Sø-dværgdøgnflue

Se alle 

 ID-billeder

Kendetegn

: Imago med en forvingelængde på 3,3-4,7 mm. Hoved og forkrop mørkebrune, mens bagkroppen er lyst gulbrun-lysegrå. Tre haletråde. Vingerne horisontalt udfoldede, samt sølvfarvede og halvgennemsigtige, hvilket er et karaktertræk for Caenidae. Hovedet uden specielle strukturer langs forranden.

Nymfen bliver 4-6 mm. Rygpladerne er mørkebrune med en pragttegning af forskellige lyse markeringer og står i kontrast til den gule krop. Gællebladene dækket af plader med undtagelse af gællepar 1. Forben omtrent lige så lange eller lidt kortere end mellembenene. Pronotum tydeligt bredest bagtil, hvilket er et diagnostisk kendetegn for arten. Sidste bugplade tydeligt tilspidset.

Forveksling

: Som imago kan arten primært forveksles med Brachycercus harrisella og andre Caenis-arter, da disse også har horisontalt udfoldede vinger. Den kan kendes fra Brachycercus harrisella ved at mangle tre små horn langs hovedets forrand, mens den kun kan skelnes fra andre Caenis-arter ved genitaliebestemmelse.

Fra alle andre danske døgnfluer adskiller nymfer i Caenidae sig ved at gællebladene er dækket af plader med undtagelse af gællepar 1. Som nymfe ligner den derfor kun de andre Caenidae-arter. Her kan den igen skelnes fra Brachycercus harrisella ved at mangle tre små horn langs hovedets forrand. Den kan skelnes fra andre Caenis-arter ved at pronotum er tydeligt bredest bagtil, samt ved at sidste bugplade er tydeligt tilspidset.

Udbredelse

: Arten er udbredt, men ikke almindelig, da den primært lever i rene søer, både i Jylland og på Sjælland.

Hvornår ses den?

: Imagos flyvetid falder i august-primooktober.

Biologi

: Caenis lactea lever formodentlig som skaber og samler i rene søer, hvor silt- og mudderlagpartier ikke er specielt tykke, men formentlig lever den dog stadig i disse lag ligesom andre Caenis-arter. Den er følsom overfor organisk forurening.

Levested

: Arten findes udelukkende i rene søer.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jensen, C. F., 1986. De danske Caenis-arter (Ephemeroptera: Caenidae). Flora og Fauna 92. 2: 53-57.

Bauernfeind E., Soldán T., 2012. The Mayflies of Europe (Ephemeroptera)

Wiberg-Larsen, P., 2019. Døgnfluer 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mortensen, K. 2020. Døgnfluer. Natur og Museum.

Engblom, E., 2022. Svenska dagsländor Ephemeroptera Nycklar för larver och vingade.

De senest indberettede arter i Naturbasen: