Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Lars Dyhrberg Bruun
    Foto: Lars Dyhrberg Bruun
  • Fotograf: else dilbjerg
    Foto: else dilbjerg
  • Fotograf: Gerda Mogensen
    Foto: Gerda Mogensen

Kendetegn

: Hos Pragthvepsebierne (Nomada fucata) er der forskel i udseende mellem hunnen og hannen (kønsdimorfi). Hunnen er typisk 8-10 mm lang og har en sort forkrop (thorax) med en gul plet lidt under midten set oppefra (på scutellum) samt ved basis af vingerne (tegulae). Bagkroppens første led (tergit 1) er oftest orange og sort-båndet, hvorefter de følgende fire bagkropsled er gulbåndede. Hunnens nedre ansigt (labrum), antenner og det meste af benene er orange. Enden af skinneben (tibia) på bagerste benpar med to relativt tætsiddende torne. (Amiet et al, 2007; Falk, 2015)

Hannen ligner hunnen i udseende og størrelse, men har gult nedre ansigt samt mere gule skinneben og fodled (tarsi). Enden af skinnebenene på bagerste benpar har her to fjerntsiddende torne (Amiet et al, 2007; Falk, 2015).

Pragthvepsebi
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: else dilbjerg

Variation

: Variation i graden af rød på 1. tergit og gul på 2. tergit forekommer hos både hunnen og hannen, og nogle individer har en rød kile på 2. tergit. Pragthvepsebi forekommer desuden både i en forårs- og en sommergeneration, hvor den tidlige generation generelt er mere langhåret og har en anelse mindre og uskarpere gule markeringer. Forårs-hannerne har desuden generelt et mørkt område lige bagved hovedet (pronotal collar), hvor sommer-hannerne her er mere gule. (Falk, 2015)

Forveksling

: Pragthvepsebien har et ret karakterisktisk udseende i form af sine tre farver (sort, gul og orange) og den enkelte gule plet på scutellum. Dog er der alligevel nogle forvekslingsmuligheder:

- Lyng-hvepsebi (N. rufipes) kan forekomme i en rødlig form, men kan adskilles fra Praghvepsebi på sine mørkere antenner, og at 2. tergits gule bånd her er mere markant adskilt i to gule pletter. (Falk, 2015).

- Den sjældne Rødbuget Hvepsebi (N. bifasciata) kan kendes fra Pragthvepsebien på de røde og sorte led på undersiden af bagkroppen (sternitter), hvor Pragthvepsebien har delvist gule sternitter. (Amiet et al, 2007)

Udbredelse

: Arten er under spredning i Europa og blev første gang observeret i Danmark i år 2000 på Røsnæs (Madsen, 2000). Ifølge Naturbasens observationer findes Pragthvepsebien i dag særligt i den sydøstlige del af Danmark med overvejende kontinentalt klima.
Pragthvepsebi - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Pragthvepsebi er bivoltin, dvs den har to generationer over en sæson. Forårsgenerationen flyver cirka fra begyndelsen af april til juni, og sommergenerationen cirka fra juli til slut august. (Amiet et al, 2007; Naturbasen)

Tidsmæssig fordeling

af Pragthvepsebi baseret på Naturbasens observationer:
Pragthvepsebi - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Pragthvepsebi - månedlig fordeling

Biologi

: Arten fouragerer på en bred vifte af planter fra Kurveblomst-, Ranunkel- og Rosenfamilien. Pragthvepsebi samler dog ikke selv føde til sine larver, men lever i stedet som redeparasit. Hunnen trænger ned og lægger æg i reder af Gulbåndet Jordbi (Andrena flavipes). Når ægget klækker, vil larven selv ødelægge værtens æg og udnytte føden, som værtsbien har samlet. Pragthvepsebien er derfor meget afhængig af tilstedeværelsen af sin vært og ses oftest ved redekolonier af denne (Falk, 2015)

Den kleptoparasitiske adfærd er blevet undersøgt hos andre arter af Hvepsebier, hvor man har fundet, at Hvepsebi-hannerne kan efterligne feromoner fra deres respektive værtsbier, og at disse kan videregives til Hvepsebi-hunnerne under parringen via antennerne. Feromonerne kan muligvis hjælpe Hvepsebi-hunnen med at trænge ned i værtsbiens rede uden konfrontation (Tengö & Bergstrom, 1977). Dette kunne også gælde for Pragthvepsebi, da en undersøgelse viser, at der under Pragthvepsbiens parring forekommer kontakt mellem hannen og hunnens antenner (Schindler et al, 2018). Eventuel lighed mellem feromoner produceret af Pragthvepsbi og dens vært er dog ikke blevet undersøgt endnu.

Levested

: Lever i et bredt udvalg af åbne biotoper, hvor værten Gulbåndet Jordbi (A. flavipes) kan etablere sig. Alt fra sydvendte, sandede skråninger med sparsom vegetation til tørre, velklippede græsplæner. (Falk, 2015)
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Amiet F., M. Herrmann, A. Müller & R. Neumeyer. (2007). Apidae 5 – Ammobates, Ammobatoides, Anthophora, Biastes, Ceratina, Dasypoda, Epeoloides, Epeolus, Eucera, Macropis, Melecta, Melitta, Nomada, Pasites, Tetralonia, Thyreus, Xylocopa. Fauna Helvetica 20, Info Fauna CSCF & SEG, Neuchâtel.

Falk, Steven. (2015). Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. Bloomsbury Wildlife. London.

Madsen, H. B. (2000). En ny dansk hvepsebi Nomada fucata Panzer, 1798 og andre sjældne bier fundet på Røsnæs - samt en præliminær status over den danske bifauna (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelelser, 68(3), 111-114.

Schindler M, Hofmann MM, Wittmann D, Renner SS (2018). Courtship behaviour in the genus Nomada – antennal grabbing and possible transfer of male secretions. Journal of Hymenoptera Research 65: 47–59. doi.org/10.3897/jhr.65.24947

Tengö, J., & Bergstrom, G. (1977). Cleptoparasitism and Odor Mimetism in Bees: Do Nomada Males Imitate the Odor of Andrena Females? Science, 196(4294), 1117–1119. www.jstor.org/stable/1744445

De senest indberettede arter i Naturbasen: