Stribet fiskedøgnflue

Se alle 

 ID-billeder

Kendetegn

: Imago med en forvingelængde på 6,5-8,5 mm. Hoved og forkrop er lysegule. Hos hunnen er bagkroppen ensfarvet gul, men hos hannen er bagkropsled 2-7 lysere. Vingerne vertikalt sammenklappede. Bagvinger til stede, men disse er korte. To halenøkker til stede. Hannens turbanøjne kraftigt citrongule.

Nymfen bliver 5-6,5 mm. Kroppen er lidt bredere end de fleste Baetis, og er hovedsageligt gullig. 7 par afrundede enkeltgælleblade ned langs bagkropsleddene. Halenøkkerne med tydelige sorte bånd på midten. Pronotum med en tegning, der mere eller mindre ligner en fortykket fiskekrog i hver side. To kraftige lyse pletter i en mørk halvcirkel på hvert bagkropsled.

Forveksling

: Imagines af familien Baetidae kan kendes fra resten af den danske døgnfluefauna på at have meget korte eller manglende bagvinger. Caenidae-arter mangler også bagvinger, men disse har vingerne horisontalt udfoldede i stedet for vertikalt sammenklappede.

Fra Cloeon-arter kan Baetis adskilles ved at Cloeon-arter helt mangler bagvinger. Desuden kan Baetis adskilles fra Centroptilum luteolum ved at bagvingen på sidstnævnte er lancetformet med en bagudpegende spore på forkanten. Hos Baetis er bagvingen afrundet. Baetis kan adskilles fra Procloeon bifidum ved at have 2 små årer mellem hver hovedåre langs forvingens bagkant, hvor Procloeon bifidum kun har 1.

Imago-hanner af Baetis fuscatus er en af de få Baetis-arter, der nemt kan kendes i felten som imago. De har nemlig helt citrongule turbanøjne, samt gullig kropsfarve. Hunnerne er også ofte gullige, men disse er sværere at bestemme med sikkerhed.

Nymfer af Baetis kan kendes fra nymfer af Cloeon ved at have enkle gælleblade i stedet for dobbelt. Fra Centroptilum og Procloeon kan Baetis kendes på at den midterste er kortere end de yderste. Desuden er gællebladene aldrig tilspidsede.

Nymfen kan kendes fra andre arter af Baetis på at have tydelige mørke bånd midt på halenøkkerne i kombination med to kraftige lyse pletter i en halvcirkel på hvert bagkropsled. Baetis niger og Baetis digitatus har også mørke bånd på halenøkkerne, men disse er væsentligt smallere og mørkere, og har desuden 6 gællebladpar i stedet for 7. Endnu et kendetegn er, at pronotum hos Baetis fuscatus har en karakteristisk tegning i hver side, der mere eller mindre ligner en tyk fiskekrog.

Udbredelse

: Arten er relativt sjælden i Danmark. Den er primært en jysk art, som bl.a. er kendt fra flere vandløb i Skjernå, Gudenå, Storå, Sønderå og Gram Å-systemerne. Arten er desuden også kendt fra Sjælland i Suså og Halleby å, men disse fund er gamle. Den virker ikke til at være specielt talrig på de fleste af de kendte lokaliteter. Tidligere har arten været udbredt i hele Danmark, men den har været i kraftig tilbagegang, der dog formentlig nu er stabiliseret.

Hvornår ses den?

: Imago har to generationer om året. Den første falder i juni-juli, og den næste falder i september.

Biologi

: Nymferne lever formodentlig af forskellige belægninger af periphyton på vandplanter i vandløb. Denne art er altså særligt knyttet til den akvatiske vegetation i vandløbet. Den er sårbar overfor forurening samt hydrologiske forstyrrelser. Imagines sværmer primært ved aftentid.

Levested

: Den lever primært i mellemstore-store vandløb på vegetation.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser. Især grødeskræring er et potentielt problem for denne art, da den lever i vandløbets vegetation.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jensen, C. F., 1984. De danske Baetis-arter (Ephemeroptera: Baetidae). Flora og Fauna 90. 3.-4.: 97-102.

Bauernfeind E., Soldán T., 2012. The Mayflies of Europe (Ephemeroptera)

Wiberg-Larsen, P., 2019. Døgnfluer 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mortensen, K. 2020. Døgnfluer. Natur og Museum.

Engblom, E., 2022. Svenska dagsländor Ephemeroptera Nycklar för larver och vingade.

De senest indberettede arter i Naturbasen: