:Slægten Lasioglossum (smalvejbier) kendes fra den meget lignende slægt Halictus (vejbier) på placeringen af hårbåndene på bagkroppen. Hos Halictus er de lyse bånd placeret på bagranden af bagkroppens led. Hos Lasioglossum er båndene placeret øverst på bagkropsleddene, altså umiddelbart efter forgående led.
Mat smalbi er en mellemstor smalvejbi. Hunnerne er 8-10 mm med meget sparsom behåring. På bagkroppen er der brede bånd af tiltrykte lyse hår. Kanten af bagkropsleddene er mørke hos begge køn. Propodeum er med en afgrænset kant.
Hannerne er 8-9 mm ligner hunnerne, men er mere pjuskede. Hos hannerne er bagerst metatarsus og den øvre del af det bagerste skinneben hvide. Hos hannerne er labrum gulligt.
:Med mørke bagkanter på bagkropsleddene og afgrænset propodeum, kan hunnerne forveksles med Lasioglossum costulatum og L. zonulum.
Lasioglossum zonulum er spredt punkteret på 1. bagkropsled. De to andre arter er fint punkteret.
Lasioglossum costulatum har et ikke afgrænset midtfelt over propodeum, hos L. leucozonium er det afgrænset.
Hannerne har en tæt børstebehåring på 6. bugled og bagkanterne af bagkropsleddene er mørke og ikke gullige. Med denne kombination er hannerne af L. zonulum eneste forvekslingsmulighed. L. zonulum hanner har ikke lys metatarsus på bagerste ben.
Udbredelse
:Arten er fundet i alle distrikter og udbredt i hele landet.
Hvornår ses den?
:De overvintrende hunner ses fra slutningen af april/start maj. Hanner dukker først op i juli, men med nogle tidligere fund. Begge køn kan ses til slutningen af september.
Tidsmæssig fordeling
af Mat Smalbi baseret på Naturbasens observationer:
:Arten er polylektisk og ifølge Westrich (2018) er den fundet på 11 forskellige plantefamilier. Reden udgraves i sandede jorde og kan til tider optræde i små kolonier. Parasiteres af blodbien Sphecodes ephippius.
Levested
:Arten findes i alle mulige blomsterrige habitater.
Amiet, F., Herrmann, M., Müller, A. & Neumeyer, R. 2001. Apidae 3. Halictus, Lasioglossum (Vol. 6). Schweizerische Entomologische Gesellschaft, Neuchtel, 208 pp.
Else, G. R. Edwards, M. 2018. Handbook of the Bees of the British Isles volume 1-2. Ray Society
Falk, S. 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Field Guides. Bloomsbury
Madsen, H. B. Schmidt, H. T. Rasmussen, C. 2016. Distriktskatalog over Danmarks bier (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelser. 83: 43-70
Rasmussen, C. Schmidt, H. T. Madsen, H. B. 2016.Distribution, phenology and host plants of Danish bees (Hymenoptera, Apoidea). Zootaxa 4212. Magnolia Press. pp. 001-100
Westrich, P. 2018. Die Wildbienen Deutschlands. Ulmer-Verlag
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
