Figur 1. Almindelig Stikmyre: På forreste stilkled har oversiden set i profil, en forholdsvis plan overflade. Epinotums torne er meget lange og lige bagudrettede. Myrmica rubra: På forreste stilkled har oversiden set i profil en spids afrundet overflade. Epinotums torne er forholdsvis korte og skråt opad bagudrettet.
:Arbejder (3,5-5,0 mm): Pandelister er næsten parallelle. Følehornsskaftet er ved grunden ganske jævnt og svagt bøjet. Følehornskøllen er ret slank. På hoved, forkrop og stilkknuder er strukturen grov, med længdestriber på forkroppens sider og på hoved, men bagkroppen derimod hel glat og glinsende. På forreste stilkled har oversiden set i profil en spids afrundet overflade. Epinotums torne er forholdsvis korte og skråt opad bagudrettede. Ved basis af tornene ses ingen tydelige tværfurer. Farven er fra mellembrun til mørkbrun, med lidt mørkere bagkrop. Undertiden er forkroppen og stilkknuder lysere end resten af kroppen. Farven er generelt lidt lysere end Almindelig Stikmyre.
Hun (5,5-7,0 mm): Vingerne er glasklare med svagt brunliggule ribber. Farven er mørkere end hos arbejdere.
Han (4,5-5,5 mm): Følehornskaftet er svagt bøjet og ca. halvt så langt som svøben. Epinotums torne er på hannen reduceret til nogle knopper.
Nyeste foto. Billederne af Korttornet Stikmyre har endnu ikke fået karakterer for identifikation. Giv karakter og vær med til at vælge det bedste ID-foto, som så vises her. Foto: Max Woweries
Variation
:Der forekommer ikke sjældent såkaldte microgyner og macrogyner i reden, som er henholdsvis meget små og meget store individer. Man har i myrelitteraturen kunnet læse, at der er tale om en selvstændig myreart, som lever som en slags snyltere hos værtsmyren. Men nyeste forskning på området tyder ikke på at der er tale om en selvstændig art.
Forveksling
:De ca. 10 danske arter i slægten Myrmica kan være svære at skelne fra hinanden, idet forskellene kan være meget små, men også fordi arterne varierer en del i udseende. For sikker artsbestemmelse skal der bruges lup, helst en stereolup med 30X forstørrelse og en bestemmelsesnøgle (se under litteraturen).
Udbredelse
:Den er sammen med den Almindelige Stikmyre den mest almindelige af Myrmica-arterne og med forekomst i alle egne af landet.
Korttornet Stikmyre er et alvorligt skadedyr Nordamerika, især i den nordøstlige del af USA. Den er indvandret fra Europa og udgør et stort problem i denne del af verden, hvor den er frygtet på grund af et smertende stik og meget generende adfærd i landbrug og ved boliger. Den kaldes for European fire ant eller blot Fireant
Hvornår ses den?
:Man ser den ofte kravle rundt i nærheden af reden, enkeltvis eller i små grupper, på jagt efter føde fra det tidlige forår til hen på efteråret. Sværmetiden er som regel i august.
Tidsmæssig fordeling
af Korttornet Stikmyre baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:På trods af et nært slægtskab mellem M. rubra og Almindelig Stikmyre, forekommer der ikke krydsninger mellem de to arter.
Der er ikke nogen nævneværdig forskel i deres biologi, med undtagelse af arternes forplantningsbiologi. Myrmica rubra accepterer mere velvilligt befrugtede hunner i deres rede, så derfor findes der mange dronninger i reden, hvilket ofte medfører, at samfundet deler sig i flere kolonier. På den måde kan der med tiden blive tale om meget store samfund med forskellige mange kolonier (Kilde 5).
Befrugtede hunner vender ofte tilbage til deres gamle rede eller en nært beliggende koloni. Der er altså store muligheder for, at den genetiske udveksling er mindre hos M. rubra, end hos Almindelig Stikmyre, som har en mere fjendtlig holdning overfor fremmede hunner.
Levested
:Denne art forekommer på mange forskellige type af levesteder, men foretrækker mere åbne og gerne fugtige områder som f.eks. enge og moser, hvor den ofte bor i nærheden af f.eks. Mosemyre, Uralmyre, Formica exsecta og Gul Engmyre.
Myrer i Danmark. Natur og Museum. Mogens Gissel Nielsen og Rune Larsen. 2012
A Mosaic of Chemical Coevolution in a Large Blue Butterfly. David Nash, Jacobus J. Boomsma m.fl. Center for Social Evolution. Københavns Universitet. 2006.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.