Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jan Pedersen
    Foto: Jan Pedersen
  • Fotograf: Haldor Halkjær
    Foto: Haldor Halkjær
  • Fotograf: Søren  Nygaard
    Foto: Søren Nygaard

Atlas

: Lille Kålsommerfugl overvåges i Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle

Kendetegn

: Vingefanget er på 39-52 mm. Forvingespidserne er kileformede sorte-blygrå.

1. generations han er helt hvid, bortset fra en sort plet øverst på bagvingerne, samt både en tydelig og en udtværet plet på forvingerne. Hunnen af 2. generation ser ud som hannen, men dén plet på forvingen, der hos hannen er utydelig, er hos hunnen klart fremstående.

Den fuldvoksne larve bliver op til 35 mm lang. Den er ensfarvet grøn, med en gul rygstribe og gule pletter langs siderne. De gule pletter er placeret i par, sådan at der er en på og bagved spiraklerne (åndehullerne/de hvide ovaler).

Lille Kålsommerfugl
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Finn Rasmussen

Forveksling

: Imago: Kan forveksles med grønåret, grønbroget og stor kålsommerfugl, samt aurora-hun.

Lille kålsommerfugl kan forveksles med stor kålsommerfugl, men denne er betydeligt større og har boomerang-formede, mørke vingespidser, mod lille kålsommerfugls kileformede, mørke vingespidser.

Grønåret kålsommerfugl er også en forvekslings mulighed, men denne har militærgrøn bestøvning omkring årerne på undersiden – nogle gange kan det også ses på oversiden – samt mørke forvingespidser, som kører ned i ribber langs vingekanten. I første generation, fra marts til maj, har hannerne af grønåret kålsommerfugl, som de eneste kålsommerfugle i landet, ingen pletter på vingerne.

Grønbroget kålsommerfugl er også af samme størrelse, men har en grønbroget underside. Dertil er oversiden af dens forvingespids dækket af flere runde, delvist sammenvoksede sorte pletter, som hos lille kålsommerfugl blot er én hel plamage.

Aurora-hunner ligner også lille kålsommerfugl, men de har afrundede og halvcirkel-formede, mørke vingespidser og en komma-formet plet langt ude på forvingen, tæt mod vingens forkant.

Fuldvoksne larve: Kan forveksles med grønåret kålsommerfugl, citronsommerfugl og aurora.

Larven kan forveksles med grønåret kålsommerfugl, men denne mangler den gule rygstribe og har ikke parvise gule pletter langs siderne, men kun enkelte på spiraklerne (åndehullerne/de hvide ovaler).

Citronsommerfugl-larven er også en forvekslingsmulighed, men denne er fuldkommen ensfarvet blågrøn, uden noget gult på sig, og med lyse sidestribe, som går fra halen og kan nå op til hovedet.

Aurora-larven er blågrøn med spredte, sorte pletter og uden gult på sig. Den har hvide sider, som smelter sammen med den blågrønne grundfarve på ryggen.

Udbredelse

: Lille kålsommerfugl optræder som en almindelig og talrig art overalt i Danmark.
Lille Kålsommerfugl - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Flyvetiden er fra april-oktober, i to generationer. Larven kan findes fra juni-juli og igen fra september-oktober.

Tidsmæssig fordeling

af Lille Kålsommerfugl baseret på Naturbasens observationer:
Lille Kålsommerfugl - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Lille Kålsommerfugl - månedlig fordeling

Biologi

: Lille kålsommerfugl er et mindst ligeså kendt skadedyr på kål i både haver og usprøjtet marker, som stor kålsommerfugl. Lille kålsommerfugl er dog oftest noget hyppigere. Lille kålsommerfugl er grundet sin hyppighed et vigtigt fødeelement for mange rovdyr.

Æggene lægges i haver på forskellige arter af kål, i naturen mest på arter af korsblomsterne.

Levested

: Lille kålsommerfugl kan optræde på langt de fleste forskellige slags levesteder. Da den tilmed også flyver en del omkring, behøver foderplanterne ikke engang være tilstedeværende på lokaliteten.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Per Stadel Nielsen: Den lille Grå, 2000.

De senest indberettede arter i Naturbasen: