Lille gaffelgælledøgnflue

Se alle 

 ID-billeder

Kendetegn

: Imago har en forvingelængde på 8-9 mm. Kroppen er mørkebrun, grænsende til sort. Bagkropsled 2-6 er hos hannen hvidligt gennemsigtige. De vertikalt sammenklappede forvinger halvgennemsigtige over hele vingefladen. Hannens turbanøjne mørkerøde med en sort kant. Bagvingerne ca. 1/3 af forvingernes længde. Tre haletråde til stede.

Nymfer bliver 5-7,5 mm. Den er overvejende chokoladebrun-gråbrun med et skarpt optegnede lyse pletter på bagkropsleddene. Desuden er der også lyse plamager på forkroppens rygplader. Haletrådene er meget lange. Gællebladene lange, smalle og todelte. Gælleblad 1 er lige så langt som gælleblad 2. Tandrækken på kloen fortsætter i 2/3 af kloens længde.

Forveksling

: Arten hører til gruppen af døgnfluer, der som imago har 3 haletråde, som inkluderer Ephemera, Ephemerella, Serratella, Paraleptophlebia og Leptophlebia. Derfor kan den primært forveksles med disse som imago, når først man har noteret sig de 3 haletråde. Ephemera er langt større og har helt andre farvetegninger. Ephemerella notata er helt gul med sorte bånd på pronotum. Serratella ignita er også ensfarvet brun, men er mere lys, og den har desuden som han kraftigt orangerøde turbanøjne. Leptophlebia marginata har mere formørkede vinger og hanner af Leptophlebia vespertina og Paraleptophlebia submarginata er kun svagt lysnede på bagkropsled 4-6, mens Paraleptophlebia cincta er hvidligt transparent på bagkropsled 2-6. Paraleptophlebia werneri ligner denne meget, og ved adskillelse er genitaliebestemmelse af en ekspert det sikre valg.

Nymfen kan forveksles med Leptophlebia, andre Paraleptophlebia og Kageronia fuscogrisea. Kageronia fuscogrisea har også lancetformede gælleblade, men har en noget fladere kropsform og bredere hoved. Leptophlebia-arter har noget bredere gælleblade, der ej heller er todelte. Paraleptophlebia submarginata har et 1. gælleblad, der er meget kortere end det følgende. Hos Paraleptophlebia cincta er 1. gælleblad lige så langt eller en smule kortere end 2. gælleblad. Hos Paraleptophlebia werneri er det aldrig kortere, og tandrækken på kloen fortsætter i 2/3 af kloens længde, mens det hos Paraleptophlebia cinta fortsætter i lidt over halvdelen.

Udbredelse

: Arten er formentlig meget sjælden i Danmark. Den blev først registreret i Danmark i Skjernå-systemet i 1940’erne, hvor den formentlig har levet i backwaters og lignende. Her er den formentlig forsvundet fra, da der ikke har været registreringer af arten siden. Hernæst blev den igen fundet på en ny lokalitet i 1991, hvor Per Grøn fandt den ved Rudbøl Kog i Tøndermarsken. Her levede den i vegetationsrige grøfter sammen med anden sjælden ferskvandsfauna som eksempelvis flere arter af rødlistede akvatiske Bagous-snudebiller. Om arten stadig findes der er uvist, men det trænger til en eftersøgning. Arten er i stor risiko for at være overset mange steder, da den har en forekomstperiode udenfor den almindelige prøvetagningsperiode i februar-april. I udlandet findes den i flere forskellige former for stillestående ferskvand. Bl.a. i backwaters til større åer og floder, survandssøer og damme.

Hvornår ses den?

: Dens flyvetid i Danmark er ikke fastlagt, men ligger sandsynligvis i juni-juli.

Biologi

: Formentlig lever arten af periphyton og detritus i vegetationsrigt nogenlunde stillestående ferskvand. Den er nok også følsom overfor organisk forurening og hydrologiske forstyrrelser (pga dens forsvinden fra Skjernå-systemet), men derfor er det også underligt, at den har kunnet overleve i grøfter i Tøndermarsken. Imagines sværmer formentlig primært om aftenen.

Levested

: Vegetationsrige mere eller mindre stillestående ferskvandshabitater.

Trusler

: Organisk forurening, pesticid-forurening og hydrologiske forstyrrelser.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Bauernfeind E., Soldán T., 2012. The Mayflies of Europe (Ephemeroptera)

Wiberg-Larsen, P., 2019. Døgnfluer 2015-2016. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den Danske Rødliste. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mortensen, K. 2020. Døgnfluer. Natur og Museum.

Engblom, E., 2022. Svenska dagsländor Ephemeroptera Nycklar för larver och vingade.

Eiseler, B., 2005. Bildbestimmungsschlüssel für die Eintagsfliegenlarven der deutschen Mittelgebirge und des Tieflandes. Lauterbornia 53.

De senest indberettede arter i Naturbasen: