:Selvom Bedebladlus går på mange forskellige planter, har nogen dog nogen så specielle præferancer, at de er selvstændige underarter:
På bede og valmue er det Aphis fabae ssp fabae
På tidsel er det Aphis fabae ssp circiiacanthoidis
På burre og tallerkensmækker er det Aphis fabae ssp mordwilkoi
På Sort natskygge er det Aphis fabae ssp solanella, som nu er ophøjet til selvstændig art.Den sidder på undersiden og krøller bladene.
Alle underarter kan dog godt spise andre planter, så hvis det ikke er en af de nævnte, er det bare Bedebladlus.
Forveksling
:Bedebladlus kan forveksles med de andre sorte bladlus i Aphis-slægten.
De sidder i kolonier på stænglen, hvor andre arter kan sidde under blade, og evt. krølle dem, det gør Bedebladlus ikke.
Foderplante er vigtig, men besværliggøres af at de er ret polyfage, så spørg gerne i en tråd.
Udbredelse
:Vidt udbredt på den nordlige halvkugle, og introduceret til tropiske og subtropriske egne, hvor de udelukkende laver jomfrufødsler.
Hvornår ses den?
:Ses i kolonier på stænglen af diverse planter fra maj til september
Tidsmæssig fordeling
af Bedebladlus baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Bedebladlus starter tilværelsen fra et æg på en Benved, en busk.
Hun stikker snablen i kvistene og suger planten saft. Efter et par hudskifter har hun fået vinger og er klar til at forlade sin hjemstavn.
Men før eller siden lander hun på en plante der falder i hendes smag. Og så går hun ellers i gang med at klone sig selv og føder en masse små vingeløse kopier af sig selv. Som hurtigt vokser til og selv begynder at klone sig til endnu flere bladlus, som også kloner sig.
Dyrerigets svar på babushka-dukker!
I løbet af kort tid er der en hel koloni af sorte bladlus. Og skulle pladsen blive for trang, så får nogen af de nye kloner anlæg til vinger, og kan efter et par hudskifter flyve hen til andre planter og starte en ny koloni.
Egentlig suger de slet ikke plantesaften, Der er så meget tryk på at saften selv løber op i snablen, så de skal "bare" sortere de aminosyrer fra de selv skal bruge og så lade resten løbe igennem.
Det ender som en sød dråbe, honningdug, som udskilles bagi, med et lille vrik, eller ved hjælp af et bagben.
Men disse dråber er også eftertragtede af myrer, som gennemtrawler vegetationen for at finde myrekolonier de kan "malke" for honningdug. Til gengæld yder de en form for beskyttelse.
For livet i kolonierne er ikke lutter fryd og gammen. Der er nemlig masser af andre dyr der vil have del i måltidet. Og de nøjes ikke med sukkervand.
Mariehøns og deres larver er kendt for deres hang til bladlus, og de smukke elegante svirrefluer har sneglelignende larver der uden tøven kaster sig over lusene.
De lige så elegante guldøjer får larver der ikke uden grund kaldes bladlusløver.
En stor portion snyltehvepse har også specialiseret sig i bladlus, og får lusene til at ligne små balloner.
Der er endda galmyg, som ikke gider lave galler, fordi bladlus er meget nemmere mad for de orange larver.
Bladlustæger, som er næbmundede som bladlusene, vil også heller have bladlussaft end plantesaft, og stikker snablen i siden på dem.
Foruden mejser, musvitter, gråspurve og andre insektædende fugle, som heller ikke holder sig tilbage!
Faktisk er bladlus basisfødedyr for adskillige fødekæder!
Når sommeren går på hæld sker der en ændring i fødslerne. Kloningen bliver erstattet af vingede hunner og vingede hanner, som parrer sig hvorefter hunnerne søger tilbage til benved for at lægge æg, som så overvintrer.
Levested
:Udbredt over hele landet, hvor der vokser benved, kvalved eller pibeved.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
