Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jes Elnif
    Foto: Jes Elnif
  • Fotograf: Ruth Ahlburg
    Foto: Ruth Ahlburg
  • Fotograf: Thomas Holm
    Foto: Thomas Holm

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. Almindelig Stikmyre: På forreste stilkled har oversiden set i profil en forholdsvis plan overflade. Epinotums torne er meget lange og lige bagudrettede. Myrmica rubra: På forreste stilkled har oversiden set i profil en spids afrundet overflade. Epinotums torne er forholdsvis korte og skråt opad bagudrettede.

Kendetegn

: Hos myreslægten Stikmyre (Myrmica) er stilken mellem forkrop og bagkrop forlænget med to stilkknuder. Bagkroppen er forsynet med giftbrod. I modsætning til kun en giftkirtel, som myrearterne tilhørende slægterne Camponotus, Lasius og Formica er i besiddelse af.

Arbejder (4,0-6,0 mm): Pandelister er næsten parallelle. Følehornsskaftet er ved grunden ganske jævnt og svagt bøjet. Følehornskøllen er ret slank. På hoved, forkrop og stilkknuder er strukturen grov, med kraftige længdestriber på forkroppens sider og på hoved, men bagkroppen derimod hel glat og glinsende. På forreste stilkled har oversiden set i profil en forholdsvis plan overflade. Epinotums torne er meget lange og lige bagudrettede (se figur 1). Ved basis af tornene ses tydeligt tværfurer. Farven er fra mellembrun til mørkebrun, med lidt mørkere bagkrop. Undertiden er forkroppen og stilkknuder lysere end resten af kroppen. Farven er generelt lidt mørkere end Mymica rubra og undertiden med en rødbrun nuance.

Hun (5,5-7,0 mm): Vingerne er glasklare med et svagt brunliggult skær. Generelt er farven mørkere end hos arbejdere.

Han (5,0-6,0 mm): Følehornskaftet er svagt bøjet og ca. halvt så langt som svøben. Epinotums torne er på hannen reduceret til nogle knopper. Generelt er farven er mørkere end arbejderne, men mere bleg end hos Myrmica rubra.

Almindelig Stikmyre
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ole Bidstrup

Variation

: Der forekommer ikke sjældent såkaldte microgyner og macrogyner i reden, som er henholdsvis meget små og meget store individer. Man har i myrelitteraturen kunne læse, at der er tale om en selvstændig myreart, som lever som en slags snyltere hos værtsmyren. Men nyeste forskning på området tyder ikke på, at der er tale om en selvstændig art.

Forveksling

: De ca. 10 danske arter i slægten Myrmica kan være svære at skelne fra hinanden, idet forskellene kan være meget små, men også fordi arterne varierer en del i udseende. For sikker artsbestemmelse skal der bruges lup, helst en stereolup med 30X forstørrelse og en bestemmelsesnøgle (se under litteraturen).

Udbredelse

: Det er sammen med Myrmica rubra den mest almindelige af Myrmica-arterne og med forekomst i alle egne af landet.
Almindelig Stikmyre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Man ser den ofte kravle rundt i nærheden af reden, enkeltvist eller i små grupper, på jagt efter føde fra det tidlige forår til hen på efteråret. Sværmetiden er som regel i august.

Tidsmæssig fordeling

af Almindelig Stikmyre baseret på Naturbasens observationer:
Almindelig Stikmyre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Almindelig Stikmyre - månedlig fordeling

Biologi

: Stikmyrerne er generelt lidt langsommere i bevægelserne og bruger deres følehorn mere til orientering end de fleste formicinae-myrer, som orienterer sig mere med synet. De er ofte aktive hele døgnet. En anden stor forskel på denne gruppe af myrearter er deres giftbrod, hvor formicinae (underfamilien) kun har en giftkirtel uden brod. Stikmyrens giftbrod er et effektivt våben med en dødelig gift for små insekter. For mennesker er et stik dog også ubehageligt, især hvis stikket er på et sted, hvor huden er tynd.

Reden anlægges som jordrede. Undertiden bygger den en lille overbygning af små plantedele. Reden anlægges også gerne under sten, trærødder, eller i mørnede træstubbe, hvor reden bygges ind i træet eller under barken.

Man kan ofte finde den i nærheden af andre større myrearter, som f.eks. Rød Skovmyre. Men den gemmer sig ofte i træstubbe eller lignende, hvor den kan undgå for meget opmærksomhed fra de store naboer.

Den lever af bladlusnektar fra planter i umiddelbar nærhed af reden eller opsamler selv nektar direkte fra blomster som f.eks. Døvnælde og Gærde-vikke. Den dækker sit behov for proteiner, ved at dræbe forskellige smådyr omkring reden eller ved indsamling af forskellige døde insekter. Man finder således ofte en del rester af store biller m.m. ved indgangen. Den træffes også i døde ådsler af fugle og små pattedyr.

Nogle af Blåsommerfuglenes larver lever i stikmyrernes reder, som en slags myregæster, og arbejderne behandler disse larver som deres egen yngel. Nogle arter af disse Blåsommerfugle-larver lever som parasitter, der spiser myrernes yngel. Andre arter lever blot som en slags gæster, som bliver plejet og madet af myrerne, som om det var deres egen yngel. Det er arbejderne, der selv bærer larverne ind i reden. Hvis de på deres jagt opdager en af disse larver, afgiver larven nogle sukkerholdige dråber, som straks fanger myrernes interesse. Men ikke nok med at larverne afgiver disse lokkemidler, de efterligner også myrernes egne duftstoffer. Derfor bliver larverne straks transporteret ind i reden og anbragt sammen med deres egen yngel, fordi de bliver betragtet som en del af deres eget samfund. Når larverne er udvokset, efter at have spist en masse myreyngel eller er blevet madet af arbejderne, forpupper den sig i reden og kravler først ud som voksen sommerfugl.

Ny forskning i 2006 fra et dansk forskerhold (Litt. 5) har afsløret at Almindelig Stikmyre er meget dårlig til at modstå (afsløre) dette parasit-lignede forhold overfor Ensianblåfuglen. I modsætning til Myrmica rubra, som kan vikle sig ud af Ensianblåfuglens omklamring, fordi tilfældige mutationer i deres palet af kemiske duftstoffer kan sprede sig uden at sommerfuglens efterligning kan følge med. Det skyldes, at myrerne kun parrer sig med artsfæller i nabolaget, som alle er belastede af den snyltende sommerfugl og derfor har fordel af den nye og anderledes duft.

Kolonigrundlæggelsen er for alle Myrmica-arter selvstændig, d.v.s., at hunner efter parringen selv starter et nyt samfund eller bliver optaget hos en allerede etableret rede, som måske mangler en ny dronning. Der forekommer ofte flere dronninger i den samme rede.

Levested

: Almindelig Stikmyre er meget tilpasningsdygtig til mange forskellige biotoper, det gælder både helt åbne steder, men man træffer den også i lidt mere skyggefulde omgivelser f.eks. i skovbunden. Man træffer den både i moser, enge, heder, klitter og skove. Den træffes sjældent på særligt tørre eller meget våde lokaliteter, hvor det er mere typisk at finde andre medlemmer af samme slægt.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943 (Kan hentes på internet: archive.org...danmarksfaunaill49dans.pdf)

Danske myrer. Natur og Museum. Torben Frode Jensen og Christian Skøtt. 1980.

The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979 (Kan hentes fra internet på: archive.org...ants_06175.pdf)

Die Amiesen Mittel- und Nordeuropas. Berhard Seifert. 2007

Steklar: Myror getingar. Hymenoptera: Formicidae Vespidae. Nationalnyckeln. 2012

Myrer i Danmark. Natur og Museum. Mogens Gissel Nielsen og Rune Larsen. 2012

De senest indberettede arter i Naturbasen: