Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Morten Edvars
    Foto: Morten Edvars

Kendetegn

: Imago har en forvingelængde på 5,5-9,5 mm. Hoved og forkrop mørkebrune. Hos hunnen er bagkropsleddene nogenlunde ensfarvet brune, mens de hos hannen er lyse på led 2-7. Vingerne vertikalt sammenklappede. Bagvinger til stede, men disse er korte. To halenøkker til stede. Hannens turbanøjne er gulbrune-rødbrune med en smal gullig rand.

Nymfen bliver 5-9 mm. Kroppen er lang og smal og nogle gange relativt ensfarvet gul-gulbrun, men bagkropsleddene kan godt have et distinkt mønster. 7 par afrundede enkeltgælleblade ned langs bagkropsleddene, der hos denne art varierer meget i længde. Gælleblad 3 er dog aldrig mere end 2 gange så lang som bred. Halenøkkerne ensfarvet lyse. Venstre mandibels yderste tand 1,5 gange så bred som den næstyderste.

Åens fiskedøgnflue
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Evy Lindenborg

Variation

: Artens gællelængde kan variere afhængigt af, hvor næringspåvirket habitatet er, men gælle 3 bliver aldrig mere end 2 gange så lang som bred.

Forveksling

: Imagines af familien Baetidae kan kendes fra resten af den danske døgnfluefauna på at have meget korte eller manglende bagvinger. Caenidae-arter mangler også bagvinger, men disse har vingerne horisontalt udfoldede i stedet for vertikalt sammenklappede.

Fra Cloeon-arter kan Baetis adskilles ved at Cloeon-arter helt mangler bagvinger. Desuden kan Baetis adskilles fra Centroptilum luteolum ved at bagvingen på sidstnævnte er lancetformet med en bagudpegende spore på forkanten. Hos Baetis er bagvingen afrundet. Baetis kan adskilles fra Procloeon bifidum ved at have 2 små årer mellem hver hovedåre langs forvingens bagkant, hvor Procloeon bifidum kun har 1.

Imago-hanner af Baetis vernus kan nemmest adskilles fra andre arter af Baetis ved genitaliebestemmelse, der helst skal udføres af en ekspert.

Nymfer af Baetis kan kendes fra nymfer af Cloeon ved at have enkle gælleblade i stedet for dobbelt. Fra Centroptilum og Procloeon kan Baetis kendes på at den midterste er kortere end de yderste. Desuden er gællebladene aldrig tilspidsede.

Nymfer af Baetis vernus ligner mest af alt Baetis liebenauae og Baetis macani, da de alle er relativt slanke og ofte ensfarvede i lignende farvenuancer af gul og grøn. Baetis macani har længere gælleblade, hvor gælleblad 3 er 2,3-2,5 gange så lang som bred. Nogle Baetis vernus, især dem der forekommer i eutrofe miljøer, kan have lange gælleblade, men gælleblad 3 bliver ikke mere end 2 gange så lang som bred. Den mest sikre karakter er at finde ved forstørrelse af mandiblerne, hvor venstre mandibels yderste tand er 1,5 gange så bred som den næstyderste. Venstre mandibels yderste tand er 2 gange så bred som den næstyderste hos Baetis macani. Hos Baetis liebenauae er mandiblernes yderste tænder sammensmeltet til en stor bred tand.

Udbredelse

: Baetis vernus er vores næstmest almindelige Baetis-art, der kan findes i de fleste jyske mellemstore-store vandløb, men som også findes i udvalgte vandsystemer på Fyn og Sjælland.
Åens fiskedøgnflue - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Imagos første generation falder i juni, anden generation i mediojuli-medioaugust og en tredje generation dukker op i medioseptember-mediooktober.

Tidsmæssig fordeling

af Åens fiskedøgnflue baseret på Naturbasens observationer:
Åens fiskedøgnflue - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Åens fiskedøgnflue - månedlig fordeling

Biologi

: Nymferne lever formodentlig af forskellige belægninger af periphyton på vandplanter, og de sidder ofte i vandplanter i moderat-stærk strøm. Arten er krævende hvad angår ilt- og strømforhold og er derfor følsom overfor organisk forurening og hydrologiske forstyrrelser. Den er dog nok en af vores mere tolerante Baetis-arter. De bestande, der forekommer i mere langtsomtflydende vand og næringsrigt vand har større gælleblade end de, der forekommer i de renere løb. Imagines sværmer primært om aftenen.

Levested

: Den findes hovedsageligt i mellemstore-store vandløb, hvor den lever på vegetation, men kan ind i mellem findes i bække.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jensen, C. F., 1984. De danske Baetis-arter (Ephemeroptera: Baetidae). Flora og Fauna 90. 3.-4.: 97-102.

Bauernfeind E., Soldán T., 2012. The Mayflies of Europe (Ephemeroptera)

Wiberg-Larsen, P., 2019. Døgnfluer 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mortensen, K. 2020. Døgnfluer. Natur og Museum.

Engblom, E., 2022. Svenska dagsländor Ephemeroptera Nycklar för larver och vingade.

De senest indberettede arter i Naturbasen: