eksisterende huller og sprækker i både mur-og træværk. Heri bruger de det indsamlede bladhår til at fore deres yngelkamre, hvori hunnen i hvert kammer lægger et enkelt æg samt en forsyning af nektar og pollen. Hunnerne laver ofte flere kamre inde i det samme hulrum, som hun til sidst forsegler med en blanding af organisk og uorganisk materiale. Nogle år er der to generationer på et år, andre år overvintrer de som præpupper og kommer frem til foråret som voksne bier. Desuden er hunnen en aktiv bestøver, idet hun på undersiden af abdomen har en børste af stive hår, hvorpå hun kan samle en masse pollen og dermed bestøve de blomster hun besøger.

Hannerne er yderst territoriale. Med deres skarpe torne på abdomens sidste par segmenter kan hannerne forsvare deres territorium både mod andre hanner af samme art, men også mod andre insektarter. Nogle af disse indtrængende arter bliver blot jaget væk, hvorimod andre bliver skadet eller dør under angrebet bl.a. ved at ødelægge de indtrængendes vinger med hannens skarpe torne. Hos hannerne ser man en signifikant størrelsesforskel mellem de hanner (store), som har deres eget territorium og de som endnu ikke har noget (små) samt en signifikant lavere parringsrate hos de små hanner uden territorium. Desuden observeres der, at de små territorium-løse hanner ikke er nær så aggressive som de store territorium-vogtende hanner.

Flere studier er lavet om artens yderst territoriale adfærd. Hannerne angriber altid andre indtrængende arter, lige fra små vejbier (Halictidae) til store tømrerbier (Xylocopa violaceae), i eller fra luften. Hannerne forsvarer deres areal (op mod 1.5 m2) mod andre hanner samt andre arter, således at deres territorium er mest attraktivt for hunnerne i form af flotte nektar- og pollenrige blomster. Hunnerne er polyfage i deres valg af planter for nektar og pollen, men studier fra Danmark påpeger at især planter fra læbeblomst-familien (Lamiaceae), ærteblomstfamilien (Fabaceae) og maskeblomstfamilien (Schrophulariaceae) er besøgt af hunnerne. Desuden er det oftest planter fra læbeblomst-familien, herunder lammeøre (Stachys byzantina) og tandbæger (Ballota nigra), som hunnerne besøger for at skrabe hår af til redebygning.

Levested

: Man finder Stor uldbi i græsland, i skove, vejsider, men også i parker og almindelige haver.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
-Calabuig, Isabel. Solitary bees and bumblebees in a danish agricultural landscape (2000). PhD-thesis from University of Copenhagen, Department of Ecology.

-Gonzalez, Victor H. and Griswold, Terry L. Wool carder bees of the genus Anthidium in the Western Hemisphere (Hymenoptera: Megachilidae): diversity, host plant association, phylogeny, and biogeography (2013). Zoological Journal of the Linnean Society 168; 221-425

-Gram-Jensen, Maria. Bestøvende insekter som indsatsområde? (2010) Naturgruppen (rapport)

-Hansen, Morten D.D. og Jørgensen, Ole. Insekter i Danmark (2010). Gyldendal. ISBN 978-87-02-07830-5.

-Michener, Charles D. The bees of the world (2000). Side 7. The Johns Hopkins University Press.

-Payne, Ansel et al. Nest site selection in the European wool-carder bee, Anthidium manicatum, with methods for an emerging model species (2011). Apidologie 42;181-191. DOI: 10.1051/apido/2010050

-Roberts, Stuart. Information Sheet Wool-carder Bee (Anthidium manicatum) (2010). Hymettus- BWARS. www.bwars.com...10_Anthidium_manicatum_1col_infosheet.pdf

-Severinghaus, Lucia Liu et al. The reproductive behavior of Anthidium manicatum (Hymenoptera: Megachilidae) and the significance of size for territorial males (1981). Behav Ecol Sociobiol 9;51-58.

-Strange, P. James et al. Global invasion by Anthidium manicatum (Linnaeus) (Hymenoptera: Megachilidae): assessing potential distribution in North America and beyond (2011). Biol Invasion 13;2115-2133. DOI 10.1007/s10530-011-0030-y

-Wirtz, Peter et al. An extreme case of interspecifik territoriality: Male Anthidium manicatum (Hymenoptera, Megachilidae) wound and kill intruders (1988). Ethology 78; 159-167.

-en.wikipedia.org...Anthidium_manicatum

-ncagr.gov...BuildingWildBeeHouses.pdf

-eol.org/pages/1045708/overview

De senest indberettede arter i Naturbasen: