:Vingefang: 24-32 mm. Hannens overside er skinnende lyseblå med en lysere isblå forkant af forvingen, og med en meget smal, sort søm (vingekant). Hunnens overside varierer fra næsten ensfarvede brune eksemplarer til eksemplarer med udbredt blå bestøvning. De fleste hunner har orange sømpletter (pletter langs vingekanten) på oversiden. Undersidens er typisk blåfugletegnet, med udbredte pletter og orange sømpletter. Den har dog også en hvid kile (aflang trekantformet plet) som kører ned fra sømpletterne på bagvingen. Der er en karakteristisk sort plet under midtpletten (den store flade plet) på forvingeundersiden (ofte kaldt for icaruspletten) – denne plet mangler hos nogle aberrationer (variationer forårsaget af ekstreme temperaturændringer under forpupning) og forsvinder ofte med slid.
** Hurtig artsbestemmelse **
Alm. blåfugls bagvingeunderside har en pletbue, orange sømpletter med afgrænsning til hinanden (tynd sort omkreds), og en hvid kile ud fra sømpletterne. På forvingeundersiden 'kan der være' en plet under den flade plet (diskalpletten), også kendt som icaruspletten.
Med icarusplet: www.danske-natur.dk...lep189929a.jpg.
Uden icarusplet: www.danske-natur.dk...lep184163ake.jpg.
Alm. blåfugle-hannens overside er klar himmelblå-blå med en meget smal, sort søm (rand/vingekant), som dog mangler ved forvingens forkant – nogle gange sorte sømpletter på bagvingerne.
Han uden sorte sømpletter: www.danske-natur.dk...lep091902a.jpg.
Han med sorte sømpletter: www.danske-natur.dk...lep238981ahc.jpg.
:Hannen varierer ikke meget på oversiden, men slidte eksemplarer mister helt den lysende blå farve, som friske eksemplarer har. Hunnens overside varierer – som beskrevet ovenfor – voldsomt i udbredelsen af den blå bestøvning.
Nogle aberrationer har ikke pletten under midtpletten på forvingen, f.eks. ab. icarinus.
Det er ikke sjældent at se dværgformer af almindelig blåfugl. De har ca. samme størrelse som en dværgblåfugl, omkring 20 mm.
Forveksling
:Arten kan forveksles med mange af de danske blåfuglearter. Det bedste kendetegn er, at almindelig blåfugl har en enkelt plet indenfor/under forvingeundersidens midtplet – som ofte refereres til som "icaruspletten", da der kun er to andre blåfugle i Danmark som kan have den, ensianblåfugl og sortplettet blåfugl, som begge er ekstremt sjældne, og ikke "bare" findes, uden at man specifikt går efter arten. Denne plet har langt de fleste danske almindelig blåfugle, men på slidte eksemplarer er den tit utydelig eller slidt af. Der forekommer også aberrationer, som f.eks. ab. icarinus, der mangler pletten under midtpletten, og de er 'ikke' sjældne. På bagvingeundersiden findes også en lyse kile mellem afgrænsede, orange sømpletter, som ikke mange andre danske arter har – igen kan denne virke manglende på slidte eksemplarer. Ellers, med erfaring, kan man fornemme, at almindelig blåfugls søm er meget smallere end de andre blåfugles, og at den ikke er sort langs forvingens forkant, og derfra kan den nemt og hurtigt artsbestemmes.
Isblåfugl, som arten oftest fejltages for, mangler den lyse kile og pletten under midtpletten på forvingeundersiden. På oversiden er hunnerne ensfarvede chokoladebrun-mælkechokoladebrune med orange sømpletter på bagvingerne, og hannerne har lange, mørke ribber (indadgående streger), der strækker sig ud fra en bred og grumset/skyggeagtige, mørk søm.
Rødplettet blåfugl, og sortbrun blåfugl (som kun lever få steder langs kysten fra Tannisbugten til Tornby Strand), har ensfarvede, brune oversider med orange sømpletter (almindelige blåfugle har meget sjældent ensfarvede, brune oversider). Undersiden er næsten magen til almindelig blåfugls, på nær at de mangler pletten under midtpletten på forvingen, og at de har en forskudt plet i pletbuen på bagvingen, som danner et kolon med den inderste plet, tættest på forvingen.
Plebejuserne (argusblåfugl og foranderlig blåfugl) har sammensmeltede, orange sømpletter (de har ingen sort afgrænsning til hinanden) og en bredere mørk søm på oversiden.
Engblåfugl, ensianblåfugl og sortplettet blåfugl, har ingen orange sømpletter.
Udbredelse
:Vidt udbredt i Danmark. Kan træffes på de fleste varme, tørre, åbne og blomsterrige lokaliteter. Kan også ses i haver, da den strejfer noget.
Hvornår ses den?
:Flyvetiden er fra først i maj til sidst i september, i tre til fire generationer.
Tidsmæssig fordeling
af Almindelig Blåfugl baseret på Naturbasens observationer:
:Larven lever på mange forskellige arter af ærteblomstrende planter. Den hyppigste værtsplante er dog almindelig-kællingetand.
Levested
:Arten lever i kolonier på mange forskellige typer af tørre og varme lokaliteter, men den kan findes så at sige overalt i Danmark, da især hannerne flyver noget omkring.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
